Indefra

At være magteløs i henhold til sine egne følelser. Ikke at kunne kontrollere hvornår hvilken følelse præsenterer sig. At følelserne ikke korresponderer til situationen. At være fanget i sin egen krop og tankespind. At elske hvad andre hader. At hade hvad andre foretrækker. Ukontrollerbar og bipolar. Men jeg er selvfølgelig så meget mere end det.  Jeg er 26 i skrivende stund og stor fan af at se mennesket bag diagnosen. Jeg er musik entusiast, familie menneske, fjollet, god til sprog. Jeg elsker popcorn, hvid chokolade, sjove serier, og jeg kan ikke gå en dag uden at høre musik. Jeg kan løse en Rubik´s Cube på 59 sekunder, spiller klaver og guitar, og jeg sover aldrig med hovedpude. Følelserne jeg beskriver, skal forstås i henhold til en episode. De gør sig naturligvis ikke gældende, når jeg "bare er mig". Da vil jeg beskrive mig selv som en person, du ikke ville lægge mærke til, hvis vi passerede hinanden i Gågaden. De første par indlæg er skrevet før jeg blev indlagt. Under

En af de ting, jeg bruger min tid på her på stue 26, er at lave videoer. Både forklarende, undrende og sjove (forhåbentlig). Nu deler jeg dem her - så jeg håber, der er andre end mig, der synes, jeg er sjov.. Nogle videoer får en lille forklaring andre skal bare.. nydes i guess  Jeg er fortsat med mit videoshow lang tid efter udskrivelsen. Det er en god, passiv aggressiv, måde for mig at komme ud med og dele de ting der frustrerer, undrer eller på anden vis fylder. Denne video, er en af de første, jeg lavede. Den er dedikeret til psykiateren, der stillede en diagnose på 20 minutter og glemte at fortælle mig om det og fortsatte mig på den medicin, jeg ikke kunne tåle :-)  En million kroner eller bliv rask fra bipolar? Ting jeg finder underligt ved at være indlagt part 1: Randon sjov:  Beroligende Åh hvor har jeg haft mange diskussioner med diverse personaler om hvorvidt, man bør give medicin, når nogen er ked af det. Mit primære problem var, at det var deres "go to". I stedet

Forestil dig at du har et hus. Det er ikke perfekt. Det har et par skavanker hist og her, men det er dit hus. Gennem årene har du opgraderet små ting, løbende; nye gardiner, en ny klat maling over den gamle, nye møbler og lignende små DIY projekter, som du usammenhængende har arbejdet på siden, du blev voksen.  Nu skal du forestille dig at dit hus kollapser. Ikke nok med at det kollapser, så er du stadig inde i dit hus. Væggene smuldrer, taget giver efter og falder sammen om dig. Alle dine ting forsvinder i en støvsky og du bliver mast under murbrokker og tag, der begraver dig i et tykt lag af tungt materiale. Efter det umiddelbare sammenstyrt er der ikke meget andet for end at blive liggende. Du kan vagt titte frem fra dit nye gemmested og se, at huset ikke længere står. En kold brise rammer din venstre hånd, som er det eneste der titter rigtig frem fra dit skjul. Alt omkring dig er ødelagt, og du lukker øjnene. Dit hus skal opbygges på ny. Eller skal det? Hvem skulle stoppe dig fra a

Møl født blandt sommerfugle.  Anderledes dog lignende. Tæt nok på til at kaldes 'artsfælle'. Langt nok væk til aldrig at være. Tilskuer til børnenes fascination af smukke farver, der løber over sommerfuglens fine vinger. Lange antenner og spinkle kroppe. Tilhørende forår, sommer, varme, håb og glæde i solen. Dagstimerne ynder sommerfuglenes dans. Solens smilehuller opmuntrer til mere og mere og mere.  Møllet tilhører natten. Møllet er påtvunget at bytte solen  med månens blege skær. I natten flyver det på må og få og søger sine artsfæller, men sommerfuglenes dans er gået i stå, og vinden bærer et forsvindende minde om latter videre i mørket. Ingen iagttager møllet under stjernerne. Ingen higer efter en dans i mørket.  Trist og ensom må det flyve gennem verden med månen som eneste selskab. Månen, der fortvivles over møllets tunge sind.  "Hvorfor er du trist, lille møl?"  "Ingen higer efter mig, som de higer efter sommerfuglen."  Stjernerne skævende fortvivlet

Jeg kom for nyligt i tanker om min blog, og så at sidste update er temmelig outdated efterhånden. Der er meget nyt.. Jeg har stadig bipolar lidelse desværre, men ville det ikke være fantastisk ironisk og en smule morsomt, hvis det var min update?  "Nåh.. Nevermind."  Jeg er lykkeligt afsluttet fra ambulatoriet. I den sidste korte tid var min kontaktperson overlægen, L, som jeg egentlig godt kan lide. Denne uvante følelse spirrede frem, da det gik op for mig, at hun faktisk har lidt humor. Sort, forkert, morbid humor. Lige noget for mig!  Ikke længe efter hun blev min kontaktperson bad jeg om at blive afsluttet. Jeg er veludannet i bipolar og velmedicineret. Hun var enig og derved sluttede vores kontakt. Et punktum jeg har længtes efter i lang tid.  Siden, men ikke som årsag, har jeg haft det vidunderligt. Studiet har givet mig rigeligt at tænke på. Foretage mig. Gå op i. Til min store lettelse befinder jeg mig blandt andre, der har det lige som jeg. Mennesker der er passioner

Jeg lover at møde dig, der hvor du har brug for at blive mødt jeg lover at huske dit liv fra nu og til da du blev født jeg lover at minde mig om, at du har været helt ny jeg lover at følge dit væsen fra den sorte muld til den hvide sky jeg lover at huske, hvis du ikke er alene  jeg lover at for mig, vil det aldrig blive en gene jeg lover at fortælle dig alt, du bør vide  jeg lover at for mig, er det aldrig et spørgsmål om at gide jeg lover at huske mit privilegium hos dig jeg lover at være forsigtig, når du betror dig hos mig  jeg lover, at du er min prioritet i top jeg lover at respektere dit væsen, din sjæl, din krop jeg lover dig, at intet problem er for lille jeg lover at kunne rumme når tårerne vil trille  jeg lover, at jeg aldrig har for travlt til dit jeg lover at vi deler, så dit er mit  jeg lover, du aldrig skal høre et fordoms ord  jeg lover at huske hvori dine tanker bor  jeg lover, at du er vigtig, virkelig, værdig jeg lover dig den udvikling aldrig er færdig jeg lover at p

... jeg ville ønske, jeg kunne slå ihjel.  Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg er tynget af vrede. Men der er ingen steder, at placere denne vrede, for den er ikke manifesteret i en person, i en situation. Den vrede har bosat sig i mit hjerte, der tynges af byrden, der højst bliver skudt ned i min mave, for at slå kolbøtter og skyde op i min hals, så mit stemmebånd snører sig sammen og kvæler en mulighed for at dele. Det er en del, af de kort, der er blevet mig givet. Det lod jeg har her i livet. Men accepten heraf er pludselig forduftet som dug i morgensolen. Et uforklarligt udsving ikke engang seks måneder efter det sidste, og det er ikke nogens skyld. Intet er hændt. Således er min hjerne skruet sammen. Uforudsigelig. Ukontrollerbar. Ensom.  Hvor jeg engang straks accepterede de vilkår, jeg skal leve med, er jeg nu pludselig svunget over i den anden banehalvdel. Jeg har ikke de rette redskaber til at acceptere dette.  Jeg kigger tilbage på min tidligere accept med forundring o

 "Vanære til dig, vanære til din familie, vanære til din ko." - Mushu I mellem jul og nytår 2022, satte min mor og jeg os sammen og fik skrevet tre klager. Det har været længe under opsejling, længe undervejs, længe ventet.  Ganske kort gik det tre klager ud på følgende:  - Gentagende fejlmedicinering og fejldosis under indlæggelsen, hvor jeg flere gange blev budt en anden persons medicin.  - Det fabelagtige cirkus, hvor ECT behandlinger blev ordineret, fjernet, ordineret på ny og fjernet igen - uden at der foregik nogen form for kommunikation med patienten. Aldrig har jeg følt mig mere psykisk syg, end da man undlod at inddrage mig i nogen form for beslutningsproces.  - Den unødvendige, uværdige og forcerede ekstra udredning, baseret på et det grundlag at min daværende behandler "synes det er en god ide." - direkte citat. Udredningen bar naturligvis ikke frugt, hvilket jeg pointerede, at jeg jo havde udtrykt fra starten. Denne udredning handlede ikke om omsorg, en

Dedikeret til J 💗 Det er netop lige blevet synliggjort for mig til et ekstremt punkt, hvor stor forskel der er på psykiatri. Derfor; Psykiatri vs. psykiatri.  Således alle er med, forklarer jeg lige ganske kort. Efter min tidligere behandlers ønske, blev jeg for nogen tid siden tilknyttet AAT igen. Akut Ambulant Team i Sundhedshuset i Holstebro. Min tidligere behandler mente, at disse har bedre tid til "rigtigt" at tale med mig, og derfor, trods mild protest, blev jeg tilknyttet AAT igen. Jeg har fine minder fra AAT, og det var ikke derfor, jeg var imod det. Det ligger i navnet "akut". Jeg har ikke følt mig akut i nogen tid og følte næsten det var lidt pinligt at skulle tilknyttes her igen. Ikke fordi det er psykiatri, men fordi jeg følte mig "for rask". Heldigvis arbejder der en enormt behagelig sygeplejerske, T, som blev hende, jeg havde kontakt med.  Samtidig har jeg naturligvis haft kontakt til ambulatoriet i Gødstrup, hvor jeg har en læge, et eller a

Er ikke længere et spørgsmål. Jeg har lukket det hele ud på en biltur ud ad byen. Hvis jeg skulle læse dette, ville jeg tro, det var løgn, en overdrivelse eller en misforståelse. Det ville jeg ønske, det var. Min grænse er nået på så voldsom vis, at jeg for alvor føler, at tiden er inde til at give op. Jeg skal prøve at fatte mig i korthed.  Sidste besøg på ambulatoriet, var en lægesamtale, som jeg egentlig havde efterlyst for en måneds tid siden. Min kontaktperson er psykolog, og kan derfor ikke rigtig svare på spørgsmål angående medicin, hvorfor jeg spurgte, om der var muligt, at tale med en læge.  En måneds tid senere bliver jeg indkaldt til en samtale med en læge. Jeg følte ikke længere et særligt behov, da jeg/vi har søgt svar ved andre læger - mine forældres venner, kolleger og lign.  Heldigvis bad jeg begge mine forældre tage med. Jeg siger heldigvis, for nu deler vi denne oplevelse og er tre personer, der kan bekræfte, hvad der er sket. Denne oplevelse, har jeg uddybet i opslag

Jeg håber, at denne titel fanger bare en anelse, da dette opslag er vigtigt for mig. Det er vigtigt både i henhold til min bearbejdelse af mine følelser, altså at få det ud, og for at illustrere konkrete eksempler på, hvilke udfordringer jeg møder på min vej. Jeg troede, det var en udfordring at være indlagt, men det tåler ingen sammenligning med, hvad jeg bliver slæbt igennem nu, hvad jeg bliver beskyldt for, og hvor foruroligende lidt man har styr på, fra ambulatoriets side.  Nu om dage, når jeg befinder mig på ambulatoriet ser jeg af og til personale fra afdelingen. Flere kommer hen til mig med store smil og hilser på, vinker og nogle har sat sig ned ved mit bord for at få en sludder. Det er pludselig blevet lysende klart for mig, hvor mange gode minder jeg trods alt har, med søde personaler. Jeg pointerer også dette, for at forsvare min egen personlighed lidt. Der er personale, der opsøger mig, for at sige hej og få en snak - så helt forfærdelig kan jeg vel ikke være? Og det går be

Og de forstår ikke rigtig, at jeg ikke orker det mere:  Op og ned hele tiden. Så snart det ligger stabilt, når jeg lige at tro, at nu er det ved at vende.. Men nej. Det er så udmattende, drænende, dræbende.  Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke gider eller kan hidse mig op over det. Jeg gider ikke opsøge hjælpen. Førhen var jeg fluks i dialog med fagfolket, for at finde en løsning. Jeg gider ikke kæmpe for det mere. Luften er gået af ballonen, og jeg tror/stoler ikke længere på, at det nok skal vende. Jeg tror på, at Lithium ikke kan fungere for mig. Det kan meget vel være, jeg godt kan tåle det, men der er tydeligvis noget der gør, at det ikke kan ligge stabilt i mit blod. Det er en video med 11 videoer. 11 blodprøver. 11 gange jeg har måtte kæmpe for og tale min sag for, at jeg skulle have en blodprøve, fordi jeg har følt, at der var noget galt. Få gange har jeg taget fejl, en kærkommen fejltagelse, resten af gangene har jeg, desværre, haft ret. De resterende gange har jeg logget

"Mod bedre ting." Lykkens Gudinde har smilt til mig de sidste par dage! For det første går gruppe terapien fortsat udmærket. Det er ikke et forum, hvor jeg lærer en masse nyt om bipolar, da jeg har lavet så meget research selv - men! Det er rart at høre andres erfaringer og historier og få lov til at dele sine egne, med en flok, der virkelig forstår, hvad det drejer sig om. Derudover skal jeg til at læse til september og en i gruppen har læst det samme, og hun har tilbudt mig alle sine bøger. ALLE. GRATIS. Jeg var ved at dåne! Hvor heldig har man lov til at være? For jeg ville da hellere end gerne betale for dem, men nej nej, det skulle slet ikke på tale. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor mange penge hun har sparet mig.  For det andet er jeg blevet tilbudt en vikar stilling på Skovvang, det sted hvor jeg er i arbejdspraktik. Det har været udfordrende at komme i gang med at arbejde, men primært på grund af min latterligt dårlige korttidshukommelse. Det tager mig virkelig lang

Gruppeterapi, hoppeloppeland, Legoland og søndagens snudebille.  Jeg må æde mine ord. Gruppeterapi var godt. Jeg var, som bekendt, meget skeptisk inden start. Derfor var jeg også temmelig lukket og negativ den første time. I pausen tænkte jeg mig om.. Man får sikkert kun det ud af dette forløb, som man lægger i det. Derfor gik jeg til anden halvdel med en mere positiv indstilling og deltog mere. Minsandten om det så ikke også blev temmelig godt! Vi er lige mange mænd og kvinder og godt delt i alder, så jeg tror, det kan blive interessant hen ad vejen.  Vi har fået to hjemmeopgaver. Den første var at registrere humør, søvn, medicin og PN i en lille bog, hvilket er noget, jeg har gjort siden den 8. juni - men jeg var åbenbart den eneste, der kender den lille "stemningsregistrering ved bipolare tilstande"-bog. Den anden opgave består i at skrive og fortælle lidt om sig selv, når man ikke er i en episode, hvilket begejstrede mig meget. Jeg er så begejstret for, at man interessere