45. KUNSTEN AT EFTERLADE SIG EN REN TALLERKEN

 Ikke just noget, jeg har lært - endnu. DD 23/11-2024

Hold da op, hvor er der sket meget siden det sidste opslag. Jeg er for det første blevet udskrevet. Jeg er færdig med ECT. Jeg er glad. Jeg er stabil - medicinsk og humørmæssigt. 

Det gode og det dårlige ved mig og min hjerne, er de store huller der er i min hukommelse. Jeg mener både og, da jeg tror det skærmer mig for nogle udfordrende minder. Hvem gider også huske på detaljerne af en indlæggelse? Alt det dårlige?

Jeg er dog, heldigvis, nået til et punkt i mit liv, hvor jeg gerne vil have min hukommelse tilbage. Der er ting, jeg gerne vil huske og mindes - og det er lang tid siden, jeg har haft det sådan. 

Jeg er ude af al medicin undtagen Lithium. Jeg har ikke haft behovet for andet, og det var en milepæl, da jeg tog den sidste antidepressiv for et par uger siden.

Jeg er lykkelig, sådan rigtig helt ind i knoglerne, for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid. 

Så hvad er problemet så nu? Hvorfor skriver jeg her - udover den terapeutiske dagbogsagtige healing det giver mig. 

Suk - måske vil jeg gerne gøre livet problematisk for mig selv? 

Har du nogensinde haft feber og taget Panodil kontinuerligt, for at holde feberen nede? Er du så nogensinde stoppet op og har tænkt: "Har jeg egentlig stadig feber, hvis jeg ikke tager Panodil?"

Det er min holdning og nuværende indstilling til situationen omkring min medicin. Jeg har sådan brug for at mærke min krop og mærke mig - uden piller! Jeg har taget Lithium siden jeg var 26 (nu er jeg 29), og jeg er ikke klar over, hvordan der er inde i mig uden! 
Desuden har jeg haft 4 indlæggelser MED Lithium - så ingen skal komme og bilde mig ind det er den medicinske verdens svar på Herkules. Jeg blev jo syg, selvom jeg tog min medicin! 

Jeg forstår, at det på mange måder er præcis som epilepsi - og at mange fagfolk, især, vil være af denne opfattelse: Du har ikke haft et anfald i lang tid fordi du tager din medicin. 
Men patienten føler, de ikke længere er syge og forsøger derfor at stoppe medicinen - et voilà et anfald. 

Det er cirka de svar og forklaringer jeg får, når jeg drøfter mine tanker med fagfolk. I bund og grund: Don't do it. 

Der er mange aspekter og elementer i dette, som er svære at forklare, og jeg må indrømme, at jeg finder det slidsomt at føle, at jeg skal overbevise jer. Men jeg skal naturligvis ikke overbevise jer. Men det føler jeg. 
Jeg er netop blevet afsluttet i psykiatrien i Skejby, hvor jeg havde en meget god samtale med en læge. Han forsøgte at være forstående overfor mit behov for at udforske mine omstændigheder men aaah.. Det var ganske tydeligt, at han håbede, at han kunne overbevise mig om, at jeg skal blive på Lithium resten af mit liv uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Noget helt andet er at Lithium jo altså ikke er helt uden dets konsekvenser og bivirkninger - både kort- og langsigtet. 

Vrøvler jeg lidt? Måske giver det mening for nogen og måske gør det ikke. Jeg har forsøgt at genkalde mig og genlæse de tidligere opslag, for at få en bredere forståelse for, hvad jeg egentlig har været igennem. Jeg ved dog også, for det har lægen også sagt, at jeg har alle de rette forudsætninger for at klare mig: Jeg har et godt hoved, stor sygdomsindsigt, godt netværk, er på rette kurs i livet generelt og så er jeg kvinde - fandme ja om det ikke endelig var en fordel at have en vagina! Yes! Jeg vidste, der måtte være noget. 

Men gambler jeg med mit sind, min hjerne, mit liv? Hvad hvis det går galt, og jeg har brug for Lithium? Så trapper jeg naturligvis op igen. Og jeg ville aldrig trappe ned uden at involvere familie og fagfolk. 

Men hvad hvis det hele går godt? Hvad hvis jeg trapper ned og endelig slipper af med bivirkningerne? Som at ryste på hænderne og have en overdreven tørst, der resulterer i at jeg ikke længere render på toilet en gang i timen? Det lyder måske som småting, men det er det ikke for mig. De langsigtede konsekvenser for de indre organer er heller ikke just festemner. 

Men hvad så, hvis det gik godt og jeg blev helt medicinfri? Det kunne have en stor positiv indvirkning på mere end bare mit liv.