Indefra

Gruppeterapi, hoppeloppeland, Legoland og søndagens snudebille.  Jeg må æde mine ord. Gruppeterapi var godt. Jeg var, som bekendt, meget skeptisk inden start. Derfor var jeg også temmelig lukket og negativ den første time. I pausen tænkte jeg mig om.. Man får sikkert kun det ud af dette forløb, som man lægger i det. Derfor gik jeg til anden halvdel med en mere positiv indstilling og deltog mere. Minsandten om det så ikke også blev temmelig godt! Vi er lige mange mænd og kvinder og godt delt i alder, så jeg tror, det kan blive interessant hen ad vejen.  Vi har fået to hjemmeopgaver. Den første var at registrere humør, søvn, medicin og PN i en lille bog, hvilket er noget, jeg har gjort siden den 8. juni - men jeg var åbenbart den eneste, der kender den lille "stemningsregistrering ved bipolare tilstande"-bog. Den anden opgave består i at skrive og fortælle lidt om sig selv, når man ikke er i en episode, hvilket begejstrede mig meget. Jeg er så begejstret for, at man interessere

Jeg er rask nok til at skulle tage vare på mig selv, men jeg må ikke tage nogen beslutninger. Jeg er rask nok til at skulle sørge for alt selv, men jeg må ingenting gøre. Jeg skriver i affekt i dag, hvilket jeg ellers normalt prøver at lade være med, men jeg har besluttet at smede, mens jernet er varmt. Jeg er nemlig rasende.  Jeg har i den sidste lille uges tid bemærket flere og flere depressive symptomer mase sig på. Det startede med at jeg bemærkede en voldsom øgning i mængden af søvn. Jeg sover mellem 10 og 14 timer hver nat. Pludselig var dette ledsaget af irritabilitet, tristhed, grådlabilitet, uoplagthed og så videre. Mit Litarex niveau lå på 0,34 (skal mindst ligge på 0,60) ved sidste blodprøve som blev taget d. 4/7 - i dag er det d. 25/7, og det har man valgt ikke at ville gøre noget ved. Så det overrasker mig ikke, at jeg ikke ligger stabilt, da Litarexen netop ikke gør noget, hvis den ligger så lavt. Ja, så tager man piller til ingen verdens nytte, udover at belaste sine ind

Jeg har fået min sidste ECT og i den forbindelse nogle bekymringer, jeg vil dele. I starten blev jeg ordineret seks ECT behandlinger, og som bekendt begyndte jeg allerede efter 2. eller 3. behandling, at åbne op for dialogen angående hvorvidt, det var nok. Jeg mærkede humøret stige med en voldsom fart, præcis som håbet, men blev naturligvis bekymret for om det ville kamme over. Jeg luftede mine bekymringer for noget af personalet og "min" læge på afdelingen, og de seks behandlinger blev fluks stoppet og lavet om til fire. Dertil tre udtrapningsbehandlinger så man kan mindske risikoen for pludselig tilbagefald.  Her er en af de gange, hvor jeg må æde mine ord og erkende, at (noget af;-) ) fagfolket ved mere end jeg gør. ECTer kan nemlig ikke fremprovokere en mani. Tværtimod bruger man også ECT behandlinger til at stoppe manier. Det var jeg ikke klar over. Derfor står jeg nu som et stort spørgsmålstegn. Hvorfor i alverden har man så lyttet til mig og lavet det om? Hvorfor er de

Nu har jeg været "rigtigt" på ambulatoriet. Første gang var som sagt en slags optagelsesprøve, da man ikke nødvendigvis kan få lov til at være tilknyttet ambulatoriet, bare fordi man er blevet henvist. Dette undrede mig en del, men min behandler, A, fik alligevel afsløret at hun endnu ikke havde oplevet, at nogen med bipolar ikke blev tilknyttet.  A er psykolog, og er den behandler, jeg er tilknyttet på ambulatoriet. Hun har meget at skulle leve op til, da den psykolog jeg så privat, har temmelig høj status hos mig. Men jeg har valgt at gå all in og fokusere min energi på ambulatoriet, da det trods alt skulle være deres speciale sådan noget bipolar halløj.  Vi talte om løst og fast. Lidt om ECT og hvor fantastisk effektivt det har været. Hun var meget interesseret i præcis hvilken forskel, jeg mærker. Umiddelbart tænkte jeg; se på mig! Men mit svar var noget i retningen af; mere energi, føler mere glæde, føler mig mere lattermild, positiv, har gå på mod, knuden i maven er væk

Utilsigtede hændelser. Det er en intern joke ganske få vil kende, men jeg har arbejdet ualmindeligt meget med utilsigtede hændelser, og nu vil jeg benævne alle de UTHer, jeg har været udsat for som patient. Både for at tvære lidt i det, for det kan jeg godt lide, og for at belyse hvor potentielt fatalt nedprioriteret psykiatrien er. Det har længe været min intention at belyse dette område, og pludselig er det blevet et "hot topic" i nyhederne, som mange taler om.  Det er vigtigt for mig at pointere, at der ikke er nogen specifikke personer, jeg har i tankerne med disse punkter. Selvom jeg hadede at være indlagt, er der ganske meget af personalet, jeg kom til at holde af på en eller anden mærkelig måde. - Mine første dage på afdelingen var jeg endnu ikke medicineret, da man endnu ikke havde stillet en diagnose eller lagt en behandlingsplan. Derfor overraskede det mig temmelig meget, da personale kom ind til mig med medicin kl. 20.00 mine to første aftener. Med sig havde de mor

Jeg må erkende, at mit fokus har lagt andetsteds på det sidste, og derfor har jeg ikke fået skrevet særlig meget. Jeg arbejder dog pt på et skriv, der tager lang tid at komme igennem. Jeg har for nyligt læst et par af de tidligere opslag fra den første indlæggelse, og det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg indså hvor relevant min kritik af psykiatrien pludselig er blevet. Nu er det på alles læber.. Men det skal det ikke handle om, det var blot en tanke, jeg ville dele. Men Jeg synes, det er på tide med en opdatering især nu, hvor jeg har lidt godt nyt. Jeg skriver d. 12/7. I morgen har jeg min anden sidste behandling med ECT. I faglig omtale hedder det sig, at jeg har fået fire akutte ECT behandlinger og er blevet ordineret tre udtrapnings behandlinger, der foregår ambulant. Udtrapnings behandlinger får man for at forebygge et pludseligt tilbagefald.. Om så ikke blot tilbagefaldet kommer efter udtrapnings behandlingerne forstår jeg mig ikke på. Der er så meget, jeg ikke forstår. Jeg v