Indefra

Jeg har gjort noget, jeg har lovet mig selv og temmelig mange fagfolk, at jeg ikke ville gøre. Jeg har justeret i min medicin selv. Mere end noget andet er fagfolket bekymrede for, om man pludselig stopper sin medicinske behandling, og det har jeg absolut ikke tænkt mig. Er jeg en rod? En værre en? Måske. Men hvor fanden skal jeg henvende mig? Jeg er SÅ plaget af bivirkninger, præcis som jeg var sidst niveauet var for højt, men jeg kan ikke opspore en sjæl i sundhedsvæsnet, der gider bekymre sig om det i bare 10 sekunder. Jeg er ingens patient.  Jeg har været plaget af svimmelhed, koncentrationsbesvær, synsforstyrrelser, rysten, ufrivillige bevægelser og tryk i hovedet/hjernen. Jeg har haft dage, hvor jeg kun lige knap og nap har kunne holde det ud, når jeg sidder helt stille og ikke laver noget. What a life.  Man behøver ikke være læge for at regne ud, at det ikke er acceptable bivirkninger.  Og nej man må under INGEN omstændigheder selv justere i sin medicin, men HVOR er den person,

Blandt mange andre ting har min mor altid sagt: "Der er altid noget, man er god til. Det handler bare om at finde ud af, hvad det er." Jeg har fundet ud af, hvad det er. Jeg er unormalt dygtig til at mærke mit blod. Hvis du har læst opslaget før dette, nr. 20, ved du, at jeg har været meget skeptisk mht. om lithium niveauet ligger, som det skal, i mit blod. Plasma and what not.  Hvad der er udfordrende her er, der er ingen i systemet, der går bare halvt så meget op i det, som jeg gør. For hvor ligger ansvaret?  De sidste par dage er mit humør og energi niveau dykket voldsomt. Den hæslige spindoktor er trådt i karakter, og jeg har ikke noget at stå imod med. Jeg har haft tanken, og følelsen af, at min hjerne ikke får den "hjælp", den skal have. Derudover, som forklaret tidligere, er mine bivirkninger fra medicinen ændret og blevet noget nær de bivirkninger, jeg havde i starten af behandlingen.  Jeg blev udskrevet den 9. maj og skal først starte i ambulatoriet den 8.

En af min fars kolleger, en læge, pointerede noget åbenlyst for mig, jeg blev nødt til at få ned på papir. Bedst som jeg italesatte min frustration og undren over hvor meget mere hårdt det er at kæmpe imod depression end mani, sagde hun; "Men hvad er sværest, at gå op eller ned ad en meget stejl bakke?"  Pludselig giver det så meget mening. På vej ned skal man blot sørge for ikke at snuble eller få for meget fart på. På vej op skal hele kroppen på overarbejde. Det er en perfekt metafor for den indre kamp der foregår i en blandingstilstand. Sagen er bare den at det er umådeligt svært at finde et sted, på denne stejle bakke, hvor man kan stå og blive. Hvis man står stille for længe, falder man ned. Hvis man fortsætter opad får man højdesyge og bliver sindssyg.. Udover generel frustration over den konstante kamp mod mani og depression, aftale med sagsbehandler ang. sygedagpenge, påtrængende tanker om fremtiden og økonomi, lange udsigter (i dette regi) til jeg skal til ambulatori

Jeg er absolut blevet bedre, hvis ikke ret god, til at styre den maniske force, når den sætter ind. Jeg kan mærke, jeg bliver rastløs, impulsiv. Går hurtigt fra den ene ting til den anden. Kommer pludselig i tanker om, at der var noget, jeg lige ville lede efter - finder noget tilfældigt og begynder at rode med det. Får lyst til at shoppe, se nogle mennesker, træne osv. Nu hvor jeg ved, hvad der er på spil, og hvilke konsekvenser det kan have, er det til at tøjle. Det handler mest om at skrue ned. Ned for aktiviteter, ned for selskab, ned for hjernen. Tvinge sig selv til at finde ro i en aktivitet og vide med sig selv, at den boblende, glade, kildrende følelse indeni er en sygdom.  Men jeg er temmelig udfordret på det depressive. Er det lidt som et stort hus? Hvis det bliver meget varmt, er det let nok at skrue ned for varmen og åbne vinduerne.. Men er det først blevet rigtig koldt tager det længere tid før radiatorerne virkelig får varmet det hele op.  Jeg vil ærligt talt hellere kæmp

 Yes, jeg er blevet udskrevet. Jeg er fri. Jeg er glad. Det har været en nødvendighed, og nu er det heldigvis ikke mere. Jeg krydser SÅ meget fingre for, at jeg ALDRIG mere får behov for en indlæggelse. Det er hårdt og udmattende arbejde, plus så meget andet, jeg kunne sige om en sådan afdeling, men vigtigere end noget andet; jeg skal nok sørge for, at det ikke bliver nødvendigt igen - i det omfang jeg selv kan styre. Om ikke andet, er det virkelig en god motivation, til at arbejde seriøst med sig selv.   Skulle jeg gå hen og blive fuldstændig psykotisk manisk, er jeg godt klar over, der nok ikke er nogen vej udenom - men NEJ! Jeg har filme set indersiden af en psykiatrisk afdeling nok til et liv. (Hvis nogen jeg kender, bliver indlagt, skal jeg nok komme på besøg..) Jeg havde en rigtig fin sidste formiddag på afdelingen, hvor jeg lige fik sagt farvel til et par personaler og båret de sidste ting ud i bilen. Derefter blev jeg vejet og målt (Er hun mon blevet højere under indlæggelsen??

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers lige skulle kalde dette indlæg. Jeg skal udskrives på mandag d. 9 (skriver dette torsdag d. 5), og jeg ser så meget frem til det.  Jeg mener at have skrevet før, at jeg har hentet min bil, så jeg kan køre frem og tilbage mellem sygehuset og min lejlighed. Det har været sådan en lettelse, da dagene her på sygehuset er lange, ensformige og kedelige. Alligevel har man været betænkelig ved at sætte mig fri, da blandingstilstanden stadig rumsterer. På søndag skal jeg have taget blodprøver for at tjekke om lithium niveauet ligger, som det skal i mit blod. Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke, at det ligger rigtigt nu.. 3. gang er lykkens gang, ikke?  Første dosis var for lav, anden dosis var for høj, så mon ikke tredje dosis er helt perfekt? "Min" læge, H, har gættet på at blodprøverne søndag vil vise, at niveauet ligger på 0,75, så jeg har bestemt tænkt mig at holde ham op på det.  Niveauet skal ligge mellem 0,60 og 0,80. Alt under giver ingen effekt

 Hurra, hurra, hurra, frihed. Nu nærmer det sig for alvor. Det bliver enten fredag d. 6 eller mandag d. 9! I og med det er så tæt på, har jeg fået lov til at få en del mere udgang. I dag har jeg været hjemme for at hente min bil, så jeg de følgende dage kan suse lidt frem og tilbage mellem min lejlighed og stue 26. Det er en kæmpe lettelse, da jeg virkelig var begyndt at blive skør af at være her. Kedsomheden, ensomheden, ligegyldigheden. Men lægen er enig med mig i, at det er et godt tegn. Det er et tegn på, jeg er ved at være klar til flere udfordringer, mere indhold i livet.  I dag har jeg bare nydt at køre bil igen - høj musik og "skønsang" hele vejen fra Holstebro til Gødstrup - så det er godt, jeg var alene! I morgen vil jeg bringe lidt ting og sager, jeg ikke får brug for mere, tilbage til lejligheden. Det føltes helt mærkeligt at holde ind på en tank og stå der og tanke bilen, helt normal, lige som alle andre. Jeg ved godt, jeg stadig bare er et helt normalt menneske,

 Nej, der er ikke 15, det er bare indlæg nummer 15.. Hold da op, jeg får udgivet nogle brok sider, hva? Men som lovet i nr. 14: Her er fire grunde til at vælge bipolar. Det har taget en del tænke-tid for at komme i tanker om reelle grunde til at bipolar er okay. Agtigt. Nogenlunde. Det stadig noget lort.. men: Mangler du en ny hobby? Er livet blevet trivielt, nemt, lige til? Så er bipolar affektiv sindslidelse måske noget for dig..  1. Du er kronisk syg, men du er ikke kronisk syg. Det vil sige, at du vil altid have lidelsen, men den vil ikke altid være "aktiv". Når sygdommen ikke er aktiv, er man sig selv og fungerer  kognitivt lige så optimalt, som man altid har gjort. Du kan i og for sig gå i mange år uden tilbagefald, og bare være dig selv, modsat mange andre sygdomme som konstant vil påvirke en person kognitivt eller fysisk eller måske begge dele.  2. Man kan gøre noget ved det.  Det kræver en trofast dedikation til medicin som for mit vedkommende stadig gør mig mega dår