19. DEPRESSION VS. MANI

Jeg er absolut blevet bedre, hvis ikke ret god, til at styre den maniske force, når den sætter ind. Jeg kan mærke, jeg bliver rastløs, impulsiv. Går hurtigt fra den ene ting til den anden. Kommer pludselig i tanker om, at der var noget, jeg lige ville lede efter - finder noget tilfældigt og begynder at rode med det. Får lyst til at shoppe, se nogle mennesker, træne osv. Nu hvor jeg ved, hvad der er på spil, og hvilke konsekvenser det kan have, er det til at tøjle. Det handler mest om at skrue ned. Ned for aktiviteter, ned for selskab, ned for hjernen. Tvinge sig selv til at finde ro i en aktivitet og vide med sig selv, at den boblende, glade, kildrende følelse indeni er en sygdom. 

Men jeg er temmelig udfordret på det depressive. Er det lidt som et stort hus? Hvis det bliver meget varmt, er det let nok at skrue ned for varmen og åbne vinduerne.. Men er det først blevet rigtig koldt tager det længere tid før radiatorerne virkelig får varmet det hele op. 

Jeg vil ærligt talt hellere kæmpe imod manier resten af mit liv end depressioner. Depressioner slider. Stjæler. De tager ens vilje til at kæmpe, prøve, tro. Jeg er blevet gjort temmelig opmærksom på hvordan en mani ændrer ens tankemønster; det er noget, man taler meget om - og heldigvis har jeg under hele forløbet skrevet rigtig, rigtig mange tanker ned. Jeg var så langt ude til sidst, at min plan var at begynde at øve mig på at gå på vandet. Det er jo vanvittigt! (vand, ha-ha). Og der må gerne grines - der skal grines. Jeg skal kunne gøre grin med det og mig selv ellers mister jeg forstanden. Det er så syret, at jeg havde en oprigtig tro på, at hvis jeg bare øvede mig nok, ville det til sidst lykkes for mig. Sikke en tro på sig selv! Sikke en sindssyg hjerne! 

Men depressionen gør som bekendt det modsatte. Alt lyset bliver slukket på stikkontakten, og det er umuligt at føle sig vej frem. Pludselig er min hjerne hellere overbevist om at selv det at tage et bad er for stor en mundfuld for mig. Hvorfor taler man ikke lige så meget om, hvordan depression ændrer hjernen?

For blot to dage siden var den maniske hjerne i spil. I dag er mørket trængt igennem, og jeg har ikke lyst til at lave andet end at sove. Forsvinde. 
For at mestre bipolar er jeg begyndt nærmest at have indre samtaler med mig selv. (Please lad være med at ringe til sygehuset, jeg er okay haha). 
Det virker måske gakket, men det hjælper. Så som hjælp til at forstå, vil jeg prøve at gengive cirka hvordan det ser ud, taget fra noget af det jeg kan huske og har skrevet ned, så det bliver så autentisk som muligt. 

Manisk samtale med mig selv: 
(M = Mani, S = Sofie)

M: "Hvis jeg organiserer mig selv således og gør A, B, C, så vil det lykkes mig at sejre mod bipolar."

S: "Ja, det er super, men skru lige ned. Det er smartere bare at starte på A i dag, så det ikke bliver for meget."

M: "Okay men jeg kan begynde at planlægge og organisere hvordan B og C skal være og gøres. Ih hvor vil jeg gerne om til min veninde og drikke kaffe og bagefter måske ned og træne? Ud og gå? Eller vi kunne tage på cafe!"

S: "Det er alt for meget. Der er allerede sket mange ting i dag - måske i morgen." 

M: "Seriøst jeg er blevet så god til at mestre det mani her - se lige mig! Men der kan godt snart skrues op! Det er mange dage siden, der har været en dårlig dag! Hvor lagde jeg den der ting? Hov, hvad er det der? Hey jeg kunne bare køre en tur og høre musik uden at se nogen!"

S: "Fokuser lige på een ting ad gangen. Hvad med at lægge vasketøjet sammen?" 

M: "Yes, vasketøj, med musik eller podcast, eller begge dele? Og så bør jeg også lige støve af og støvsuge og vaske gulv. Hvad med at skrive det her ned til bloggen? Hey, hvad med at lave en video!" 

Okay jeg virker totalt sindssyg, men det er oprigtigt sådan det foregår inde i min hjerne nogle gange. Den maniske kognitive proces er impulsiv, hurtig, iderig, kreativ, fuld af fortrøstning, håb og mod. Men fordi jeg ikke er manisk, men er i en blandingstilstand, er min egen kognitive proces stadig dominerende, trods alt. Det var den bestemt ikke i starten, hvor jeg ikke var herre over hvilke følelser der boblede frem. Manien skubber hele tiden mod mere, flere ting, aktiviteter, selskab. Samtidig har jeg lyst til at være social, snakke, grine. Så jeg er konstant i kamp for at skrue ned - men det er ikke nær så hårdt som kampen mod den depressive hjerne, synes jeg. 

Depressiv samtale med mig selv: 

D: "Fuck dig."

S: "Jep.. Nej vent.. hallo slap af.." 

D: "Du kan ikke noget. Læg dig ned og sov. Forsvind." 

S: "Ej nu tager jeg mig sammen og kommer i bad og måske ud og går en tur." 

D: "Hvorfor skulle du tage et bad? Du er klam uanset om du gør det eller lader være." 

S: "Stop med de negative tanker. Jeg sætter noget glad musik på og laver lidt self-care." 

D: "Du vinder aldrig over det her. Du har ingen fremtid. Du er SÅ besværlig for alle omkring dig."

S: "Jeg er besværlig lige nu men det skal nok blive bedre." 

D: "Det bliver aldrig bedre. Tror du virkelig selv på det?"

S: "Nej det gør jeg egentlig ikke." 

D: "Her er 40.000 eksempler på hvorfor du ikke burde eksistere:...."

Det kan, heldigvis, på ingen måde sammenlignes med hvordan jeg tænker normalt. Men den kognitive proces er mindst lige så forskruet i det depressive element, som det er i det maniske. Det er som kviksand, der langsomt suger en ned indtil man til sidst forsvinder. 

Når du er manisk skal du lave så lidt som muligt. 
Når du er depressiv skal du lave så meget som muligt. 

Begge tilstande kræver det modsatte. Jeg finder det bare meget mere lige til at skrue ned end at skrue op. 

Det er ualmindeligt hårdt, og det tankemønster jeg har i de depressive perioder, kan sætte en negativ vinkel på alt. Ved du hvad depression er? Verdens værste spindoktor. 

Jeg blev for nyligt spurgt, om jeg kunne tegne en mani, så her er mit bedste bud: