Indefra

Møl født blandt sommerfugle.  Anderledes dog lignende. Tæt nok på til at kaldes 'artsfælle'. Langt nok væk til aldrig at være. Tilskuer til børnenes fascination af smukke farver, der løber over sommerfuglens fine vinger. Lange antenner og spinkle kroppe. Tilhørende forår, sommer, varme, håb og glæde i solen. Dagstimerne ynder sommerfuglenes dans. Solens smilehuller opmuntrer til mere og mere og mere.  Møllet tilhører natten. Møllet er påtvunget at bytte solen  med månens blege skær. I natten flyver det på må og få og søger sine artsfæller, men sommerfuglenes dans er gået i stå, og vinden bærer et forsvindende minde om latter videre i mørket. Ingen iagttager møllet under stjernerne. Ingen higer efter en dans i mørket.  Trist og ensom må det flyve gennem verden med månen som eneste selskab. Månen, der fortvivles over møllets tunge sind.  "Hvorfor er du trist, lille møl?"  "Ingen higer efter mig, som de higer efter sommerfuglen."  Stjernerne skævende fortvivlet