Indefra

Jeg håber, at denne titel fanger bare en anelse, da dette opslag er vigtigt for mig. Det er vigtigt både i henhold til min bearbejdelse af mine følelser, altså at få det ud, og for at illustrere konkrete eksempler på, hvilke udfordringer jeg møder på min vej. Jeg troede, det var en udfordring at være indlagt, men det tåler ingen sammenligning med, hvad jeg bliver slæbt igennem nu, hvad jeg bliver beskyldt for, og hvor foruroligende lidt man har styr på, fra ambulatoriets side.  Nu om dage, når jeg befinder mig på ambulatoriet ser jeg af og til personale fra afdelingen. Flere kommer hen til mig med store smil og hilser på, vinker og nogle har sat sig ned ved mit bord for at få en sludder. Det er pludselig blevet lysende klart for mig, hvor mange gode minder jeg trods alt har, med søde personaler. Jeg pointerer også dette, for at forsvare min egen personlighed lidt. Der er personale, der opsøger mig, for at sige hej og få en snak - så helt forfærdelig kan jeg vel ikke være? Og det går be

Og de forstår ikke rigtig, at jeg ikke orker det mere:  Op og ned hele tiden. Så snart det ligger stabilt, når jeg lige at tro, at nu er det ved at vende.. Men nej. Det er så udmattende, drænende, dræbende.  Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke gider eller kan hidse mig op over det. Jeg gider ikke opsøge hjælpen. Førhen var jeg fluks i dialog med fagfolket, for at finde en løsning. Jeg gider ikke kæmpe for det mere. Luften er gået af ballonen, og jeg tror/stoler ikke længere på, at det nok skal vende. Jeg tror på, at Lithium ikke kan fungere for mig. Det kan meget vel være, jeg godt kan tåle det, men der er tydeligvis noget der gør, at det ikke kan ligge stabilt i mit blod. Det er en video med 11 videoer. 11 blodprøver. 11 gange jeg har måtte kæmpe for og tale min sag for, at jeg skulle have en blodprøve, fordi jeg har følt, at der var noget galt. Få gange har jeg taget fejl, en kærkommen fejltagelse, resten af gangene har jeg, desværre, haft ret. De resterende gange har jeg logget

"Mod bedre ting." Lykkens Gudinde har smilt til mig de sidste par dage! For det første går gruppe terapien fortsat udmærket. Det er ikke et forum, hvor jeg lærer en masse nyt om bipolar, da jeg har lavet så meget research selv - men! Det er rart at høre andres erfaringer og historier og få lov til at dele sine egne, med en flok, der virkelig forstår, hvad det drejer sig om. Derudover skal jeg til at læse til september og en i gruppen har læst det samme, og hun har tilbudt mig alle sine bøger. ALLE. GRATIS. Jeg var ved at dåne! Hvor heldig har man lov til at være? For jeg ville da hellere end gerne betale for dem, men nej nej, det skulle slet ikke på tale. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor mange penge hun har sparet mig.  For det andet er jeg blevet tilbudt en vikar stilling på Skovvang, det sted hvor jeg er i arbejdspraktik. Det har været udfordrende at komme i gang med at arbejde, men primært på grund af min latterligt dårlige korttidshukommelse. Det tager mig virkelig lang