33. LITHIUM;P
Og de forstår ikke rigtig, at jeg ikke orker det mere:
Men jeg har nået et punkt, hvor jeg ikke gider eller kan hidse mig op over det. Jeg gider ikke opsøge hjælpen. Førhen var jeg fluks i dialog med fagfolket, for at finde en løsning. Jeg gider ikke kæmpe for det mere. Luften er gået af ballonen, og jeg tror/stoler ikke længere på, at det nok skal vende. Jeg tror på, at Lithium ikke kan fungere for mig. Det kan meget vel være, jeg godt kan tåle det, men der er tydeligvis noget der gør, at det ikke kan ligge stabilt i mit blod. Det er en video med 11 videoer. 11 blodprøver. 11 gange jeg har måtte kæmpe for og tale min sag for, at jeg skulle have en blodprøve, fordi jeg har følt, at der var noget galt. Få gange har jeg taget fejl, en kærkommen fejltagelse, resten af gangene har jeg, desværre, haft ret. De resterende gange har jeg logget ind på sundhed, kun for at få bekræftet, hvad jeg allerede vidste.
Jeg har ikke kunne finde billeder af alle mine resultater, så nu kommer de her. Den skal ligge mellem 0,60 og 0,80.
22/04: 0,33
26/04: 0,36
02/05: 0,87
08/05: 0,67
20/05: 0,42
30/05: 0,89
13/06: 0,62
29/06: 0,35
04/07: 0,34
26/07: 0,67
01/08: 0,67
09/08: 0,59
16/08: 0,52
Det giver et gennemsnit på 0,56, hvilket er irrelevant, men noget jeg syntes var sjovt lige at regne ud...
Sådan her ser det ud på en graf...
Jeg har lidt ekstra god tid i dag....
Det føles som om, jeg gør noget galt. Men det gør jeg ikke. Jeg har talt med flere behandlere om det. Jeg bør ikke gøre noget anderledes, end jeg gør. Dermed er der altså ikke noget, jeg selv kan gøre. Men som sagt har jeg nået punktet, hvor jeg ikke længere selv vil prøve. Jeg har ikke mere fight i mig til det. Jeg vil af det, ud af det hele, slette det fra min hukommelse, lade som ingenting. Jeg har trods alt haft årerækker, hvor jeg har klaret mig helt fint uden medicin. Siden marts har det her fyldt alt. Ændret alt. Ødelagt alt. Det har stjålet så meget fra mig. Det hiver mig længere og længere væk fra mine omgivelser indtil glasset mellem os er så tykt, at vi ikke kan forstå hinandens ord. Jeg driver længere og længere væk, jeg bliver mere og mere værdiløs.
Med de tanker, får jeg øjeblikkeligt dårlig samvittighed. Jeg kunne også have fået cancer, diabetes, gigt... Men det gjorde jeg ikke. Jeg kunne have været offer for krig og terror, en flygtning uden hjem eller retning.. På mange måder var jeg egentlig heldig med mit lod i livet, det ved jeg godt. Alligevel føler jeg mig besejret.
Min største frygt i det her er, at med tiden vil andre komme til at se mig, sådan som jeg ser mig selv.
Kommentarer
Send en kommentar