Indefra

Anden gang gik lidt bedre. Denne gang fik jeg af vide, at jeg vågnede, hev den der iltdims i næsen ud, smed den fra mig og lagde mig til at sove igen.  Men Sofie, hvor mange behandlinger skal du have? Men Sofie, hvad er planen fremadrettet? Men Sofie hvad foregår der?  Ja tak, det vil jeg gerne kunne svare på. Men det er stadig ikke lykkes mig at få en ordentlig samtale med en læge.  Der er ikke andre end jeg, der holder styr på det business her.  Jeg har fået 4 behandlinger nu og begyndte allerede efter 3. gang at tale om at få hold på det igen. Så lykkedes det mig endelig at få en samtale med en læge. De seponerede min Litarex, da de mener, man kan blive mere forvirret hvis man får det.. Jeg bliver mere forvirret af hvordan tingene foregår, og hvor lidt patienten er inkluderet. Og så er det virkelig svært ikke at føle sig stemplet som en vaske ægte psykisk syg, der ikke skal inkluderes i beslutningsprocessen. Jeg bliver så ked af det, når man skifter og ændrer i planen uden som minim

Jeg drømmer om en eller anden dag at kunne skrive: "Jeg har ikke noget nyt, det går godt."  Søndag d. 19 blev jeg officielt indlagt igen. Jeg har egentlig været indlagt siden d. 14, men det var udelukkende en formalia, så jeg kunne komme med på stuegang. Det vil sige, jeg på papiret har været indlagt men har været på orlov hele tiden. Det var ganske tydeligt, at lithium ikke var nok, og jeg har brug for noget supplerende til at hive mig op.  Det umiddelbare eneste og første forslag lægen havde var ECT. Elektrochok. Jeg anser det lidt som et quickfix, da lægen er enig i, at det er en start, og så finder vi i mellemtiden noget medicin at supplere med.  Udfordringen er at det ikke er let at give antidepressiv til en person med bipolar lidelse, da man let risikerer, at de får en mani - hvilket jeg som bekendt allerede har gjort een gang. Så medens "de kloge hoveder" finder ud af, hvilken medicin, der passer bedst skal jeg have ECT behandling.  Hvad er så elektrochok beh

Jeg har ingen titel og ikke meget at sige. Men da skal da en opfølgning på ambulatoriet, derfor sætter jeg det ind her, jeg har nået at skrive:  Nu har jeg gået her og knurret i en måned.. Haft imaginære samtaler, holdt taler og skældt ud.. og så møder jeg en super venlig, ung kvinde på det forbistrede ambulatorie, og så er det ikke nemt, at blive ved med at holde vreden kogende.. Det er jo ikke hendes skyld. Jeg har været på ambulatoriet i dag(dd)  til "optagelsesprøve" - det er åbenbart ikke en selvfølge at man kan starte et forløb der, bare fordi man er blevet henvist. Jaså.  Samtalen foregik med en psykolog, mine forældre og undertegnede. Jeg vil sige, at det gik godt. Vi fik lidt afløb for vores kæmpe frustration over systemet, og så var jeg egentlig klar til at give slip og komme videre i vagten. Det har været hæsligt, men nu starter der forhåbentligt et nyt kapitel. Vi gik hele forløbet igennem lige fra de første depressive symptomer til den højragende, vilde mani.  Vi