Indefra

Jeg lover at møde dig, der hvor du har brug for at blive mødt jeg lover at huske dit liv fra nu og til da du blev født jeg lover at minde mig om, at du har været helt ny jeg lover at følge dit væsen fra den sorte muld til den hvide sky jeg lover at huske, hvis du ikke er alene  jeg lover at for mig, vil det aldrig blive en gene jeg lover at fortælle dig alt, du bør vide  jeg lover at for mig, er det aldrig et spørgsmål om at gide jeg lover at huske mit privilegium hos dig jeg lover at være forsigtig, når du betror dig hos mig  jeg lover, at du er min prioritet i top jeg lover at respektere dit væsen, din sjæl, din krop jeg lover dig, at intet problem er for lille jeg lover at kunne rumme når tårerne vil trille  jeg lover, at jeg aldrig har for travlt til dit jeg lover at vi deler, så dit er mit  jeg lover, du aldrig skal høre et fordoms ord  jeg lover at huske hvori dine tanker bor  jeg lover, at du er vigtig, virkelig, værdig jeg lover dig den udvikling aldrig er færdig jeg lover at p

... jeg ville ønske, jeg kunne slå ihjel.  Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg er tynget af vrede. Men der er ingen steder, at placere denne vrede, for den er ikke manifesteret i en person, i en situation. Den vrede har bosat sig i mit hjerte, der tynges af byrden, der højst bliver skudt ned i min mave, for at slå kolbøtter og skyde op i min hals, så mit stemmebånd snører sig sammen og kvæler en mulighed for at dele. Det er en del, af de kort, der er blevet mig givet. Det lod jeg har her i livet. Men accepten heraf er pludselig forduftet som dug i morgensolen. Et uforklarligt udsving ikke engang seks måneder efter det sidste, og det er ikke nogens skyld. Intet er hændt. Således er min hjerne skruet sammen. Uforudsigelig. Ukontrollerbar. Ensom.  Hvor jeg engang straks accepterede de vilkår, jeg skal leve med, er jeg nu pludselig svunget over i den anden banehalvdel. Jeg har ikke de rette redskaber til at acceptere dette.  Jeg kigger tilbage på min tidligere accept med forundring o

 "Vanære til dig, vanære til din familie, vanære til din ko." - Mushu I mellem jul og nytår 2022, satte min mor og jeg os sammen og fik skrevet tre klager. Det har været længe under opsejling, længe undervejs, længe ventet.  Ganske kort gik det tre klager ud på følgende:  - Gentagende fejlmedicinering og fejldosis under indlæggelsen, hvor jeg flere gange blev budt en anden persons medicin.  - Det fabelagtige cirkus, hvor ECT behandlinger blev ordineret, fjernet, ordineret på ny og fjernet igen - uden at der foregik nogen form for kommunikation med patienten. Aldrig har jeg følt mig mere psykisk syg, end da man undlod at inddrage mig i nogen form for beslutningsproces.  - Den unødvendige, uværdige og forcerede ekstra udredning, baseret på et det grundlag at min daværende behandler "synes det er en god ide." - direkte citat. Udredningen bar naturligvis ikke frugt, hvilket jeg pointerede, at jeg jo havde udtrykt fra starten. Denne udredning handlede ikke om omsorg, en