37. VANÆRE

 "Vanære til dig, vanære til din familie, vanære til din ko." - Mushu

I mellem jul og nytår 2022, satte min mor og jeg os sammen og fik skrevet tre klager. Det har været længe under opsejling, længe undervejs, længe ventet. 

Ganske kort gik det tre klager ud på følgende: 

- Gentagende fejlmedicinering og fejldosis under indlæggelsen, hvor jeg flere gange blev budt en anden persons medicin. 

- Det fabelagtige cirkus, hvor ECT behandlinger blev ordineret, fjernet, ordineret på ny og fjernet igen - uden at der foregik nogen form for kommunikation med patienten. Aldrig har jeg følt mig mere psykisk syg, end da man undlod at inddrage mig i nogen form for beslutningsproces. 

- Den unødvendige, uværdige og forcerede ekstra udredning, baseret på et det grundlag at min daværende behandler "synes det er en god ide." - direkte citat. Udredningen bar naturligvis ikke frugt, hvilket jeg pointerede, at jeg jo havde udtrykt fra starten. Denne udredning handlede ikke om omsorg, en oprigtig bekymring for, om jeg mon fejlede yderligere end det bipolare. Min klare overbevisning er, at dette omhandlede en ansvarsfraskrivelse fra behandlerens side. Fejlede jeg endnu en tung og svær diagnose, ville det forklare vores dårlige kommunikation. Således ville det ikke have noget at gøre med, at hun er inkompetent, strid og uvenlig. 

De to sidste klager, er blevet slået sammen til een, da de inddrager så mange af de samme situationer og personer. 

Jeg bliver ofte opdateret fra Styrelsen for Patientsikkerhed, til hvem jeg har klaget, og det skal de roses for. 
Jeg får forklaret og får indsigt i hvert af processens dele. De er i gang med en undersøgelse af situationerne og har fået aktindsigt i min journal. 

Jeg er naturligvis betænkelig ved dette for, som jeg pointerede i min klage, er jeg dårligt stillet i forhold til sandheden. I følge mig, står der i min journal, ikke en objektiv sandhed. Man har eksempelvis aldrig anderkendt nogle af fejlmedicineringerne. Man har naturligvis valgt at undlade, at ECT behandlingerne sejlede ind og ud af eksistens i min fremtid. Og den tidligere behandler, har intet nævnt om nogen årsag til at jeg skulle yderligere udredes. 

Sandheden er af gode grunde aldrig objektiv, men jeg mener bestemt, at hvad der står, eller ikke står, i min journal, ikke forholder sig til hvordan tingene er forløbet. 

Derfor er jeg skeptisk overfor, om jeg kan få medhold i mine klager. Der foreligger intet bevis. 

Men det var en nødvendighed. Jeg er ikke hævngerrig. Jeg er ikke bitter. Jeg er i en søgen på sandhed og retfærdighed. En klargørelse af at disse ting ikke må forekomme. Forebygge fremtidige fejl på samme præmis. Både for mig og andre der måtte være viklet ind i psykiatriens indspiste edderkoppespind, hvor man aldrig modsiger sin kollega. 

Styrelsen har indtil december for at finde en afgørelse. Jeg har ikke søgt erstatning, da det ikke der dét, det handler om for mig. Ret ske fyldest.

Det driver ind og ud af min bevidsthed, men på de fleste dage, heldigvis, skænker jeg det ikke en tanke. Som patient generelt og måske i særdeleshed patient i psykiatrien er man sårbar. Uden overskud. Optaget af sin sygdom og alt dette medfører. Derfor var det vigtigt for mig, at rejse mig nok til at kunne stå og kigge disse mennesker i øjnene. 

Jeg er ikke længere fastlåst i en fosterstilling, krumrygget af bekymring og angst med blikket fastlåst på jorden under mine fødder. Jeg står oprejst, panden højt med et hjerte fyldt af sandhed og forvirring. Nu har jeg blot tilbage at vente og håbe. Men kursen har jeg selv sat.