Indefra

 Er der nogen som helst form for garanti på det bullshit her? For jeg vil gerne returnere en vare. Det var fint at prøve (not), men jeg har besluttet mig for at bipolar ikke er noget for mig. Kan jeg få pengene tilbage? - en tilgodeseddel? Hvem returnerer jeg til?  Mens universet lige får lov til at fundere over det, vil jeg præsentere en liste over grunde til ikke at vælge bipolar. 1. Ukontrollerbar.  Det er ikke for sjov, den er med i min "intro tekst". Bipolar er ukontrollerbar. I hvert fald i starten. Er der ikke mere mælk? Jamen, det kan jeg da godt græde over. Var der nogen, der sagde mit navn lidt for mange gange? Det er da en god anledning til at sparke et skab. I en ikke medicineret blandingstilstand er det stort set umuligt at mestre og beherske sine følelser. Det er som at være 3 år gammel, teenager, have PMS, være gravid, på stoffer og sindssyg på samme tid. Jeg er et følelses-monster, og jeg bryder mig ikke om det.  2. Indlæggelse. Det vil ikke være nødvendigt fo

 Eller, eller, eller - hvis nogen som helst kan huske det gamle troldmandsspil, hvor man skal føre ham ud til en af kanterne af spillet, mens magneten følger med under pladen - indtil man møder en mur.  Jeg føler, at uanset hvordan jeg vender og drejer mig, er jeg sat i skakmat. Og jeg er virkelig ved at have været nok på den afdeling her. Misforstå mig ikke. Tænk at et sådan tilbud eksisterer. Tænk at man kan få den hjælp så man, forhåbentligt, aldrig behøver kommer tilbage.  Men nogle gange stiger det mig lidt til hovedet.  Jeg styrer ikke selv hvad jeg skal spise eller hvornår. Jeg skal bede om tilladelse til at komme ud, jeg skal vare min tunge, når min tålmodighed slipper op, for hvis jeg Brøser, går det kun ud over mig.  De vil gerne have mig mere eller mindre konstant medicineret af beroligende (bare rolig jeg står fast endnu), de vil gerne strukturere min dag på en måde, der får mig til at føle, at jeg er 80 år gammel. Når jeg bonger ud på deres mani-tests, tænker jeg, jamen så

I dag har jeg haft skolehjemsamtale med min læge, H, en random medicinstuderende, jeg aldrig har set før og mine forældre. Alt i alt er det gået godt.  Det var rart, at lade mine forældre træde i karakter og få stillet deres spørgsmål. Det er en stor, tung og megaforvirrende diagnose, så det er med at få stillet de spørgsmål, man kan fiske frem i havet af forvirring.  Det var vigtigt for mig at få afklaret, at det endegyldige svar på hvilken type bipolar, der er tale om viser sig ved medicinen. Man er sikker på det er type 1 netop fordi antidepressiv medicin, har gjort mig manisk. Så er der ikke så meget at rafle om. Derudover kunne vi tale lidt om fremtidige faresignaler. Hvornår bør man reagere?  Det vil komme til at pine mig hæsligt, hvis jeg kan spore bekymring i mit netværk hver gang jeg er lidt ekstra glad eller fjollet. Men alting skal ses og forstås i en større sammenhæng. Det vækker altså ingen bekymring, at jeg en dag er pjattet, åndssvag og har meget energi. Har jeg derimod

Film reference.. Jeg har fået min endelige dom og en omfattende behandlingsplan. Det giver noget afklaring og lidt ro. De der tog roret, har besluttet sig for en retning, så nu er det bare med at holde kursen. Man har vurderet, at der er tale om en bipolar type 1. Jeg vil lige minde om, at jeg ikke er læge, (surprise) og derfor skriver hvad jeg har forstået ved diagnosen ud fra de mange, mange eksperter, jeg har været omkring.  Type 1: Manier og depressioner. Intervaller er forskelligt.  Type 2: Udelukkende hypo-mani (også kaldet sub-mani) og depressioner. Ofte er mennesker med type 2 mest udfordret på depressions delen.  Efter en dybdegående samtale med lægen, kan jeg godt se et mønster i en sygdomshistorik, jeg ikke vidste, der eksisterede. Vi fik en god snak om, hvordan det er udfordrende at skulle forholde sig til dette. En periode jeg husker tilbage på som dejlig, fest og farver, viser sig at jeg ikke bare var meget glad, men jeg var syg. Det er mærkeligt at skulle forholde sig ti

Dem er der også nogle af! Og jeg vil utvivlsomt tilføje historier løbende, som de sjove historier hænder.  Fladskærmsvinduet: Hvad der har irriteret mig fra dag et, har endelig vist sig at have en lille fordel - vindueskiggeri. Det er nemlig lykkes mig at vende den, og i stedet for at personalet slentrer forbi, stirrer og holder øje, er det nu mig, der sidder i min lænestol og trommer fingre, når der er vagtskifte. Der sker ikke så meget spændende på Kanal 1: Morgenholdet. De møder så mange ind og kommer gerne i større flokke eller to og to.  Men når dagen går på hæld, tænder jeg for Kanal 2: Aftenvagterne. Love. Det er netop en aftenvagt, der har gjort mig opmærksom på denne kanal, da hun en aften stoppede op, hvilket fangede min opmærksomhed. Jeg skulle netop til at hidse mig op, da jeg så, hun skrev på telefonen. Derefter tog hun telefonen op over hovedet og poserede på de mærkeligste måder til en selfie. En doven af udseende aftenvagt kom slentrende, kiggede sig bagud til begge sid

Noget der har forvirret mig en del er blandingstilstand. Mere end det, har jeg ikke kunne gennemskue den præcise måde at differentiere på det og cyklotymi. Der har nemlig været lidt snak om hvad hulen, der foregår, i og med jeg har haft så mange skift. Grunden til netop denne titel er, jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg har været i (og er i i skrivende stund) en blandingstilstand.  "Aha.. venligst uddyb, hr. Læge."  Jeg kan ikke rigtig udtale mig om, hvordan blandingstilstand ser ud i et fagligt perspektiv, og jeg gider egentlig ikke interessere mig for det lige nu. Hvad jeg ved er, hvordan det har været for mig. Blandingstilstanden er en blanding af alle farver - men ikke på en kunstnerisk, farverig måde. Forestil dig hellere en kæmpe klat maling, der efter blandingen er blevet rørt til en grålig substans med snært af de forskellige farver, der titter frem hist og her uden helt at træde i karakter.  Ganske kort; "min" læge sagde, at cyklotymi er en tilstand h

 Jeg er selv ualmindelig stolt af titlen. Det kom sig egentlig af en dag, hvor jeg både havde en aftale hos en psykolog og senere en aftale med nogle sygeplejersker (wink wink, not). Mens jeg skulle mænge mig med mine eksperter, skulle noget af familien i Zoologisk have..  De ovennævnte sygeplejersker er tilknyttet et ambulant team, der fungerer lidt som en hjemmepleje for psykisk syge. Derfor er der både samtaler hos dem og hjemme hos mig. Det giver god anledning til at få fingeren ud og pudset lejligheden, så de ikke tror, man har tabt sutten fuldstændig. Derudover er de, jeg har mødt, oprigtigt interesserede og behagelige mennesker at tale med. Indtil den videre har de kun oplevet mig som sub-manisk, det vil sige glad, lattermild, fjollet, energisk og fuld af ideer og en person der ellers tager let på tingene.  Bedst som jeg rokker med til de søde toner og får skrubbet lejligheden godt og grundigt, skiftede mit humør. Jeg vil beskrive processen, som hvis nogen fortalte dig, at dem d

De der kender mig ved, at jeg havde en svær depression tilbage i 2015. Derfor er jeg altid lidt ekstra opmærksom på depressive symptomer, da risikoen for at få en depression er større, når man allerede har haft en. Men hvordan er det gået fra, hvad de fleste kender og forstår, depression, til en bipolar og livslang sygdom?  Historien er bipolar. Op og ned. Sjov og trist. Jeg tager ofte en sarkastisk og humoristisk distance til tingene, men det har bestemt ikke altid været sjovt.  Efter nærmere refleksion, er det gået op for mig, at tingene begyndte at gå ned ad bakke i maj 2021. Jeg arbejdede i en periode mellem 80 og 92 timer i ugen, og det reagerer kroppen selvfølgelig på. I et par uger var jeg svimmel, grådlabil og rystede en del. Jeg var konstant ængstelig og havde ingen ro. Da jeg gik ned i tid hjalp det og den indre void skrumpede til en næsten usynlig størrelse. Som efteråret præsenterede sig, voksede den tunge fornemmelse i kroppen og sindet. Omkring oktober/november blev jeg f

Pårørende blev nødt til at være et kapitel for sig. Jeg er gået lidt til og fra dette skriv, da det ikke er nemt at deale med. Det er aldrig rart at være nærtstående til en der lider. En der er syg. Da slet ikke en der er meget deprimeret og næsten ukontaktbar den ene dag, for så næste dag at fare rundt med alt for meget energi og en uanet mængde af jokes og sjove bemærkninger. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de tager del i sygdommen. Oplevelsen må være bipolar. Den ene dag er de lettede over at se mig smile, og den næste dag må de presse tårerne tilbage, som vidne til den forpinthed, jeg befinder mig i.   Vi (mest de) er gode til at minde om, at episoderne er netop det; episoder. Balancen skal nok blive genvundet, og jeg skal nok finde tilbage til mit gamle jeg. Nogle dage er jeg fuld af fortrøstning, og andre dage tror jeg ikke på et ord, der kommer ud af deres mund. Nogle dage glemmer jeg, at jeg overhovedet har den diagnose, og andre dage triller tårerne, når jeg tænker på, at jeg

Jeg kan forstå, hvis det er svært at sætte sig ind i den proces, der foregår indefra, når følelserne pludselig skifter. De former for skift, jeg vil beskrive her, gør sig typisk mest gældende i en blandingstilstand. Endvidere er alle oplevelser subjektive, og det er absolut ikke sikkert at andre, der har bipolar, oplever det på samme måde. Det er vigtigt for mig at slå fast, at mine pårørende og situationer ikke  igangsætter eller "trigger" en følelse. Det har jeg i hvert fald ikke oplevet endnu. Midt i en episode vågner jeg med en sindsstemning. Jeg kan vågne med følelsen af lettelse, irritation eller tristhed. Hvad omgivelserne derimod kan have indvirkning på, er udviklingen af disse følelser. Men det giver næsten sig selv.   Vågner jeg med lykken, vil alting helt naturligt være sjovere, lettere, hurtigere. Vågner jeg derimod med tristheden, vil det modsatte gøre sig gældende. Vågner jeg med vreden, vil alting irritere og genere mig mere end normalt. Det er som en ballon, d

Jeg har glædet mig til at beskrive denne, da den er langt den rareste. Med respekt for at mani ikke er sundt eller sjovt – men det er lidt sjovt. I henhold til mig som person kan jeg sagtens være pjattet, fjollet og skør. Jeg er blevet kaldt barnlig, pervers, pinlig. Men også sjov, kæk, skarp, underholdende. Skru op på 100, og så har vi mig godt i gang med at nyde de positive aspekter af en sub-mani.     Lykken er selvfølgelig regnbue farver. Det fysiologiske:   - Sitren, rysten, “uro” i kroppen   - Lettet   - Wired   - Mindre appetit   - Kildrende, elektrisk følelse i kroppen   - Distraheret   - (Store pupiller)   - Jovial, fjollet   Jeg føler mig generelt mere positiv, hvilket er relativt atypisk for mig som menneske. Tingene er bare bedre! I halen af en svær depression er dette den smukkeste, mest vidunderlige lettelse. Det starter ved mit absolut yndlingsemne (not): søvn. Behovet er bare mindre. Jeg har næsten altid døjet med søvnløshed i perioder, men forskellen på dét og optakte