11. THE FINAL DESTINATION

Film reference.. Jeg har fået min endelige dom og en omfattende behandlingsplan. Det giver noget afklaring og lidt ro. De der tog roret, har besluttet sig for en retning, så nu er det bare med at holde kursen. Man har vurderet, at der er tale om en bipolar type 1. Jeg vil lige minde om, at jeg ikke er læge, (surprise) og derfor skriver hvad jeg har forstået ved diagnosen ud fra de mange, mange eksperter, jeg har været omkring. 

Type 1: Manier og depressioner. Intervaller er forskelligt. 

Type 2: Udelukkende hypo-mani (også kaldet sub-mani) og depressioner. Ofte er mennesker med type 2 mest udfordret på depressions delen. 

Efter en dybdegående samtale med lægen, kan jeg godt se et mønster i en sygdomshistorik, jeg ikke vidste, der eksisterede. Vi fik en god snak om, hvordan det er udfordrende at skulle forholde sig til dette. En periode jeg husker tilbage på som dejlig, fest og farver, viser sig at jeg ikke bare var meget glad, men jeg var syg. Det er mærkeligt at skulle forholde sig til. 

Hvis nogen har bemærket, at jeg bruger mange "skibs-metaforer", er det fordi, at det hele sejler lidt. 
På den ene side er jeg lettet over at kunne passe tilpas meget i en kasse, til at kunne få en diagnose. Samtidig bliver behandling, både mentalt og medicin, mere lige til. Det gør det lettere at forstå sig selv, researche lidt, og forstå hvordan andre oplever det, jeg også oplever. 

På den anden side er det RØV. Jeg har en lidelse, der vil hænge over mit hoved resten af mit liv. Jeg skal højst sandsynligt tage medicin resten af mit liv. Jeg ved godt, der er mange mennesker, der har oplevet dette, og i det mindste fejler jeg noget, man kan gøre noget ved. MEN. Jeg skal også lige have lov til at reagere. Puste ud. Fatte hvad der foregår. At det er mig det foregår for - af og til kan jeg få en "ud af kroppen" fornemmelse - som om dette ikke sker for mig, men jeg er tilskuer til en film eller en serie. Nogle gange bliver jeg irriteret over, hvor meget det fylder for mig og andre gange tænker jeg; "Okay, men kig dig omkring. Hvad skulle ellers fylde for dig pt?" 

Hvad der var vigtigst for mig at få klargjort af lægen var forskellen på type 1 og 2. Nu har de vurderet den diagnose ud fra sygdomsspecifikke spørgsmål. Hvis man kigger på folk, eller svære episoder af deres liv, tror jeg, de fleste ville kunne passe ind i en eller anden kasse. Om end man undertrykker et traume, reagerer uhensigtsmæssigt, gemmer på følelser og så videre, kan man nok godt blive vurderet psykisk belastet - hvis ikke lige nu så tidligere i livet. Derfor var jeg betænkelig ved, om det virkelig er type 1, og hvis jeg er syg, hvorfor stoler man så på mine beretninger fra fortiden? 
Mit spørgsmål var om der ville være en medicinsk forskel på type 1 og 2. Dertil om det ville være et problem, at de tror, det er type 1, hvis det i virkeligheden er type 2. 

Det korte svar er nej, og hvis I vil have mere af vide, må I ringe til en læge...

Så lige nu drejer indlæggelsen sig om at lære om sygdommen og samtidig lære at mestre den. I næste uge har vi en pårørendesamtale med mine forældre, så de kan få lov til at stille alle de spørgsmål, de kan komme i tanker om. Det er rart, de kan blive involveret og få lov til at spørge en læge om alt, de har brug for. Det er også rart for mig, at de kan få en læges forklaring og perspektiv. 

I dag har jeg haft besøg af ikke mindre end 2 læger, 2 kontaktpersoner flere gange, en fysioterapeut og en socialrådgiver. Specielt fysioterapeuten var jeg meget begejstret for. 

Mødet med lægen drejede sig primært om "status tjek", spørgsmål og lidt om medicin. Derudover bragte "min" læge, H, op, at han har bemærket, at jeg ofte afviser PN (Beroligende medicin). 
Jeg har forsøgt, og forsøgt, og forsøgt at forklare, at jeg selv synes, jeg er god til at bede om PN, hvis jeg finder det nødvendigt, men hvis jeg har hjernekapacitet til det, vil jeg hellere være i mine følelser og lære at mestre dem i stedet for at stoppe medicin ned i min lever hver gang jeg får en følelse. Derudover tænker jeg, dette bør være en del af grunden til, at man er indlagt. Så man kan lære ikke at være indlagt. 

Endvidere er min oplevelse med PN lidt forskellig. Har jeg uro, nervøsitet, raseri, svært ved at sove eller lignende, kan jeg se fidusen i det. Men er jeg ked af det, bryder jeg mig ikke om at få PN. Det eneste det gør, er at sørge for man bliver så tilpas sløv, at man ikke kan græde. Følelserne består og jeg er akkurat lige så ked af det som før - bare for træt til at græde. Så hellere få det ud, eller have energi nok til at prøve at vende humøret. Men jeg har en følelse af, at det for mange, er første ressource de rækker ud mod, så snart de opdager at jeg har en følelse. 

Og her ser vi lidt forbi hinanden, Hr. Læge H og jeg. Men jeg orker simpelthen ikke diskutere piller og deres effekt med ham, da vi helt sikkert aldrig vil blive enige. Jeg er med på, at han er lægen og eksperten, men jeg er eksperten på, hvad der er rarest og bedst for mig. Men ikke i hans verden. 
Så er det svært ikke at blive lidt irriteret, da det ikke føles som om, der er nogen form for forståelse, før jeg giver efter og erklærer mig enig - men den fornøjelse får han ikke.. 

Fremadrettet bliver jeg nødt til at kunne deale med bipolar via mestringsstrategier, for fremadrettet vil der ikke stå en personale i døren, hjemme hos mig, og tilbyde medicin. Og hvis det eneste jeg lærer her er at tage piller, kan jeg ikke længere se fidusen i mit ophold - det med at tage piller for at dulme sin eksistens, har jeg klaret helt på egen hånd, og det var ikke nogen succes...