4. LYKKEN

Jeg har glædet mig til at beskrive denne, da den er langt den rareste. Med respekt for at mani ikke er sundt eller sjovt – men det er lidt sjovt. I henhold til mig som person kan jeg sagtens være pjattet, fjollet og skør. Jeg er blevet kaldt barnlig, pervers, pinlig. Men også sjov, kæk, skarp, underholdende. Skru op på 100, og så har vi mig godt i gang med at nyde de positive aspekter af en sub-mani.   

Lykken er selvfølgelig regnbue farver.

• Det fysiologiske: 

• - Sitren, rysten, “uro” i kroppen 

• - Lettet 

• - Wired 

• - Mindre appetit 

• - Kildrende, elektrisk følelse i kroppen 

• - Distraheret 

• - (Store pupiller) 

• - Jovial, fjollet 

Jeg føler mig generelt mere positiv, hvilket er relativt atypisk for mig som menneske. Tingene er bare bedre! I halen af en svær depression er dette den smukkeste, mest vidunderlige lettelse. Det starter ved mit absolut yndlingsemne (not): søvn. Behovet er bare mindre. Jeg har næsten altid døjet med søvnløshed i perioder, men forskellen på dét og optakten til manien er, at jeg førhen “indhentede” søvnen i den anden ende. Hvis jeg først faldt i søvn klokken fire kunne jeg sagtens sove til klokken 12-14 stykker. Pludselig er syv timer nok. Herligt! Hvem gider bruge så meget af sit liv på at sove? Snart er det seks timer og i mit tilfælde er det til sidst mellem to og nul timers søvn. Fidusen her er, at jeg ikke føler mig træt. Normalt føler mennesker sig gerne trætte ovenpå to timers søvn, men ikke hvis en force som mani er på spil i det indre.  

Lykkens tanker: 

• “Jeg glæder mig, til dette er overstået, så jeg kan komme hjem og fortsætte mine projekter.” 

• “Hold kæft hvor ser jeg egentlig godt ud for tiden.” 

• “Jeg har lyst til at snakke med nogen og have det sjovt” 

Mine tanker: 

• “Jeg nyder selskabet, og hvad jeg ikke når i dag, når jeg sikkert i morgen.” 

• “Jeg burde tage på. Man kan se mine ribben. Jeg ser syg ud.” 

• “Een aftale var nok. Jeg vil gerne hjem og hygge med en god serie for mig selv.” 

• 
  

Indersiden af min hjerne og krop kilder. Nej, dette skal ikke forstås metaforisk. Den bedste sammenligning jeg kan finde på, er når man gynger. Elektricitet og energi styrer igennem kroppen og sindet. Det er selvforstærkende ad Pommern til. Endelig ser jeg en bedring! Faktisk har jeg det bedre end før depressionen startede. Søvnen er heller ikke vigtig. Hvor jeg i depressionen længes efter at glide ind i søvnen, er det nu min ærkefjende, der står i vejen for at jeg kan opnå og gøre alle de ting, jeg har planer om at nå i løbet af min tid på denne jord. For mig er det ikke intentionelt at negligere søvn. Jeg benægter ikke min krop dets behov, og er generelt ikke god til at behovsudsætte. Når jeg endelig lægger mig, kører tankerne stadig med 100 kilometer i timen, og min krop skriger på at komme op i gang. Alle de ting depressionen har stjålet, skal indhentes og det hele skal være NU! Alting kører hurtigt. Alle andre mennesker er kedelige. Langsomme. Ligeledes deres samtaler og interesser. Jeg vil allerhelst tale om mig, eller noget der interesserer mig. Jeg har sommerfugle i maven og føler mig forelsket. I hvad? I LIVET. Alt er vidunderligt. Fuglene synger til mig, lyset bliver grønt netop som jeg nærmer mig lyskrydset og græsset er grønnere alle steder. Der er ingen anden side, this is it! Eufori. Hvor jeg ellers normalt er relativt utilpas i min egen krop føles det nu rart at være “inde i mig”. En følelse af behag. Jeg har været undervægtig on/off i mange år, men pludselig ser jeg sgu egentlig ret godt ud. Det må være sådan her, det føles at tage heroin, en fornøjelse, jeg har holdt mig fra. I promise.. Og det er højest sandsynligt lige så afhængighedsskabende. Hvem ville ikke forelske sig i denne følelse?  

Universet smiler til mig. Jeg får en tanke, og jeg kan se og mærke tegn fra universet på, at hun har hørt mig. Ideer kommer til live i min fantasi, i mine drømme og i virkeligheden. Lad mig uddybe. Jeg fandt tilfældigvis en gammel sang fra gemmerne; 4 Non Blondes, What´s up. Jeg skrålede med i et par uger og pludselig er den baggrundsmusik på en reklame for parfume. Inden du tænker tanken til ende; Jeg har rent faktisk tjekket. Reklamen begyndte at løbe efter jeg fandt sangen frem. Jeg begyndte at skrive dette projekt og sammenlignede depression med hulelignelsen, og ud af det blå nævner min bror denne i en helt anden kontekst. Folk omkring mig citerer ubevidst mine yndlingssange, serier eller gamle tegnefilm og jeg suger det til mig som underholdning. Alting er grænseløst. Min krop er grænseløs. Den er gået i et med større styrker i omgivelserne. Verden står foran mig som et tag selv-bord der udelukkende serverer mine livretter. Jeg bliver hevet med til vagtlæge, og det viser sig at være min læge netop den ene dag, jeg er der. Alting klikker og kører. Alting føles som at være på kanten af det guddommelige. Jeg startede mange små projekter. Nye sprog, jeg skulle lære, mit eget kodesprog, digte, sange, lange skriverier, jeg begyndte at tegne igen, jeg synger bedre og rammer nemt de høje toner, jeg danser. Åh dansen. Jeg har altid elsket at danse, og haft det som en privat hobby. Ikke specifikke trin foran spejlet men.. Hvis man kan moonwalke ud til vasketøjet, hvorfor skulle man så ikke? Alle mine huslige gerninger bliver gjort med noget i ørerne og med et lille swing hist og her. I den maniske periode kunne jeg danse i timevis uden at blive træt. Sveden drev ned ad mig, men jeg kunne ikke få nok. Musik lød bedre og højere end normalt, og min krop havde brug for at udfolde den energi der rasede gennem kroppen. På nær dansen blev aktiviteter hurtigt kedelige. Der var så meget, der skulle nås. Dette skriv er et projekt der blev startet under maniens sødme og idefulde verden, som jeg alligevel synes, er en god ide. Nu hvor roen har indfundet sig, kaster jeg mig igen over tasterne. 

Jeg vil beskrive mig selv om en relativt tilbageholdende type men manien tillod mig at tage i byen og møde folk, på en måde, jeg aldrig har gjort. Jeg var karismatisk, life of the party, fuld af jokes og hurtige puns, charme og varme – og der var nok til alle!

 

Men medaljen har en bagside. Jeg er udmærket klar over, hvad der foregår, men jeg italesætter det ikke. Jeg vil ikke have det skal stoppe. Jeg ved det gør det af sig selv på et tidspunkt. Det faglige folk vil utvivlsomt rynke brynene. Jeg er godt klar over, at det kan ebbe ud eller eskalere til en rigtig mani. Om det er medicin, pårørende, en af mine mange eksperter eller hjernen selv der starter enden, så får det en ende. Derfor er det med at nyde det, så længe det varer.  

Gejsten for livet og alle de ting der nu er mulige efter en tid med depression, hvor den eneste glæde kunne findes i “ikke at være” gør noget ved selvbilledet. Jeg er lige lidt bedre, end normalt. Jeg er så absolut også mere begavet end de fleste andre. Men min hang til at tro mig klogere end alle andre, gik også udover mine læger (ja, der er mere end en), og jeg blev meget bevidst om, og optaget af, hvor meget de tjente på mig. Mine damer og herrer, må jeg præsentere: paranoia. Jeg har haft et uheldigt sammenstød med psykiatrien for mange år siden og når de gode ideer render ud, er der kun de dårlige tilbage. Min skepsis er ikke helt uden grund, men jeg blev overbevist om, at de ikke ville mig det godt. De ville tage min glæde, stoppe medicin på recepter de tjener penge på, langt ned i halsen af mig, så jeg kan passe ned i en kasse, der er bedre rustet til at falde i et med samfundets normer. Men hvorfor? Hvad er det, de gemmer på? Hvorfor må jeg ikke være sådan her? Hvad er de bange for, at jeg opdager? Konspirationsteorierne ville ingen ende tage, og det gør mig til en temmelig besværlig patient, der hellere end gerne modarbejder og lyver, for det gør de jo...  

Den kognitive proces er fuldstændig anderledes end normalt. Som hvis der kørte fem fjernsyn på én gang. Nogle af programmerne er de sædvanlige Netflix serier og andre er fra dybt i Amazonas, Antarktis og den øde savanne. Det jeg mener her er, at ideer og tanker, jeg normalt aldrig ville få popper op ud af det blå. Jeg tænker bare på en anden måde. Tankemønstret er ikke magen til mit sædvanlige.

Mens alt dette farer igennem hovedet, giver kroppen sit besyv med i form af bevægelse. Hvordan kan man sidde stille, når et alternativt univers er ved at udfolde sig for det indre øje? Stimulation er et must. Jeg vil gerne høre musik, se fjernsyn, lære noget fra en podcast, køre en Duolingo igennem mens jeg gør rent og danser. Misforstå mig ikke. Sort på hvidt ser det voldsomt og måske endda lidt gakket ud, men jeg elskede det. Mere ville have mere. Det var en stimulans at køre kroppen rundt, og det føltes godt. Hvad der generer mig ved den uro er andres opfattelse af den. Jeg antager den ikke som et negativt element. Men det generer mig, at det generer andre.  

En sygeplejerske spurgte mig en gang: "Hvis du koncentrerer dig, kan du så sidde stille?" Kan du holde vejret? Sådan svarede jeg ikke helt, men jeg står ved budskabet. Vi kan sagtens holde vejret, men i det fleste tilfælde skal man bevidst stoppe sin respiration, og let´s be honest, det er mere rart at lade være.

Flow er vigtigt. Alle elementer omring mig føles som om, de gerne vil i flow. Gæt så hvad der sker, når nogen eller noget forsøger at bremse det. Det er meget svært at acceptere, at andre ikke kan acceptere denne tilstand. Jeg har ikke været psykotisk eller farlig på noget tidspunkt, så hvorfor kan I ikke lade mig være i fred? Jeg får trænet, er social og mit hjem skinner som aldrig før. Giv mig fred. Lykkelig fred.  

Eftersom der ikke er en eneste læge, sygeplejerske eller otherwise, der har spurgt ind til sexlyst, vil jeg ikke komme ind på det, på trods af at det hører under et af tegnene på mani. Er det fordi jeg er en kvinde? Er det flovt at spørge om? Jeg ved det ikke, men hvad der klæder dette emne, vil jeg lade være det eneste sagt om dette; fri fantasi.

For mig er mani den største, mest sadistiske, kosmiske joke, universet har lavet. Jeg har hang til afhængighed og jeg er ikke bleg for at sige, at jeg nemt kan blive afhængig af min sub-mani, så længe den forbliver ved det. Jeg har opdaget at det bedste, mest fantastiske kemikalie, absolut mest vidunderlige og sindsoprivende drug eksisterer inde mig. Jeg behøver ikke bryde nogen lov, bruge nogen penge eller tage del i risikofyldt opførsel for at opnå Nirvana. Det kommer “naturligt” inde fra mig selv. En indbygget fontaine af eufori, og jeg er uden skyld. - jeg er jo syg. Ikke? 

Forestil dig et par uger eller blot et par dage med denne vilde eufori. Alt du kunne tænke dig er lige til at gribe ud efter. Du kan alt. Du er alt. Universet er smukt og levende og til ære for dig og dine behov. Din krop føles vidunderlig, og du ser fantastisk ud. Du kører med 200 kilometer i timen og som et lyn fra en klar himmel står den Kinesiske Mur foran dig. Du kan ikke nå at bremse og den hovedpine dette sammenstød giver er ødelæggende. Du er tilbage i Platons hule. Mørket er vendt tilbage, og Void gnider sine ækle fingre og griber om din hals. Du bliver kvalt i sorg og forpint svaghed. Denne sygdom beskriver det selv bedst; poler. Du går fra den ene yderlighed til den anden. Det er hårdt, udmattende og pinefuldt. Hvad bliver det næste? Hvordan er det i morgen eller på lørdag?