9. BLANDINGSTILSTAND

Noget der har forvirret mig en del er blandingstilstand. Mere end det, har jeg ikke kunne gennemskue den præcise måde at differentiere på det og cyklotymi. Der har nemlig været lidt snak om hvad hulen, der foregår, i og med jeg har haft så mange skift. Grunden til netop denne titel er, jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg har været i (og er i i skrivende stund) en blandingstilstand. 

"Aha.. venligst uddyb, hr. Læge." 

Jeg kan ikke rigtig udtale mig om, hvordan blandingstilstand ser ud i et fagligt perspektiv, og jeg gider egentlig ikke interessere mig for det lige nu. Hvad jeg ved er, hvordan det har været for mig. Blandingstilstanden er en blanding af alle farver - men ikke på en kunstnerisk, farverig måde. Forestil dig hellere en kæmpe klat maling, der efter blandingen er blevet rørt til en grålig substans med snært af de forskellige farver, der titter frem hist og her uden helt at træde i karakter. 

Ganske kort; "min" læge sagde, at cyklotymi er en tilstand hvor humøret skifter så ofte og markant som mit, men man bliver ikke trist nok til at bonge ud på en depressionstest ej heller en mani test. Så en anden form for helvede men ikke en, der gør sig relevant for mig. 

Blandingstilstand får ikke samme type beskrivelse som de andre følelser af to årsager. For det første føler jeg, blandingstilstand er netop det, en tilstand, mere end en følelse eller et humør. Derudover skifter det så ofte, at det er umuligt for mig at "pin pointe" hvordan man tænker eller fysiologisk har det. Det skifter fra time til time, dag til dag. 

Jeg har oplevet blandingstilstand på to måder; de hurtige skift fra de to poler af lykke til tristhed og tilbage igen og så videre. Derudover har jeg oplevet det, som en tilstand, hvor flere følelser kæmper om pladsen i førersædet. 

De hurtige skift: 
Jeg kan og skal ikke gøre mig klog på den fysiologiske, kemiske del af denne proces. Men hvad jeg kan gøre mig klog på, er min oplevelse af det. Hvis du har læst "Lykken" og "Tristheden" skal man tage disse to følelser og sætte dem lige i røven af hinanden, pardon my French. I stedet for en glidende overgang har jeg oplevet det som en akut og intens følelse. Hvis jeg netop befinder mig i lykkens farverige vidunder, er det top frustrerende. Som et lyn fra en klar himmel sætter tristheden ind. Det starter ikke roligt ud med optakt til lidt mindre energi eller lyst. Jeg gik fra en sub-mani til en svær depression i løbet af minutter eller timer. 

Omvendt har jeg oplevet at sumpe rundt i depressionens klør for så pludselig at mærke en indre kildren og lettelse. Kan det passe? Er det slut? Er jeg i bedring? Er jeg stadig syg? Er det mani, eller er jeg okay? Fuck da det, jeg er glad og energisk. Så er det med at kapitalisere og få rengjort hele skuden, skrubbet dækket og kravle en tur op i masten og nyde udsigten. 

Efter blot et par skift begyndte jeg at blive lidt desperat. Jeg kunne ikke regne med mig selv og var styrret af mit humør. Jeg kunne ikke planlægge en træning med min personlige træner, da jeg lidt for ofte oplevede at vågne den dag, så depressiv at bare tanken om at tage tøj på, virkede som et næsten umuligt foretagende. Så jeg stod i en situation, hvor jeg ingen aftaler kunne lave, da jeg potentielt ville blive nødt til at aflyse, og det giver mig dårlig samvittighed. Men hvor klam er sætningen: "Jeg kan ikke indgå i en aftale med dig på mandag, for hvad hvis jeg er ked af det?" Barf. 

Blandingen 
Som om det ikke skulle være ulideligt nok, så kan det faktisk sagtens blive værre. I netop den tilstand hvor der bliver lagt tryk på blandingen i blandingstilstand. Jeg synes, det er næsten umuligt at beskrive..  Giver det mening, hvis jeg skriver, at man er både svært deprimeret og sub-manisk på samme tid? Hvordan kan de to følelser præsentere sig samtidig? 

Forestil dig en hyperaktiv, overgearet, energisk person der i stedet for de typiske ledsagende følelser såsom glæde, smil og latter, iderighed, kreativitet og initiativ i stedet har svære depressive tanker. Måske kan det bedst siges som en splittelse af kroppen og hjernen. Kroppen skriger på at komme i gang, gøre ting, gøre rent, bruge kroppen. Samtidig ønsker hjernen ikke andet end at forsvinde og slippe for den ulidelige tilstand den befinder sig. 

Det giver mening, at der her forekommer en del selvmord og selvmordsforsøg i denne tilstand. Hvis man er svært depressiv og kroppen er med i den tilstand, er man ikke meget for at rejse sig. Man er ikke kreativ, iderig eller impulsiv. Men hvis manien sætter ind med netop disse elementer.. Det er en opskrift på katastrofe. 

Omvendt har jeg oplevet at min hjerne var mere manisk; altså havde mange ideer, tanker, lyst, energi. 
Men min krop var i den tunge tristhed; modløs, træt, energiforladt og havde lyst til at ligge ned og intet andet. Det er som at blive totalt immobiliseret og revet over på midten af modsigende følelser, tanker og ideer. 

Jeg håber, at det er en nogenlunde fyldestgørende beskrivelse og om ikke andet, så et skriv der bidrager til forståelsen af hvad, der foregår indefra, når man/jeg er i en blandingstilstand. 

Nu hvor jeg er mere bekendt med dette helvede, har jeg forsøgt at tegne, hvordan jeg har det, når jeg er i en blandingstilstand: