12. SKOLE-HJEM-SAMTALE

I dag har jeg haft skolehjemsamtale med min læge, H, en random medicinstuderende, jeg aldrig har set før og mine forældre. Alt i alt er det gået godt. 
Det var rart, at lade mine forældre træde i karakter og få stillet deres spørgsmål. Det er en stor, tung og megaforvirrende diagnose, så det er med at få stillet de spørgsmål, man kan fiske frem i havet af forvirring. 
Det var vigtigt for mig at få afklaret, at det endegyldige svar på hvilken type bipolar, der er tale om viser sig ved medicinen. Man er sikker på det er type 1 netop fordi antidepressiv medicin, har gjort mig manisk. Så er der ikke så meget at rafle om. Derudover kunne vi tale lidt om fremtidige faresignaler. Hvornår bør man reagere? 

Det vil komme til at pine mig hæsligt, hvis jeg kan spore bekymring i mit netværk hver gang jeg er lidt ekstra glad eller fjollet. Men alting skal ses og forstås i en større sammenhæng. Det vækker altså ingen bekymring, at jeg en dag er pjattet, åndssvag og har meget energi. Har jeg derimod ikke sovet de sidste par nætter og planer om at starte eget firma, kan det være en ide lige at slå på tråden til lægen. 

Den medicin jeg får nu, Litarex som er Lithium skal øges. Den ligger stadig alt for lavt, så fra og med i aften skal dosis øges. De har netop taget blodprøver i dag. Det vil altså sige, at jeg kan se frem til mindst en uge mere her. 

Tjah, jeg ved ikke hvorfor jeg havde en forventning om, at jeg snart skulle hjem. Men i det mindste kan fokus begynde at komme på netop det sidste kapitel; hjemsendelsen. 

I hvert fald i indlæggelsesregi. Derfra skal der så også foregå en hel masse ting. Men een ting ad gangen! 
Det vil sige "arbejdet" fra nu af skal fokuseres mere på at få struktur på dagen og mere faste rytmer. Altså noget, der kan ligne en hverdag. Jeg er tæt omgivet af sygeplejersker, SOSU-er, ergoterapeuter, fysioterapeuter og sørme også en sagsbehandler. 

De har hver især et område, de fokuserer på og til sammen hjælper de med det, der hedder psyko edukation. Altså simpelthen oplæring i egen sygdom. Det bliver rart, at have noget mere konkret at fokusere på og arbejde henimod. Samtidig er det alt sammen forbedrende til at blive sluppet ud i den virkelige verden, hvor der ikke er nogen, der banker på døren hver 3. time og spørger, om man vil have en pille. 

En uge lyder måske ikke af meget, men nogle dage er det dælme svært at få timerne til at gå. Så jeg må se, om jeg ikke kan finde noget til at få tiden til at gå med, om ikke andet, kan jeg drømme om de ting, jeg har i vente, når jeg kommer ud.