10. DE SJOVE

Dem er der også nogle af! Og jeg vil utvivlsomt tilføje historier løbende, som de sjove historier hænder. 

Fladskærmsvinduet:
Hvad der har irriteret mig fra dag et, har endelig vist sig at have en lille fordel - vindueskiggeri. Det er nemlig lykkes mig at vende den, og i stedet for at personalet slentrer forbi, stirrer og holder øje, er det nu mig, der sidder i min lænestol og trommer fingre, når der er vagtskifte.
Der sker ikke så meget spændende på Kanal 1: Morgenholdet. De møder så mange ind og kommer gerne i større flokke eller to og to. 
Men når dagen går på hæld, tænder jeg for Kanal 2: Aftenvagterne. Love. Det er netop en aftenvagt, der har gjort mig opmærksom på denne kanal, da hun en aften stoppede op, hvilket fangede min opmærksomhed. Jeg skulle netop til at hidse mig op, da jeg så, hun skrev på telefonen. Derefter tog hun telefonen op over hovedet og poserede på de mærkeligste måder til en selfie.

En doven af udseende aftenvagt kom slentrende, kiggede sig bagud til begge sider, tog sit tyggegummi ud og smed det foran mit vindue. 
Et relativt ung personale menneske gik tydeligvis og filmede både sig selv og indgangen til psykiatrisk afdeling for personale. #Sejt.
Sidst men ikke mindst har vi næsepilleren, der virkelig fik gravet meget guld og skudt det afsted mod græsset inden hun tog i døren til afdelingen. YUCK. 

Sidst men ikke mindst: Kanal 3: Nattevagterne. 
Den eneste jeg husker på nuværende tidspunkt, var en kvinde af moden alder, der virkelig lignede en, der var på vej mod noget meget, meget ubehageligt (Det var hun måske også?). Hun røg ikke mindre end 3 cigaretter mens hun pacede frem og tilbage, og så ud til hun hellere ville vende om. Puha.

Når jeg selv læser det her, kan jeg godt, der ikke skal så meget til at underholde mig for tiden..

Taggængeren:

Den første gang jeg havde samtale med  "min" læge og den lægestuderende unge mand, han altid har med, skete der noget. Lad os kalde dem H og A. H er læge og A er lægestuderende. (HA-HA......)
Bedst som jeg får stillet et af mine mange, mange spørgsmål og H tålmodigt begynder at forklare og uddybe, bliver han meget pludseligt fuldstændig kridhvid i hovedet. Han stirrer ud ad mit store vindue. Min umiddelbare tanke var: "Så for satan, nu besvimer han sgu. Godt vi er på et sygehus." 

Han rejste sig op og begyndte at hvisle forhastet til A om ting, jeg ikke helt forstod. Også A rejste sig, rykkede med sin stol, greb efter sin telefon. A begyndte at snakke i alarmer og vagter, og først da, rykker jeg mig frem for at se, hvad i alverden de hidser sig op over. 

På bygningen overfor mit vindue, gik en kvinde rundt på taget med målrettet kurs mod noget. Jeg kiggede tilbage på H og A og bedst som A skulle til at kalde alarmen, åbner jeg min dovne mund: "Er I godt klar over, hun er personale? Hun har sådan et skilt ved benet, som I også har.." 

Af os tre, er det så ikke dem, der burde være trænet eller øvet i at overskue og håndtere stressede situationer? De falder ned og griner lettet, og får afmeldt deres alarmer. 
Havde det været en patient, ville jeg ærligt talt være imponeret.. Her er ekstremt godt sikret.. Jeg har selvfølgelig været rundt og se, om alt er låst og sikret.. du ved.. bare for.. Jeg havde absolut ingen intentioner om at gå min vej..

Personalet på jagt: 

Som forhistorie bliver jeg nødt til at fortælle, at personalet går op i deres egen sikkerhed, as they should. Derfor kan man score mellem 0-5 på en skala, de har lavet. Scorer man på 4-5 stykker, er man højest sandsynligt ude i fiksering og tvang. Alt derunder er med til at ruste personalet til patienter. Hvis jeg en dag er meget irritabel og hæver stemmen overfor personalet, vil jeg højst sandsynligt ramme en 1'er. Er man derimod truende eller meget grov, truer, nærmer sig personalet eller lignende, vil man score højere. Det er en vurderingssag for personalet, som hjælper dem til at passe på sig selv og deres patienter. 
Systemet giver mening og jeg er meget opmærksom på ikke at virke alt for aggressiv eller lign. af frygt for der en dag er en, der vurderer mig farlig eller lign.  

I skrivende stund, er det første gang, jeg muligvis har fået en 1'er. Jeg kom til at hæve stemmen, svare flabet, sarkastisk og grimt til en personale, der blev ved med at sige, at jeg skulle snakke om mine følelser. Jeg følte mig trængt op i en krog og havde ikke lyst til at tale med hende, hvilket til sidst kom ud på en lidt uhensigtsmæssig og høj måde, med en besked om, at hun gerne måtte forlade værelset. 
Raseriet boblede, så jeg tænkte, det var en ide, at gå en tur og få travet nogle af følelserne ud. 
Jeg henvendte mig til personalet, som lidt modvilligt gik med til at lade mig gå ud til en kortere gåtur. 
Også dette gjorde mig mere irriteret, da jeg netop har fri udgang af den årsag, at jeg skal kunne gå ud alene, når jeg vil. Hvilket de også fik af vide... 

Jeg får lov og går en rasende tur. Den friske luft, solen og den and jeg så, fik min puls ned, og jeg klappede min egen skulder. "Godt mestret Sofie din kegle, kunne du ikke have gjort det, inden du åbnede din mund overfor personalet?" 

Da jeg er inde på sygehuset igen, kurs mod psykiatrisk afdeling, går jeg helt alene og tygger lidt på min opførsel. Da jeg kigger op kommer der cirka 8 personaler løbende mod mig. Jeg stivnede og min eneste tanke var: "Så for satan, nu er det slut, nu hedder det spændetrøjer og stærk medicinering. Det er som en politihund. Bare stå stille, så bider de ikke!" Lige i halen af personalet kom der tre temmelig store portører og et par læger, og jeg kunne have tisset i bukserne af skræk. 

Det hele føltes næsten som slow motion. Jeg knyttede næverne og forberedte mig på at blive lagt ned, lukkede øjnene i fortrydelse og pludselig ændrer lydene sig. De passerer mit rystende, fastfrossede korpus og løb ned mod en anden afdeling. Mere personale pibler frem som myrer fra en myreture og forsvinder ned ad gangen, mens jeg står og føler mig dum og lettet på samme tid. Mon dog de havde tænkt sig at sende hele kavaleriet, fordi jeg har talt lidt ekstra højt..  

Til dem der husker Bernard og Bianka, SOS fra Australien, følte jeg lidt som Frank, da han blev skudt af et haglgevær, for så kort efter at finde ud af, han alligevel ikke er blevet skudt med et haglgevær.
Jeg kan ikke finde den helt præcise GIF, men:

Natteterror 

Det egentlige event var faktisk ikke sjovt - mere mystisk og fordi jeg er, hvor jeg er, får det nogle lidt anstrengende og lidt morsomme konsekvenser. 

Den første aften, jeg skiftede medicin (kommer jeg tilbage til i et senere skriv) havde jeg svær uro. Jeg var ked af det, sur, frustreret - over det hele. Jeg er syg, jeg er her, personalet er... ja.. nogle af dem i hvert fald.. Jeg skal tage medicin resten af livet og så videre og videre. De har heller ej megen humor omkring dette. Der var en dag en, der spurgte, hvordan jeg havde det med at være her, hvortil jeg svarede: "Hvis du havde spurgt mig for 6 måneder siden, hvor jeg dømte om at være nu, havde jeg helt sikkert sagt Stue 26 på Psykiatrisk afdeling..."

Det syntes hun ikke, var sjovt.. 

Tilbage til historien. Jeg får noget beroligende, efter jeg beder om det, så jeg bedre kan falde til ro og komme i seng. Det har ikke den store virkning, og jeg får lidt mere en times tid senere. Efter en snak med nattevagten, mærker jeg pillens sløvende effekt, og jeg kravler i min visselullekurv. 

PLUDSELIG vågner jeg ved at jeg skriger og løber. Jeg drømte, det var jeg overbevist om. Jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvor jeg var og min hjerne afsøgte lynhurtigt alle tænkelige sovepladser: Hjemme ved mig selv, mine forældre, andet familie, min gamle lejlighed, HVOR FANDEN ER JEG? 

Jeg går forhastet rundt, top svedig med et bankende hjerte, der sidder helt oppe i halsen på mig. Jeg finder en gang, der ser bekendt ud, men jeg ved ikke hvorfor. I dette øjeblik kommer en nattevagt rundt om hjørnet og stopper op. "Hvad så, Sofie?" 
Oh yes. Nu falder femøren. Jeg er indlagt. Jeg er syg. Jeg.. sover? Det er midt om natten, (omkring klokken halv 2, finder jeg senere ud af), det er mørkt i gårdhaven og gangene er mussestille. Jeg spørger hende alligevel, hvor jeg er, hvad der sker. Udover hvor vi er, kan hun ikke rigtig svare på mine spørgsmål. 
Jeg var i en kortere stund overbevist om, at der var nogen efter mig. Der var nogen på mit værelse. Den søde nattevagt går ind og tjekker.. Som en forældre, der tjekker efter monstre under sengen. Der var ingen. Selvfølgelig var der ingen. Jeg kommer ind på værelset igen og den anden nattevagt bliver tilkaldt. Vi snakker kort om, hvad der er sket, men jeg kan ikke rigtig svare. Dyne og pude ligger tydeligvis kastet på gulvet, døren var flået op på vid gab, og jeg har forladt værelset i løb og skrig uden ret meget tøj på, hvilket jeg så absolut normalt ikke ville kunne finde på. 

Det ender med, at jeg får en decideret sovepille og bliver forsikret om, at de nok skal tjekke til mig jævnligt - og jeg får lige taget en t-shirt på, just in case. 

Så oplevelsen; ikke sjov. Men hvad jeg kan grine lidt af er konsekvenserne. Dagen efter, i dag, bliver jeg opsøgt af en ergoterapeut flere gange i løbet af dagen. Jeg får også flere besøg af en sygeplejerske, der selv fortæller, at hun normalt ikke er kontaktperson - men min kontaktperson var en anden dame! Jeg er lidt forvirret, og mistænkelig over, hvad de mon tænker om nattens forløb. Desuden skal det lige siges, at mit værelse er et, de godt ved, de ikke just behøver besøge "hele tiden". Ergoterapeuten spørger ind til lidt flere forskellige ting og vil gerne lave nogle screeninger. Navnene på de forskellige screeninger forstår jeg ikke, og jeg kan ikke huske dem. Jeg får senere spurgt lidt en til en af dem, og det viser sig at være en psykosescreening. 

Hold  da op, man kan da heller ikke storme ud af sit værelse i bar kasse, skrige og storme rundt, snotforvirret og bange, uden at personalet tror, der er noget galt...  

Og SELVFØLGELIG er det helt tilfældigt, at der kommer en læge og en overlæge og en sygeplejerske fra morgenen af, der lige har et par spørgsmål til, hvordan jeg har det. Jeg nåede lige at blive varslet 10 minutter før de kom, og spurgte da om de kom, på grund af nattens hændelser: 
"Altså, nej Sofie... Det er bare.. Altså nogle gange kommer overlægen bare ind til en tilfældig patient, du ved.." 
Jep. Troværdigt.