5. OVERGANGEN

Jeg kan forstå, hvis det er svært at sætte sig ind i den proces, der foregår indefra, når følelserne pludselig skifter. De former for skift, jeg vil beskrive her, gør sig typisk mest gældende i en blandingstilstand. Endvidere er alle oplevelser subjektive, og det er absolut ikke sikkert at andre, der har bipolar, oplever det på samme måde. Det er vigtigt for mig at slå fast, at mine pårørende og situationer ikke igangsætter eller "trigger" en følelse. Det har jeg i hvert fald ikke oplevet endnu. Midt i en episode vågner jeg med en sindsstemning. Jeg kan vågne med følelsen af lettelse, irritation eller tristhed. Hvad omgivelserne derimod kan have indvirkning på, er udviklingen af disse følelser. Men det giver næsten sig selv. 

Vågner jeg med lykken, vil alting helt naturligt være sjovere, lettere, hurtigere. Vågner jeg derimod med tristheden, vil det modsatte gøre sig gældende. Vågner jeg med vreden, vil alting irritere og genere mig mere end normalt. Det er som en ballon, der kan sprænge hvert øjeblik, hvis den får tilført for meget luft, hvis det giver mening for andre end mig.

Jeg føler ikke at omgivelser, omstændigheder, situationer eller stimuli bestemmer hvordan dagen er. Selskab og omstændigheder vil unægtelig bidrage til udviklingen af følelse, men den starter ikke der. Ydre omstændigheder trigger ikke mit humør, såvel som de ikke kan ændre det radikalt. Grundfølelsen består.  

Når sygeplejerskerne siger, at jeg skal undgå store selskaber, er det fordi, jeg er i det maniske hjørne, og stimuli kan bidrage til udviklingen heraf. Er jeg derimod i tristhedens vold, vil selskab muligvis gøre godt, men her er det svært at komme ud ad døren og ligne et menneske. Er jeg derimod rasende, er det nok bedst for alle, at jeg holder mig for mig selv. Forvirret? Det forstår jeg godt..

Jeg husker et konkret eksempel, jeg vil dele, for bedre at kunne forklare hvordan det føles. Skiftet kan forekomme i løbet af natten, hvilket resulterer i, at jeg vågner med dagens følelse. Men det kan skifte midt på dagen. For nyligt var jeg mildere sub-manisk og emmede af energi. Med musik i ørene, dansede jeg rundt i min lejlighed og gjorde rent. Midt i opvasken fik jeg pludselig en knude i maven. En svær følelse af tristhed. Jeg tænkte ikke på noget, jeg sang bare med på en glad sang, jeg ændrede ikke aktivitet, jeg havde ikke talt med nogen, der havde bragt mig dårligt nyt.

Hvis du en glad dag, rumsterer rundt derhjemme, har haft en dejlig dag, kollegerne var ekstra søde, trafikken gled, og nu hygger du med det du bedst kan lide en tilfældig fredag aften. Pludselig banker det på døren og to betjente må meddele, at dem du elsker mest, har været ude for en alvorlig bilulykke. Kroppen og følelserne ville reagere akut. Du ville gå fra den ene yderlighed til den anden. Det er sådan det føles, men jeg har ikke fået nogen dårlige nyheder.

Så midt i min opvask begyndte tårerne at presse sig på, og jeg måtte til sidst sætte mig og lade dem løbe. Hvad er jeg så ked af? Hvad sker der? FUCK. Skal jeg nu være ked af det igen? Nu gik det lige så godt.

Overgangen er grå.. Gandalf the Gray.. get it?

De her voldsomme skift er typisk for en blandingstilstand, hvor man ikke helt er landet på et stemningsleje, og jeg kan ikke understrege, hvor pinefuldt det er. Af alle de ting, bipolar har budt mig indtil nu, er blandingstilstanden klart den værste.