8. DEN PSYKOLOGISKE HAVE

 Jeg er selv ualmindelig stolt af titlen. Det kom sig egentlig af en dag, hvor jeg både havde en aftale hos en psykolog og senere en aftale med nogle sygeplejersker (wink wink, not). Mens jeg skulle mænge mig med mine eksperter, skulle noget af familien i Zoologisk have.. 

De ovennævnte sygeplejersker er tilknyttet et ambulant team, der fungerer lidt som en hjemmepleje for psykisk syge. Derfor er der både samtaler hos dem og hjemme hos mig. Det giver god anledning til at få fingeren ud og pudset lejligheden, så de ikke tror, man har tabt sutten fuldstændig. Derudover er de, jeg har mødt, oprigtigt interesserede og behagelige mennesker at tale med. Indtil den videre har de kun oplevet mig som sub-manisk, det vil sige glad, lattermild, fjollet, energisk og fuld af ideer og en person der ellers tager let på tingene. 

Bedst som jeg rokker med til de søde toner og får skrubbet lejligheden godt og grundigt, skiftede mit humør. Jeg vil beskrive processen, som hvis nogen fortalte dig, at dem du har kærest, er kommet ud for en alvorlig bilulykke. Det tager ikke lang tid før kroppen og det emotionelle reagerer. Forvirring, tristhed, bekymring, angst, uro. "Er de okay, hvor er de, hvor alvorligt er det?" Og så videre og så videre. 
Min situation er lidt mere mystisk og giver ikke helt så meget mening, da der ingenting sker. Ingen udefrakommende påvirkning får humøret til at vende og her introduceres også frustrationen. "Hvad bliver jeg så ked af? Hvorfor skifter mit humør? Hvad fanden foregår der?" 

Afmagt. Jeg er ikke herre over mine følelser, og intet har nogensinde gjort mig SÅ frustreret. Min krop reagerer på en krise og en sorg, der ikke eksisterer. Hvad bilder den sig egentlig ind? 

Netop som mit humør dalede og tårerne pressede på, kom der besøg af en sygeplejerske. Efter en kortere snak og 10 nåle i ørene (yikes), kontaktede hun en vagthavende læge i Gødstrup. De to blev enige om, at jeg skulle komme til en snak. Klip til at jeg triller mod sygehuset med min veninde i førersædet. 
Jeg blev mødt af en sygeplejerske og en læge, der var noget forvirrede over forløbet og behandlingen - både den medicinske og resten af smøren. Her taler vi ikke om akut teamet men al den forudgående "behandling" eller mangel på samme. 
De pludselige skift er bekymrende og mærkværdige, så de foreslår en indlæggelse, således at personale kan følge med i udviklingen af humøret. 
Jeg accepterer, lidt modvilligt, da jeg godt kan se fidusen i at nogen tager roret og får dannet sig et overblik over min lille krise. 

Så nu sidder jeg i et goldt, om end godt designet, værelse med en hospitalsseng, et fjernsyn og eget bad og toilet. Jeg har talt med en sygeplejerske, en SOSU, en ergoterapeut og en læge. Det lyder som meget, men jeg ville ønske, det var mere. Det er dødsygt kedeligt at være her, og det undrer mig hvorfor. Jeg laver stort set det samme, som jeg ville, hvis jeg var hjemme. 
Jeg er kommet frem til, at jeg muligvis i min underbevidsthed bliver presset over ikke at kunne hoppe ud i bilen og køre om til nogen. Jeg har udgang men kun i følge med andre mennesker altså personale eller pårørende. Jeg bestemmer ikke selv hvad og hvornår, jeg spiser, og jeg er omgivet af andre mennesker, der er syge. 

Samtidig er det også en lettelse, at nogen gider interessere sig for mit velbefindende og har intentioner om at hjælpe mig med at danne et overblik over sygdomsforløbet. Det er en splittet følelse for selvom om hjælpen er rar, er der nok ikke mange mennesker, der har lyst til at være på en psykiatrisk afdeling. 

Tilbage til titlen. Mit enorme vindue, som jeg er ret begejstret for, peger ud mod en personaleindgang for de, der arbejder på en af de mange psykiatriske afdelinger, der er. Det vil sige, at som de kommer og går, har de frit udsyn ind i min lille tilværelse, og det huer mig ikke. Ja, jeg kunne rulle for, men jeg vil samtidig gerne mærke, at det er dag og nyde sollyset, som har peget direkte ind på mig, siden jeg vågnede lidt i syv. 

Da jeg tidligere spadserede frem og tilbage, fik det mig til at føle mig som en løve i et bur. De kigger nysgerrigt ind på mig, ad menneskelig natur, er jeg sikker på, og jeg stirrer halvirriteret tilbage. Jeg er ikke just interesseret i tilskuere, og jeg glemmer stadig det fri åsyn de har, når jeg skifter tøj eller går på badeværelset. Tilvænning... 

Planen ind til videre er simpel observation. Sker der et skift de kommende dage? Er Sertralinen endelig brændt ud af min krop? Hvad er planen fremadrettet? 

Kun de højere magter kan vide det. Ind til videre vil jeg læne mig tilbage og forsøge at lade andre om at bekymre sig. Få det bedste ud af en skidt situation. Flip-floppe situationen og stirre tilbage ud på personalet, som var de underholdning på mit kæmpe fladskærmsvindue.