7. VEJEN TIL DIAGNOSEN

De der kender mig ved, at jeg havde en svær depression tilbage i 2015. Derfor er jeg altid lidt ekstra opmærksom på depressive symptomer, da risikoen for at få en depression er større, når man allerede har haft en. Men hvordan er det gået fra, hvad de fleste kender og forstår, depression, til en bipolar og livslang sygdom? 

Historien er bipolar. Op og ned. Sjov og trist. Jeg tager ofte en sarkastisk og humoristisk distance til tingene, men det har bestemt ikke altid været sjovt. 

Efter nærmere refleksion, er det gået op for mig, at tingene begyndte at gå ned ad bakke i maj 2021. Jeg arbejdede i en periode mellem 80 og 92 timer i ugen, og det reagerer kroppen selvfølgelig på. I et par uger var jeg svimmel, grådlabil og rystede en del. Jeg var konstant ængstelig og havde ingen ro. Da jeg gik ned i tid hjalp det og den indre void skrumpede til en næsten usynlig størrelse. Som efteråret præsenterede sig, voksede den tunge fornemmelse i kroppen og sindet. Omkring oktober/november blev jeg for alvor opmærksom på, hvilken vej tingene gik og tænkte for mig selv: "Det skal fandme være løgn." 

Jeg begyndte at tage vitaminer, fik lysterapi, sørgede for at komme ud og gå næsten hver dag, åbnede op for de nærmeste og kontaktede den psykolog, jeg havde talt med i 2015. Jeg startede et forløb hos en personlig træner for endelig at komme undervægten til livs og rent faktisk at lære at træne på en fornuftig måde. Alle triste sange, film og serier blev slettet fra repertoiret - alt føde til depressionen blev fejet af banen. Alligevel gik det kun en vej, og jeg blev mere og mere modløs. Det var uendeligt hårdt at kæmpe så indædt for positive resultater og alligevel ikke mærke nogen bedring. I februar 2022 begyndte min psykolog at skubbe lidt på for, at jeg skulle tage til lægen. Hun pressede mig bestemt ikke og er ikke selv stor tilhænger af medicinering, men jeg kunne sagtens se hendes pointe. Vi prøvede alt og lige lidt hjalp det. 

Det tog mig en del tid at samle mod til at ringe til lægen, så først den 7. marts fik jeg taget mig sammen og ringet til det nye lægehus, jeg endnu ikke havde besøgt. 
Jeg havde en behagelig og dybdegående samtale med en sympatisk læge, der virkede til at forstå den spirende desperation. Da jeg for nyligt havde fået taget blodprøver og EKG (på grund af øresten), og før havde haft en svær depression, startede hun mig op på antidepressiv medicin samme dag. Sertralin, 50mg til aften. 

Jeg var ekstremt interesseret i at samarbejde og se en bedring, så jeg startede en slags dagbog over bivirkningerne. Jeg kan nok bedst selv beskrive forløbet, så jeg har besluttet at copy/paste mine beretninger direkte:
- På dette tidspunkt har jeg en moderat til svær depression, ingen energi, og var generelt meget, meget trist til mode.

7 marts:
    - Første pille: Ca 1 time efter: snurren i hænder, fødder og ben. Hovedpine. Sløv, træt. Sov cirka 23.30 til 07.00 uden afbrydelser. Nemt ved at falde i søvn - vågnede frisk!

8 marts:

    - Osteklokke følelse; ro. Een tanke ad gangen - så rart! Langsom, stik i maven, mundtørhed, hovedpine, svedeture, lydfølsom, mere energi end normalt. Dans, oprydning. Endelig bedring! Sov cirka 00.00 - 06.00, helt frisk

9 marts:

    - Hovedpine, lydfølsom, svedige håndflader, lettet. Glad, lattermild, energi. Træning, dans, rengøring, gåtur, overskud. Sov cirka 00.30 - 06.00. 

10 marts:

    - Bivirkninger nærmest væk. Rengøring fra morgenen af, gåtur, cafe, for meget energi til at sidde stille, dans, sang i bilen. Ved ikke hvornår jeg faldt i søvn men vågnede klokken 06. Lettere irriteret. 

Beretningerne fortsætter til og med den 25. marts og tingene gik kun en vej. OP.
I retrospekt er det tydeligt, at jeg har haft en rimelig hurtig og måske voldsom reaktion på medicinen. Jeg gik fra at være trist, langsom, træt, uoplagt og asocial til at sove ganske få timer, danse rundt, gøre rent hver dag, træne hver anden dag, komme ud, være social og emme af overskud til alt. 

Jeg havde ikke forventet at mærke nogen effekt, da jeg ikke ellers har særlig tiltro til SSI præparater, men føj hvor det dog bare satte ild i røven af mig. Hvad der videre skete og hvordan det føltes er uddybet i et andet opslag - "Lykken" - så jeg vil ikke komme nærmere ind på det. 

Den 14. marts var jeg igen hos lægen og blev sat op på 100mg Sertralin, præcis som jeg havde håbet. Hvad end disse piller gjorde ved mig, ville jeg have mere. Dagene gik således indtil jeg til sidst sov mellem to og nul timer. Den 23. marts var jeg igen hos min psykolog. Vi startede med at tale om løst  og fast, hvordan det gik med pillerne, hvad jeg havde haft gang i siden sidst. Hun tog del i min glæde over den positive udvikling. Vi begyndte sågar at tale om, hvorvidt det var nødvendigt at jeg fortsatte hos hende, da jeg nu var så glad og godt tilpas. 

Men så vendte tingene. Hun var stille, observerende, i et øjeblik og spurgte så ind til hvor meget jeg sov for tiden. Hendes ansigt ændrede sig fra glæde og lettelse til bekymring. Patienten hun sad overfor var ikke rask. Slet, slet ikke. Hun spurgte ind til, hvad jeg nu ved er, symptomer på mani og erklærede til sidst, at jeg var nødt til at kontakte min læge. Jeg syntes hun var fjollet og overreagerede, og det endte med hun ringede til min læge for mig - jeg tror, hun kunne regne ud, at jeg ikke selv havde tænkt mig at gøre det. Jeg følte mig ikke syg. Faktisk følte jeg mig gladere end nogensinde før - hvorfor så tage til lægen? "Hej læge, jeg er meget glad, hvordan går det ellers med dig?"

Den efterfølgende dag fløj jeg en tur til lægen, som arrangerede en akut vurdering hos en privatpraktiserende psykiater. Men så skete der noget. 
Hele verden vendte op og ned. Paranoia satte ind; hvorfor må jeg ikke være glad? Hvorfor vil I stjæle min lykke? 
Kombineret med et blindt raseri over at få af vide, at jeg var "for glad", dykkede mit humør voldsomt. Jeg var tilbage i kulkælderen. Ulykkelig, ugidelig, opgivende, modløs og trist. 

Jeg kunne skrive sider om min oplevelse hos psykiateren, men lad mig hellere sige: Han levede op til alle mine fordomme og forventninger til en psykiater. Vi snakkede i tyve minutter, hvor han primært stillede ja/nej spørgsmål og tydeligvis havde svært ved at forstå forløbet. Jeg havde ligeledes svært ved at forstå ham grundet en sprogbarriere. 
Jeg tog derfra, lettere irriteret, med en recept på noget medicin, jeg ikke forstod hvad var. Jeg forstod ikke hvorfor jeg skulle tage dette, hvad bivirkningerne var eller hvor længe jeg skulle tage denne medicin. Det eneste jeg forstod, fordi jeg spurgte flere gange, var at manien var forårsaget af pillerne. Jeg åndede lettet op, da jeg havde læst at manier ikke kan fastslås som "rigtige" manier (i forhold til en bipolar diagnose) hvis de er forårsaget af alkohol, rusmidler eller piller - og min mani var jo startet samtidig med opstarten af antidepressiv. 

Jeg er nogenlunde autoritetstro normalt, men jeg gør ikke nødvendigvis hvad en psykiater siger, bare fordi han er psykiater. Derfor tog jeg ikke disse nye piller. 

Elendigheden voksede og den 30. marts tog jeg til lægen for at bede om noget til at hjælpe mig med at sove. Jeg fik Quetiapin, 25mg, til nat. Til dem der ikke kender denne lille, røde pille, bliver den brugt til næsten alt: angst, uro, mani, psykoser, søvnløshed etc. Listen er lang. 
I samme ombæring bad jeg lægen fortælle mig, hvad psykiateren havde skrevet i min journal. Hun udskrev epikrisen, og jeg rullede hjemad. 
På vej hjem læste jeg epikrisen igennem. Havde jeg været hans lærer, havde han højest sandsynligt dumpet eller kun netop bestået, med ordene "Du har misforstået opgaven." 
Epikrisen er fuld af fejl lige fra simple fejl, som fakta om min familie, til dybere mere komplicerede aspekter af mit forløb, som jeg føler, han har fejlfortolket. Nogle af tingene gør mig rasende, da jeg er flov over den måde, han havde beskrevet mig på. Det giver et skævvreddent billede af mig som person. 
På sidste side står der lidt formalia, og en medicinliste, og til min store overraskelse en diagnose: "Bipolar affektiv sindslidelse, P.T. moderat depression. Patienten er afsluttet herfra til egen læge."

SURPRISE 

Det var der ingen, der havde fortalt mig. Det er forkasteligt, at han havde lavet så mange fejl, stillet en diagnose og startet et medicinsk forløb uden at informere mig. Hvad er bipolar? Hvad skal jeg gøre nu? Kan det overhovedet passe? Han har jo kun talt med mig i 20 minutter! Skal jeg så bare tage piller resten af mit liv og krydse fingre? 
Jeg var håbløst forvirret og rasende over den behandling. 

I samarbejde med mine forældre fik jeg fat i en anden privatpraktiserende psykiater med henblik på at starte et forløb. Jeg kastede mig straks over research og overbeviste mig selv om, at jeg ikke passede ind i denne diagnose. Denne nye psykiater bad mig sende en mail med en beskrivelse af forløbet, så hun kunne være forberedt til vores samtale. Det var da positivt, ikke?
Mit hjerte sank helt ned i den jyske muld, da hun responderede på min e-mail med: "Efter at have læst lidt tænkte jeg også, at du da vidst er bipolar."  

What. the. fuck.

Så denne diagnose kan åbenbat sagtens stilles via en 20 minutters samtale og en e-mail.. Hun sendte en liste over medicin, og så var det åbenbart det. Jeg mistede alt tiltro til hende, og ønskede ikke længere at snakke med hende. Det hele føltes useriøst og baseret på tynde, tynde grundlag. Internettet berettede en anden historie om hvordan man naturligvis ville blive tilknyttet et ambulatorium, så man kunne blive fulgt tæt, få samtaler med eksperter og blive oplært til at kunne forstå den diagnose, der pludselig skulle hænge over hovedet resten af livet. 

Her stod jeg, fortabt og forvirret. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. På den ene side, fik jeg af vide, at jeg er ret syg, og på den anden side signalerede systemet, at jeg måtte rode bod på min situation selv. 

Nu kom vi i tanker om, at en tæt ven af familien er psykiater, så han fik selvfølgelig et opkald. Også han mente at der var tale om en bipolar lidelse, om end formidlingen af dette var beklagelig. Tre psykiatere havde sagt det samme. Nu var der nok ingen vej udenom. Han foreslog mig at bede om en henvisning til psykiatrisk ambulatorium, så jeg kunne blive fulgt og hjulpet.

Et voilà. Jeg kom til en samtale med to meget imødekommende og venlige sygeplejersker, jeg endte med at tale med i halvanden time. Hvad der gjorde udfaldet for mig var, at de var knap så "diagnose interesserede" og mere interesserede i at lære mig at kende. Det var et pust af nyt håb og en mulighed for rent faktisk at give slip og lade andre tage roret. 

De arbejder som en slags psykisk hjemmepleje. Det vil sige, at de kommer hjem til mig et par gange om ugen, hvor vi snakker om whatever. Nogle samtaler er svære, dybe og alvorlige, andre er sjove og lette. Snart skal jeg til en samtale med deres "huslæge", som vil hjælpe med endeligt at kunne afgøre hvilken slags bipolar, der er tale om. Jeg har ikke gode erfaringer eller den helt store tiltro til psykiatrien generelt, men jeg tror, de er godt i gang med at ændre min mening.