14. RETURRET

 Er der nogen som helst form for garanti på det bullshit her? For jeg vil gerne returnere en vare. Det var fint at prøve (not), men jeg har besluttet mig for at bipolar ikke er noget for mig. Kan jeg få pengene tilbage? - en tilgodeseddel? Hvem returnerer jeg til? 

Mens universet lige får lov til at fundere over det, vil jeg præsentere en liste over grunde til ikke at vælge bipolar.

1. Ukontrollerbar. 
Det er ikke for sjov, den er med i min "intro tekst". Bipolar er ukontrollerbar. I hvert fald i starten. Er der ikke mere mælk? Jamen, det kan jeg da godt græde over. Var der nogen, der sagde mit navn lidt for mange gange? Det er da en god anledning til at sparke et skab.
I en ikke medicineret blandingstilstand er det stort set umuligt at mestre og beherske sine følelser. Det er som at være 3 år gammel, teenager, have PMS, være gravid, på stoffer og sindssyg på samme tid. Jeg er et følelses-monster, og jeg bryder mig ikke om det. 

2. Indlæggelse.
Det vil ikke være nødvendigt for alle med bipolar, men det er det for mange, og det har det været for mig. Tag ikke fejl af, at jeg er ualmindeligt taknemmelig for, at der er nogen, der orker passe sådan nogen som mig. At der er nogen der tager imod verbale lussinger, snot og tårer flere gange om dagen, fra flere personer. Det er et utaknemmeligt job.. MEN..... FUCK HVOR ER JEG VED AT VÆRE TRÆT AF AT VÆRE HER. 
Jeg er ved at blive sindssyg, og ja, ha-ha, mere end jeg er i forvejen. Jeg savner frihed, autonomi, selskab - og nej, igen, jeg har ikke lyst til at sætte mig med de andre patienter. De er sikkert søde nok, men jeg HAR gået på højskole, og jeg brød mig ikke om det. 
Her er så meget intethed. Værelset er hvidt, goldt, gangene er lange og fyldt med syge mennesker. Personalet er max presset og det er ganske tydeligt, at man fra politisk side ikke tilgodeser, hvad de stakkels mennesker skal kunne nå på een dag. Eller blot en time. Dagene flyder sammen i ingenting, personale, medicin og elendighed. Det er de samme strategier til hvis jeg er "lidt for højt op" (hvilket jeg desværre ikke har været i et par dage), og hvis jeg er ked af det eller trist. 

Lav puslespil, gå en tur, hør musik, læg dig i sengen og hvil dig, tegn noget og få noget stesolid og noget beroligende medicin. 

3. Medicinering 
Ja for helved, hvor er det godt, at der er nogle genier, der har opfundet piller, der kan hjælpe folk med bipolar - jeg ved godt, jeg er et utaknemmeligt røvhul i dag. MEN. Indtil videre, har jeg været på Litarex, lithium, i snart 2 uger og her er, hvad jeg har fået ud af det: Robust mavepine, konstant svimmelhed der påvirker balancen og en uanet mængde kvalme. Hele. Tiden. Uden. Pause. Jeg føler mig syg! Somatisk syg - oven i at jeg er syg i hovedet. UNFAIR. 

4. Oddsene 
Har livet alligevel valgt at give kortet "bipolar" uden mulighed for "reverse" eller for at sige "SPEJL!", er oddsene triste. Jeg ved godt, man ikke kan leve sit liv efter statistikker, men statistisk set får 4 ud af 5 mennesker med bipolar tilbagefald inden for 5 år på trods af medicinering, psykoedukation og samtaleterapi. Skulle jeg nogensinde blive manisk, risikerer jeg at sige mit arbejde op, investere i et eller andet åndssvagt, bruge alle mine penge, tage tøjet af og hoppe ud fra Rundetårn.. 
Det vil sige trods det hårde arbejde, dedikation og loyalitet overfor sin medicinering er der temmelig dårlige udsigter. Hvad giver det ikke af bekymringer? Tilbagefald? Såsom.. mani? depression? eller Gud forbyde det; blandingstilstand? Hvad hvis jeg er midt i uddannelse? Arbejde? Hvad hvis jeg har ansvaret for et andet liv end mit? 
Se nu bliver udsigterne for fremtiden så sorte, at jeg bliver nødt til at komprimere de tanker ned til en lille bitte størrelse, træde den godt og grundigt ned i en kasse, jeg kan pakke ud og læsse af på min psykolog, den stakkel. Jeg håber, hun nyder sin pause, mens jeg er indlagt. 

Og ja, bare for, så skal jeg nok se om jeg kan hitte ud af at lave 4 grunde til at vælge bipolar. Stay tuned. Barf.