6. PÅRØRENDE

Pårørende blev nødt til at være et kapitel for sig. Jeg er gået lidt til og fra dette skriv, da det ikke er nemt at deale med. Det er aldrig rart at være nærtstående til en der lider. En der er syg. Da slet ikke en der er meget deprimeret og næsten ukontaktbar den ene dag, for så næste dag at fare rundt med alt for meget energi og en uanet mængde af jokes og sjove bemærkninger. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de tager del i sygdommen. Oplevelsen må være bipolar. Den ene dag er de lettede over at se mig smile, og den næste dag må de presse tårerne tilbage, som vidne til den forpinthed, jeg befinder mig i.  

Vi (mest de) er gode til at minde om, at episoderne er netop det; episoder. Balancen skal nok blive genvundet, og jeg skal nok finde tilbage til mit gamle jeg. Nogle dage er jeg fuld af fortrøstning, og andre dage tror jeg ikke på et ord, der kommer ud af deres mund. Nogle dage glemmer jeg, at jeg overhovedet har den diagnose, og andre dage triller tårerne, når jeg tænker på, at jeg bliver nødt til at tage medicin resten af mit liv. Jeg bliver nødt til at acceptere, at mine nærmeste måske altid vil kigge en ekstra gang, hvis jeg er særligt glad. Selvfølgelig skal jeg have lov til at være glad. Bare ikke for glad. Jeg vil altid selv skulle kigge mig over skulderen, i overført betydning, hvis jeg får lidt for mange gode ideer, sover lidt for lidt eller pludselig mister energi, glæde og lyst. Det er tungt at tænke på, og såvel som dette skriv, går jeg lidt til og fra disse tanker. Det er en følelse og tanke, der skal modnes over tid. Jeg skal nok lære at acceptere det en dag.   

Vi kan sikkert snakke frem og tilbage om dårlig samvittighed i lang tid, men faktum er, at det vil bestå. Jeg ville absolut aldrig bebrejde andre deres sygdom, og det tror jeg heller ikke de gør. Men faktum er, at deres bekymring og sorg stammer fra mig. Det er min “skyld”, selvom jeg står uden skyld i min hjernes ubalance. Trods de slidsomme og smertelige elementer af den ubalance, jeg står foran, vil deres smerte altid være den største byrde, jeg skal bære rundt på, så længe jeg er syg. Den byrde er tung og ensom. Den kan ikke deles, og den bliver kun tungere dag for dag.