38. DEN DEL AF MIG...

... jeg ville ønske, jeg kunne slå ihjel. 

Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg er tynget af vrede. Men der er ingen steder, at placere denne vrede, for den er ikke manifesteret i en person, i en situation. Den vrede har bosat sig i mit hjerte, der tynges af byrden, der højst bliver skudt ned i min mave, for at slå kolbøtter og skyde op i min hals, så mit stemmebånd snører sig sammen og kvæler en mulighed for at dele.

Det er en del, af de kort, der er blevet mig givet. Det lod jeg har her i livet. Men accepten heraf er pludselig forduftet som dug i morgensolen. Et uforklarligt udsving ikke engang seks måneder efter det sidste, og det er ikke nogens skyld. Intet er hændt. Således er min hjerne skruet sammen. Uforudsigelig. Ukontrollerbar. Ensom. 

Hvor jeg engang straks accepterede de vilkår, jeg skal leve med, er jeg nu pludselig svunget over i den anden banehalvdel. Jeg har ikke de rette redskaber til at acceptere dette. 
Jeg kigger tilbage på min tidligere accept med forundring og respekt, som var Fortids-Sofie et helt andet menneske. 

Hun accepterede lynhurtigt præmisserne og begyndte at arbejde på sagen. Jeg skylder hende meget. Hun har taget mig langt. Hun har gjort alle de rigtige ting. Hun har gået på en tynd line, forsigtig med ikke at falde. Et snusfornuftigt, velbalanceret, måske lidt kedeligt, liv. 

Styr på søvnen med minimum 8 timer pr. nat. Sund og varieret kost (aldrig i mit liv har jeg spist SÅ meget frugt og grønt HVER dag). Træning stort set hver eneste dag. Ingen alkohol. Ingen sukker. Næsten ingen koffein (har tilladt mig en kop om dagen). Sørge for at komme ud, være social, kognitivt arbejde på det positive, taknemmelige livssyn. 

Men hvad skal det nytte? 
Hvad skal det gøre godt for hvis ikke alt dét, kan væbne mig mod udsving fra mig selv? 
Jeg ville lettere kunne acceptere det, hvis der var sket NOGET. Hvad som helst. Noget der ville give en forklaring. En årsag. 

Men årsagen er problemet i sig selv. Jeg har bipolar lidelse, og nogle gange er det årsag nok. Men hvem kan give mig en god årsag til at fortsætte det snorelige liv i så fald?
Hvorfor aldrig bryde loven, hvis du alligevel bliver smidt i fængsel? 
Do the crime. 

Således har min reaktion i hvert fald været. "Så kan det sgu også være lige meget!" 

Et snorelige, tørt, snusfornuftigt liv til ære for hvem? Næh du, så vil jeg hellere være lidt mere menneske, og ikke forsøge at opnå det "perfekte". 
Vreden bobler inde i mig. Meningsløsheden. Uretfærdigheden. Jeg har trods alt aldrig og stadig ikke tænkt "hvorfor lige mig?". Jeg er blevet spurgt til sådanne tanker flere gange. Nej, den logik følger jeg ikke, for det kunne lige så vel være: "Hvorfor lige ham?" Jeg synes ikke, det er uretfærdigt, at det er mig, der har bipolar lidelse. Men jeg synes, det er uretfærdigt, at min medicin kan ligge perfekt i det såkaldte terapeutiske vindue, og jeg kan gøre alle ting rigtige og give mig selv de bedste forudsætninger og alligevel fejle. Have udsving. 

Måske tænker jeg mig frem til en ende på disse tanker en dag. I så fald ser jeg frem til det. For nu syder vreden igennem mine årer, snører sig om min hals, giver mig en bitter smag i munden. 

Hvor er min motivation? Og hvor er årsagen? Hvor er forklaringen? Hvor er meningen? Hvor slavebundet er jeg til disse udfald? Hvor meget magt har min sygdom over mig? Hvorfor kan den lænke mine glade dage til en våd og grå celle? Og hvorfor kan jeg ikke slå denne del af mig selv ihjel?