24. ECT

Jeg drømmer om en eller anden dag at kunne skrive: "Jeg har ikke noget nyt, det går godt." 

Søndag d. 19 blev jeg officielt indlagt igen. Jeg har egentlig været indlagt siden d. 14, men det var udelukkende en formalia, så jeg kunne komme med på stuegang. Det vil sige, jeg på papiret har været indlagt men har været på orlov hele tiden. Det var ganske tydeligt, at lithium ikke var nok, og jeg har brug for noget supplerende til at hive mig op. 

Det umiddelbare eneste og første forslag lægen havde var ECT. Elektrochok. Jeg anser det lidt som et quickfix, da lægen er enig i, at det er en start, og så finder vi i mellemtiden noget medicin at supplere med. 

Udfordringen er at det ikke er let at give antidepressiv til en person med bipolar lidelse, da man let risikerer, at de får en mani - hvilket jeg som bekendt allerede har gjort een gang. Så medens "de kloge hoveder" finder ud af, hvilken medicin, der passer bedst skal jeg have ECT behandling. 

Hvad er så elektrochok behandling? 
Ikke helt så uhyggeligt som Hollywood nogle gange får det til at se ud. Hvis man kigger på det, ser det meget mildt ud, da kroppen er hårdt bedøvet. Det er en elektrisk udløst krampebehandling. Man sætter altså svag elektrisk strøm til folk. Strømmen er så svag, at man sagtens kan røre ved den, der får strøm. Derudover ligger man ikke og vrider sig, da man har fået så meget muskelafslappende. 

Meningen er at det skal påvirke forskellige signalstoffer i hjernen, mindske depression og give stigning i humøret. De kemiske processer i hjernen ændres altså. Ved nogle patienter kan man foretrække ECT fordi man ser resultater så hurtigt, hvorimod medicinsk behandling kan tage lang tid om at indfri sin fulde virkning. På sin vis kan det sammenlignes med et epileptisk anfald - dette er blot under meget kontrollerede forhold, da man ikke risikerer iltmangel eller at slå sig. Af udseende ser mange epileptiske anfald voldsomme ud med store krampetrækninger, hvorimod man ved ECT kun bevæger sig ganske lidt, da kroppen er så godt bedøvet. 

Typisk vil man mærke bedring i sin tilstand efter 1-3 behandlinger. Normalt gives der 8-12 behandlinger cirka 3 gange om ugen. 

Jeg syntes, det var en temmelig uhyggelig oplevelse i starten. At ligge på sådan en briks med dingenoter alle vegne og 5-6 personaler der talte i munden på hinanden. Givet vis for at berolige mig og gøre mig tryg, men det var lidt kaotisk, syntes jeg. Men jeg husker specielt en, der tog min hånd og holdt mit blik, mens hun talte roligt. Det virkede noget af vejen, men som kontrolfreak, skulle jeg gerne have styr på, hvad alle de andre foretog sig. Der er ikke nogen, der får lov til at lægge en venflon på mig, uden at jeg følger med i at hun gør det ordenligt.. Selvom hun er narkoselæse.. Men da først de skød det beroligende- og sove medicinen ind, tror jeg, der gik 3 sekunder, så var jeg væk. Jeg husker, at jeg nåede at tænke. "Woooaaaah..." (Det var rart)

Jeg kan så læse i min journal, at jeg mildest talt var utilfreds med at blive vækket. Jeg blev forskrækket, råbte, skreg, sparkede og slog ud og var generelt meget "udadreagerende" indtil de hentede min faaaar. Da jeg så et kendt ansigt faldt jeg til ro. Det her er ikke noget jeg husker, heldigvis. Det er noget, jeg kan læse i min journal. Derfor har de også planlagt en anden opvågningsstrategi til næste gang, hvor de vil give mig beroligende medicin mens jeg vågner.. Jeg håber virkelig ikke jeg rent faktisk har slået nogen af dem. 

Min far fortalte mig efterfølgende, at jeg ikke kunne huske, at jeg var indlagt, eller hvad der foregik og generelt var noget forvirret over, hvorfor jeg var på et sygehus. Good riddance en fredelig verden jeg må have befundet mig i. 

Jeg husker, ikke at jeg kom over i en kørestol, men jeg husker, at jeg sad i den, da jeg kom tilbage til afdelingen. 

Min far var her hele eftermiddagen, og det lykkedes os at gå en lille tur på sygehuset, men min krop var så smadret.

Sidst på eftermiddagen tog han hjem, og jeg sov indtil aftensmaden. Efter det sov jeg igen indtil kl. 20, hvor en dame vækkede mig for at give mig en vitaminpille.... 
Næste gang jeg vågnede var midnat, da nattevagten var ved at skræmme livet af mig. Der var ikke rullet ned og lyset var stadig tændt på værelset.. Jeg var gået fuldstændig kold. Jeg spurgte til, hvorfor jeg ikke havde fået Litarex, hvilket hun ikke kunne svare på. Jeg var for træt til at bekymre mig om det og sejlede en tur ud på badeværelset og børstede tænder. 

Men i dag er jeg ikke for træt til at bekymre mig om det. Jeg har spurgt forskellige personaler, og endelig kunne en sygeplejerske fortælle mig at min Litarex er seponeret, mens jeg får ECT behandling. Hvorfor i alverden er der ingen der har fortalt mig det? Og hvorfor i alverden skal det seponeres på grund af ECT? Og hvem i alverden synes det er en god ide at gå fra 21mmol/L til 0 uden nogen form for nedtrapning? 

Jeg har 100 spørgsmål og er meget utryg ved situationen. Jeg har behov for at blive inkluderet og involveret i hvad der foregår. Jeg er ikke en kludedukke man kan stoppe medicin i, tage medicin fra og give stød som det passer folket!

Men det er godt næsten umuligt at få fat i en læge. og JA JEG BEFINDER MIG PÅ ET SYGEHUS. Ironien er til at smede på. 

Jeg har været her 2 dage, og jeg har allerede fået NOK.