32. AD MELIORA

"Mod bedre ting."
Lykkens Gudinde har smilt til mig de sidste par dage! For det første går gruppe terapien fortsat udmærket. Det er ikke et forum, hvor jeg lærer en masse nyt om bipolar, da jeg har lavet så meget research selv - men! Det er rart at høre andres erfaringer og historier og få lov til at dele sine egne, med en flok, der virkelig forstår, hvad det drejer sig om. Derudover skal jeg til at læse til september og en i gruppen har læst det samme, og hun har tilbudt mig alle sine bøger. ALLE. GRATIS. Jeg var ved at dåne! Hvor heldig har man lov til at være? For jeg ville da hellere end gerne betale for dem, men nej nej, det skulle slet ikke på tale. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor mange penge hun har sparet mig. 

For det andet er jeg blevet tilbudt en vikar stilling på Skovvang, det sted hvor jeg er i arbejdspraktik. Det har været udfordrende at komme i gang med at arbejde, men primært på grund af min latterligt dårlige korttidshukommelse. Det tager mig virkelig lang tid at lære navne og små detaljer, men jeg tror, jeg fornemmer en lille positiv udvikling. Over halvdelen af navnene er i hvert fald på plads så dem går jeg ikke længere og glemmer. Dertil glemmer jeg altid at få min overfaldsalarm med mig, men det husker jeg, så snart jeg ser de andre går rundt med en. Så jeg starter hver morgen med at gå ned på afdelingen og gå igen med det samme - ha ha! 
Tilbage til den positive nyhed: Jeg snakkede kort med den daglige leder, der var nysgerrig på, hvordan jeg synes det går, da hun synes, det går godt. Snakken gik om løst og fast i forhold til arbejdet, afdelingen og studiet, indtil hun nævnte, at det kunne være, at jeg var interesseret i at blive vikar. *Julelys i øjnene*

Jeg er virkelig glad og stolt over, at de gerne vil beholde mig. Selvom jeg har været noget udfordret, har jeg tydeligvis klaret mig godt nok, når jeg bliver tilbudt at blive vikar. Jeg har selv gået og pønset på at spørge men skulle lige finde det rigtige tidspunkt - det var så i dag!
Vi talte frem og tilbage i forhold til timer, da hun godt kender min situation, og sagde flere gange, at det jo ikke skulle blive for meget. Vi var enige i at se tiden lidt an, og muligvis arrangere det således, at jeg måske har en enkelt fast weekend i måneden, og så kan de altid ringe, hvis de mangler hjælp. Jeg har erfaret mig, at man ikke får noget godt ud af at være den på arbejdet, der ikke kan sige nej, så jeg forsikrede hende om, at jeg nok skulle sige nej, hvis jeg ikke kan eller ikke kan rumme det. 

Jeg har forsat en telefonisk samtale med min behandler, A, hver mandag. Det tager som regel cirka 15 minutter, hvor hun stiller lidt spørgsmål, som virker lidt som en formalia. Eksempelvis hvordan jeg har sovet den sidste uge, og hvordan mit humør har været. Jeg kan se i min journal, at det er noget, hun videreformidler til en læge, som hver gang tænker sig rigtig godt om, inden han kommer frem til, at der ikke skal ændres på medicinen..... Bureaukratisk molboarbejde hvis du spørger mig, men det er der ikke nogen, der gør 😉

Kort og godt! Jeg tror, tingene så småt er begyndt at vende for mig. Derfor: Ad Meliora!