34. DRÅBEN, VREDEN & HADET

Jeg håber, at denne titel fanger bare en anelse, da dette opslag er vigtigt for mig. Det er vigtigt både i henhold til min bearbejdelse af mine følelser, altså at få det ud, og for at illustrere konkrete eksempler på, hvilke udfordringer jeg møder på min vej. Jeg troede, det var en udfordring at være indlagt, men det tåler ingen sammenligning med, hvad jeg bliver slæbt igennem nu, hvad jeg bliver beskyldt for, og hvor foruroligende lidt man har styr på, fra ambulatoriets side. 

Nu om dage, når jeg befinder mig på ambulatoriet ser jeg af og til personale fra afdelingen. Flere kommer hen til mig med store smil og hilser på, vinker og nogle har sat sig ned ved mit bord for at få en sludder. Det er pludselig blevet lysende klart for mig, hvor mange gode minder jeg trods alt har, med søde personaler. Jeg pointerer også dette, for at forsvare min egen personlighed lidt. Der er personale, der opsøger mig, for at sige hej og få en snak - så helt forfærdelig kan jeg vel ikke være? Og det går begge veje, må jeg hellere skynde mig at sige. Der er mange, jeg hilser på med store smil, vink og et kram.

Min behandler, A, har trådt over den sidste streg. Jeg var nede på ambulatoriet til en samtale med en læge. Heldigvis havde jeg taget mine forældre med, ellers tror jeg dårligt de ville tro min historie. 
Jeg skal have en ny omgang ECT behandling, hvilket jeg (og mine forældre) har kæmpet for længe. Det havde så god effekt sidst, jeg forstår ikke, hvad problemet var. Jeg blev spist af til hver eneste samtale med "Vi skal lige give Litarexen lidt mere tid til at virke." Lidt mere tid? Jeg har været på det skidt siden slut marts og det har endnu ikke formået at ligge stabilt. Jeg er ved at have fået nok af at gå og vente og håbe, bede og tro. 

Punkt nummer et: ECT behandlingerne er ikke blevet lagt ind, og de mener, der må være sket en fejl... ja ja, så siger vi det. 

Punkt nummer to: Manglende blodprøver eftersom Litarex niveauet er blevet sat op. (GODMORGEN, det har jeg kaldt på længe!) 
Slutteligt et punkt der fik mine indvolde til at vende 180 grader og sno sig om sig selv. 

Min behandler, frøken A, vil have mig udret for endnu en sygdom. En sygdom jeg udmærket kender til, fordi jeg læser og fordi jeg har været indlagt med flere personer med denne sygdom. En sygdom jeg under ingen omstændigheder kan genkende mig selv i blot en smule. Ej heller mine forældre eller de venner, jeg har skyndt mig at spørge. Alle ligner et stort spørgsmålstegn. 
Hvad der det baseret på? 

To årsager kunne hun, A, præsentere for mig. 

1) "Du ringer i tide og utide." 

    - okay, av.. Jeg er da pisse ked af, hvis det generer, at jeg ringer, når I glemmer aftaler, blodprøver, ECT behandlinger.. Nogen bliver for fanden da nødt til at have overblikket, og det er åbenbart mig!
Inden du læser videre, vil jeg gerne du lige kigger op fra din skærm og overvejer noget. Hvis nogen ringede til DIG i tide og utide, hvor ofte er så det? Helt seriøst. Tag lige en læse pause og overvej grundigt, hvor mange opkald der skal til før du mener, nogen ringer til dig i tide og utide.... Hvis det er nogen hjælp for din beslutning, så strækker det sig over en periode på halvanden måned. 

Så hvor mange gange skulle nogen ringe til dig i løbet af halvanden måned, før du ville mene, de ringer i tide og utide?...

Har du det?... 

Godt... 

Jeg kiggede min telefonbog igennem senere samme dag. Mit hoved knurrede. Jeg syntes ikke at have ringet så mange gange.. Jeg var flov og skammede mig indtil jeg så, hvor mange gange jeg har ringet.

I en periode på lidt over halvanden måned, har jeg ringet fire gange. 
Hver eneste gang har desuden været saglig og faglig og et ganske kort opkald, når de glemmer aftaler, ikke reagerer på plasmaværdier, glemmer ECT behandlinger og lign. 

Føj for en drama queen, hende A, hvis du spørger mig. Jeg ringer ikke for at få en sludder, jeg ringer for at få styr på deres lort. 

Den anden ting kan jeg ikke pakke ind i ord og følelser - det var en ups'er fra min side, og jeg fortrød mine ord idet jeg havde talt dem, da jeg udmærket ved, at A ikke kender mig godt nok til at vide, at det var en joke.. En dårlig joke, den tager jeg på min kappe. 

Som bekendt er mange fagfolk i psykiatrien enormt varme på PN. (Man får PN i tide og utide......) 
Har du en følelse? Tag noget beroligende. Er du ked af det? Tag noget beroligende. 

Det var As umiddelbare løsning på at mit humør dalede, og jeg forsøgte at tale min sag for flere ECT behandlinger, men nej. Først og fremmest lavede de en recept på Quetiapin. 

Veteraner på denne blog kan måske huske denne lille røde altmulig-pille, der bruges mod alt fra angst til søvnbesvær - listen er lang. 

Jeg påpegede, at jeg har rigeligt med Quetiapin herhjemme, som jeg fik med fra sygehuset, da jeg blev udskrevet i sin tid. 

De lavede en recept på Temesta. Temesta er stesolid. Her blev jeg nødt til at forklare (igen), at det nok ikke er en god ide, i og med jeg har været afhængig af morfin. Stesolid er lige så afhængighedsskabende som morfin. 

Så lavede de en recept på en benzodiazepin..... HALLO? I hvilken automat har den læge (og A for den sags skyld) trukket sit eksamensbevis?! 

Jeg snakkede igen med dem om, at det er meget afhængighedsskabende, men det lød ikke til, at de kunne finde på andet. 

Jeg prøvede forfra, IGEN, at forklare, at jeg ikke vil have noget PN. 
Under presset fra A og de gentagende gange, jeg måtte forklare, at jeg ikke vil have de recepter til at ligge kom så den joke, der ikke er sjov.. Jeg sagde ganske enkelt til hende, at hvis de lod dem ligge på serveren, ville jeg hente det hele på een gang og tage det hele på een gang. 

Hun forsikrede mig derefter om, at hun nok skulle få dem slettet (Hvilket hun ikke har gjort forresten), og sagde ikke mere til den affære. 

Hvad jeg så ikke ved, er at hun i mellem tiden har besluttet at den kommentar unægteligt må betyde, at jeg er endnu mere syg i hovedet. 

Tak for kaffe. 

De der læser med, der kender mig, ved udmærket at den slags kan jeg få sagt, når jeg bliver presset, og presset, og presset. Og desuden har jeg ikke været og er stadig ikke selvmordstruet. Jovist kan jeg have det elendigt, men jeg har aldrig haft et ønske om at skulle herfra før tid. 

Denne samtale omkring denne nye udredning tog hårdt på mig og mine forældre, der har været næsten helt vantro over hvordan A taler til mig - men nu har jeg min back-up. Nogen der har oplevet hende sammen med mig. Man skulle ikke tro, hun var psykolog. 

Dertil har jeg også besluttet, at jeg ikke vil have mere med hende at gøre. Hun gør mig syg både i overført og bogstavelig forstand. Jeg får ondt i maven af at tænke på hende. 

Jeg får ondt i maven af ikke at blive lyttet til. Jeg får ondt i maven af at ambulatoriet aldrig har styr på noget, jævnfør den instruks man skal følge ift. min medicinering. 

Det eneste gode der er kommet ud af dette er AAT. Det akutte ambulante team her i Holstebro. Det var egentlig ikke mit ønske, men noget A sagde at jeg skulle tilkobles igen. Naturligvis stejler jeg lidt over sådanne befalinger, men så længe jeg kan tale med dem, uden at de skriver i journal, hvilke grimme ord, jeg finder frem om ambulatoriet, så tror jeg, jeg kan få meget støtte og gavn ud af dem. 

Tingene er mere afslappede, og jeg føler, der bliver lyttet på hvad jeg siger, mener og føler. Det skal jeg til gengæld også lige vænne mig til, for sådan gør man ikke i Gødstrup. 

Jeg har talt længe og overvejende med mine forældre om dette forløb. Det lader til vi alle tre har nået en grænse, og det siger ikke så lidt, om mine forældre. Heldigvis har vi frit sygehusvalg her i Danmark. 

Listen over neglekt, forglemmelser og uprofessionel opførsel er ved at være alt for lang.

Jeg er stadig i vildrede over, om jeg skal lade mig udrede for denne nye ting, A har fisket op ad hatten. På den ene side fortjener det ikke min opmærksomhed, da grundlaget er så tyndt, og på den anden side, vil jeg elske at kunne fremføre et bevis, for at hun tog fejl igen.. Jeg ser tiden lidt an. Tiden er først sat den 16. september, så jeg kan nå, at give mig selv en vældig hovedpine over denne beslutning flere gange.. 

Noget helt andet er. Halli hallo, alle de fagfolk jeg har gået op og ned ad under ikke men TO indlæggelser.. Læger, sygeplejersker, SOSU'er, fysioterapeuter, ergoterapeuter, pædagoger.. Der er ikke en af dem, der har nævnt noget, med endnu en diagnose.. Mon dog det ville være gået alle deres næser forbi, og så opdager en pure ung psykolog det? 

Oddsene er lidt i mod dig, A.