15. GRUNDE TIL AT VÆLGE BIPOLAR

 Nej, der er ikke 15, det er bare indlæg nummer 15.. Hold da op, jeg får udgivet nogle brok sider, hva? Men som lovet i nr. 14: Her er fire grunde til at vælge bipolar. Det har taget en del tænke-tid for at komme i tanker om reelle grunde til at bipolar er okay. Agtigt. Nogenlunde. Det stadig noget lort.. men:

Mangler du en ny hobby? Er livet blevet trivielt, nemt, lige til? Så er bipolar affektiv sindslidelse måske noget for dig.. 

1. Du er kronisk syg, men du er ikke kronisk syg.
Det vil sige, at du vil altid have lidelsen, men den vil ikke altid være "aktiv". Når sygdommen ikke er aktiv, er man sig selv og fungerer  kognitivt lige så optimalt, som man altid har gjort. Du kan i og for sig gå i mange år uden tilbagefald, og bare være dig selv, modsat mange andre sygdomme som konstant vil påvirke en person kognitivt eller fysisk eller måske begge dele. 

2. Man kan gøre noget ved det. 
Det kræver en trofast dedikation til medicin som for mit vedkommende stadig gør mig mega dårligt tilpas, men som gerne på sigt skulle tage toppen og bunden. Jeg vil altså stadig kunne blive hypo-manisk (submanisk) og moderat depressiv. Men de svære depressioner og vilde manier, skulle medicinen gerne hindre. Der er selvfølgelig ingen garanti, men oddsene er bedre, hvis man tager sin medicin, end hvis man ikke gør. Derudover findes der teams af fagfolk, på ambulatorier, der står klar til at rådgive, vejlede og hjælpe i mange år frem, indtil man kan "klare sig selv". 

3. Afklaring på ting og sager. 
For mit vedkommende er jeg langsomt begyndt at overveje, om ikke lidelsen har givet mig lidt afklaring. Jeg har nok altid været bipolar, og det er nok derfor jeg mere eller mindre altid har haft det ad helvedes til - undskyld mit sprog. Jeg har også altid været typen, der har "følt hårdt". Det vil sige, når jeg er glad, er jeg RIGTIG glad, og når jeg er ked af det, er jeg RIGTIG ked af det - begge følelser består ligeledes længere i mit sind, end de gør for de fleste andre. Jeg har været opmærksom på dette karaktertræk i nogen år og både elsket og hadet det. Det er højst sandsynligt et karaktertræk ved det bipolare, så det er højest sandsynligt noget, jeg kan arbejde på. 
Derudover er der perioder/episoder i livet, jeg nogle gange har tænkt tilbage på som et stort spørgsmålstegn. Hvorfor i alverden gjorde jeg det, eller hvorfor tænkte jeg sådan. Nu har jeg mit svar. Jeg har været hypo-manisk. 

Hvis jeg kommer på en fjerde, skal jeg nok tilføje den, men det var vigtigt for mig at lave denne liste med reelle aspekter, jeg finder positivt ved dette helvede. 

Alt i alt finder jeg egentlig sygdommen interessant og forskningen er, som ved så meget andet, kun ved at skrabe overfladen. Hvad jeg finder mest interessant er sammenhængen mellem bipolar og epilepsi. Det genetiske spiller en stor rolle, så der er en høj sandsynlighed for at nogen i min familie har/har haft en af disse. Der er også en temmelig høj risiko for, at jeg kan videregive en af disse sygdomme, hvis jeg får et biologisk barn. Det er interessant, at de to sygdomme er i så tæt "familie" med hinanden - det var ikke umiddelbart noget, jeg ville have gættet på. 

Anden forskning peger på, at man kan spore sygdommen i hjernescanninger ift. mængde af grå substans, man har i hjernen, hvor der synes at være en sammenhæng mellem bipolar og en mindre eller tyndere mængde af grå substans i hjernen. Så måske en mindre robust barriere til crazy land? Hvem ved.