17. HVAD SÅ NU?

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers lige skulle kalde dette indlæg. Jeg skal udskrives på mandag d. 9 (skriver dette torsdag d. 5), og jeg ser så meget frem til det. 
Jeg mener at have skrevet før, at jeg har hentet min bil, så jeg kan køre frem og tilbage mellem sygehuset og min lejlighed. Det har været sådan en lettelse, da dagene her på sygehuset er lange, ensformige og kedelige. Alligevel har man været betænkelig ved at sætte mig fri, da blandingstilstanden stadig rumsterer. På søndag skal jeg have taget blodprøver for at tjekke om lithium niveauet ligger, som det skal i mit blod. Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke, at det ligger rigtigt nu.. 3. gang er lykkens gang, ikke? 
Første dosis var for lav, anden dosis var for høj, så mon ikke tredje dosis er helt perfekt? "Min" læge, H, har gættet på at blodprøverne søndag vil vise, at niveauet ligger på 0,75, så jeg har bestemt tænkt mig at holde ham op på det. 

Niveauet skal ligge mellem 0,60 og 0,80. Alt under giver ingen effekt og alt over giver mange bivirkninger og risiko for forgiftning. Neat.

Hvad så nu? 
I og med jeg stadig er i en blandingstilstand, har jeg lavet rigtig meget "føle-arbejde", som jeg kalder det, med "min" ergoterapeut. I bund og grund handler det om at skabe bevidsthed omkring sine reaktioner på forskellige ting. Jeg kunne brække mig, men eksempelvis er det vigtigt, at blive bevidst om, hvornår man bliver "fyldt" eller overstimuleret - hvor ligger grænsen? 
Hvis jeg ikke er bevidst om det i løbet af dagen, betaler jeg for det sidst på dagen. 
I forgårs (tror jeg), havde jeg haft en god dag i et, måske, lidt højt tempo, hvilket resulterede i at jeg havde en mindre sammensmeltning, der gjorde mig rasende. Under normale omstændigheder, var det nok nærmere noget, der ville have irriteret mig, eller givet mig en lille mavepuster og så ville det være det. 
I går kørte jeg i endnu højere gear. Hertil skal det lige siges at højt gear for mig på nuværende tidspunkt, betyder, at jeg har lavet mere end ganske få ting. Jeg har kørt bil, været i bilvask, spist frokost med mine forældre, hængt ud i lejligheden og snakket i telefon, gået to ture og hørt musik.
Klip til at jeg om aftenen kører ud ad en usund tangent, hvor jeg til sidst pacede frem og tilbage på værelset og prøvede at tænke mig ud af mit tankemylder. Flot. 

Det er ENORMT frustrerende at være blevet så "skrøbelig" og sensitiv. Men jeg blev mindet om af personale, at det er midlertidigt. Jeg skal ikke have det sådan her for evigt. Det er blot i en periode indtil blandingstilstanden lægger sig. Derudover er det for de fleste patienter overvældende at blive udskrevet, og jeg kan vel godt se, hvad der menes med det. 

Man går fra at alting bliver ordnet for en. Man skal ikke forholde sig til noget. Hverken madlavning, rengøring, tid eller sted. Pludselig skal man tilbage til at være.... voksen. 
Handle ind, lave mad, gøre rent, lave aftaler, huske medicin. 
Plus når man har været på sygehuset i et par uger, bliver sanserne påvirket af den sparsomme stimuli, der er. De første par gange, jeg fik lov til at køre med familie/venner til Holstebro og gøre/hente/ordne noget, sov jeg i bilen på vej tilbage. 
Det er som et barn, man har haft med i BonBon-Land, hvor de har kørt i top gear hele dagen. De crasher i bilen på vej hjem. Det er så mig nu. 26 år gammel med "stimuligrænse" som en 3-årig.
Forskellen er at jeg kan blive træt, som et barn, jeg kan blive sendt til "vreden", "lykken" eller "tristheden". Og jeg er ikke just interesseret i at rumstere rundt i de følelser mere. 

Men! Jo bedre jeg kan mestre dette, jo langsommere jeg kan skrue op, jo mere forsigtig jeg kan være, jo hurtigere vil det gå med at komme ovenpå igen. Det er bare topfrustrerende, når man føler sig klar til at "komme i gang" med et eller andet. Faktum er, at jeg ikke kan kapere det lige pt. 

Så min plan er at lave et slags skema, så jeg kan "tracke", hvad jeg laver og hvor grænsen er. Laver jeg en dag to ting uden at mærke negative effekter heraf, vil jeg prøve med tre ting dagen efter og så videre. 
Jeg starter virkelig fra bunden af, mh? 

(Da jeg kom tilbage til sygehuset i går, annoncerede jeg min tilbagekomst til det personale, der åbnede døren ved at sige "Så er vi tilbage!" og jeg fik absolut ingen respons, hvilket enten siger noget om min levering af "joken" eller noget om hvor meget crazy de hører og derved sorterer fra)