16. UDSKRIVELSEN

 Hurra, hurra, hurra, frihed. Nu nærmer det sig for alvor. Det bliver enten fredag d. 6 eller mandag d. 9! I og med det er så tæt på, har jeg fået lov til at få en del mere udgang. I dag har jeg været hjemme for at hente min bil, så jeg de følgende dage kan suse lidt frem og tilbage mellem min lejlighed og stue 26. Det er en kæmpe lettelse, da jeg virkelig var begyndt at blive skør af at være her. Kedsomheden, ensomheden, ligegyldigheden. Men lægen er enig med mig i, at det er et godt tegn. Det er et tegn på, jeg er ved at være klar til flere udfordringer, mere indhold i livet. 
I dag har jeg bare nydt at køre bil igen - høj musik og "skønsang" hele vejen fra Holstebro til Gødstrup - så det er godt, jeg var alene! I morgen vil jeg bringe lidt ting og sager, jeg ikke får brug for mere, tilbage til lejligheden. Det føltes helt mærkeligt at holde ind på en tank og stå der og tanke bilen, helt normal, lige som alle andre. Jeg ved godt, jeg stadig bare er et helt normalt menneske, men efter et par uger herinde, forekommer alle normale aktiviteter mig virkelig fjerne. Derfor kan jeg slet ikke vente med at komme afsted igen. En lejlighed, der ikke lugter af hospital. En håndvask, der ikke starter af sig selv, når man nærmer sig den. Håndklæder, der ikke har en svag lugt af eddikesyre. Måltider på selvvalgte tidspunkter af selvvalgt mad. Et vindue, der ikke peger ud mod en hær af personaler der møder på- og går hjem fra arbejde. Intet armbånd med CPR nummer og "adresse". Åh der er mange ting, der gør, at jeg virkelig er ved at føle mig klar. 

Selvfølgelig er der også mange ting, jeg er betænkelig ved. Det er tvivlsomt hvorvidt, jeg er fuldstændig "stabil" endnu. Selvfølgelig er jeg bekymret for, om jeg vil komme hjem og kort tid efter ryge enten op eller ned. Der er aldrig højere risiko for at ramme en mani eller svær depression end lige efter blandingstilstand. Flere personaler, og lægen, har nævnt det, så jeg er naturligvis nervøs. Jeg føler ikke, jeg har særlig meget kontrol over nogen af delene. Er man nogensinde i stand til at tøjle sådanne to forcer? Højst sandsynligt ikke. Men optakten til begge dele kan man lære at kende og dermed lære at mestre - det forholder sig bare således, at en blandingstilstand konstant præsenterer begge dele. 

Men jeg er dog gået fra at svinge flere gange om dagen, til at have stabilt humør på dagen. Det er fremskridt, selvom jeg stadig føler mig som en tikkende bombe. 

Medicinen er netop i går blevet sat ned. Jeg har, siden min dosis blev fordoblet fra 12mmol/L til 24, følt mig temmelig syg. Jeg har haft hovedpine, mavepine, svimmelhed, kvalme og synsforstyrrelser. Jeg har sågar sagt til personalet, at jeg føler, jeg langsomt bliver forgiftet. Jeg kender systemet og tænkte til sidst, at jeg bliver nødt til at "true" lidt for at få nogle resultater. 
Derfor ente hele den eskapade med, at jeg fastslog, at hvis ikke de tog blodprøver og fik en læge til at tjekke op på det, ville jeg stoppe med at spise. 
Grunden til det er, at hvis en patient ikke spiser, må de ikke tvinge piller i dem. Woopsie doo. 
Blodprøven viste, præcis som jeg havde forventet, at mit lithium niveau var for højt. Told. you. so. Jeg kender min krop. Der er blevet taget opfølgende blodprøver, og det har heldigvis ikke nået at skade eller påvirke noget permanent. 
Nu er jeg nede på 18mmol/L, og jeg har det allerede markant bedre i dag. 
Der er bestilt blodprøver til på søndag (jeg skriver dette tirsdag), så der må gerne krydses fingre for, at det ligger helt perfekt i blodet. I så fald, har medicinen gjort sit og resten af arbejdet er op til mig. - selvfølgelig i samarbejde med det ambulatorie, jeg er blevet henvist til i Viborg. 

Og så begynder det hårde arbejde for alvor. At jonglere det at skulle "ud", med at være på sygedagpenge, opstarte forløb og behandling i et ambulatorie og få et liv igen. Være social. Komme på arbejdsmarkedet igen. Konstant være opmærksom på, om jeg mon er på vej op eller ned. Det er næsten som om, der har været trykket pause på livet, og nu sidder jeg med en følelse af, at der er en masse, der skal indhentes. 

Heldigvis har jeg arbejdet intensivt på mange af disse aspekter med personalet - især en ergoterapeut, L, der virkelig fortjener et skulderklap for sin tålmodighed. Nu skal alle mine nye skills snart ud og prøves af.. Bipolar på psykiatrisk afdeling VS. bipolar i den virkelig verden.