22. BRAIN DRAIN TRAIN

Jeg har gjort noget, jeg har lovet mig selv og temmelig mange fagfolk, at jeg ikke ville gøre. Jeg har justeret i min medicin selv. Mere end noget andet er fagfolket bekymrede for, om man pludselig stopper sin medicinske behandling, og det har jeg absolut ikke tænkt mig. Er jeg en rod? En værre en? Måske. Men hvor fanden skal jeg henvende mig? Jeg er SÅ plaget af bivirkninger, præcis som jeg var sidst niveauet var for højt, men jeg kan ikke opspore en sjæl i sundhedsvæsnet, der gider bekymre sig om det i bare 10 sekunder. Jeg er ingens patient. 

Jeg har været plaget af svimmelhed, koncentrationsbesvær, synsforstyrrelser, rysten, ufrivillige bevægelser og tryk i hovedet/hjernen. Jeg har haft dage, hvor jeg kun lige knap og nap har kunne holde det ud, når jeg sidder helt stille og ikke laver noget. What a life. 
Man behøver ikke være læge for at regne ud, at det ikke er acceptable bivirkninger. 
Og nej man må under INGEN omstændigheder selv justere i sin medicin, men HVOR er den person, der vil hjælpe? Jeg vil da hellere end gerne snakke med en læge, få foretaget blodprøver, modtage faglig vurdering MEN HVOR? Hvem?

Så jeg har pr 29 maj sat min dosis ned til 21mmol/L i stedet for 24. Det svarer til 3,5 tabeletter. Og jeg er virkelig ligeglad med, hvad det vil få af reaktioner i form af løftede øjenbryn og hævede pegefingre. De kan tage den pegefinger og stikke den et sted hen, hvor solen ikke skinner. Hvis ingen vil hjælpe dig, må du hjælpe dig selv. Jeg NÆGTER simpelthen at blive endnu et tal i endnu en statistik over patienter, der har fået følgesygdomme på grund af lithium forgiftning. Der har været nok "i vejen" med mig nu. Slut. Stop. 

Hvis du har læst opslaget før dette, husker du måske, at jeg fik mig løjet til en blodprøve hos egen læge. Efterfølgende var det en vagtlæge, der kontaktede en læge i Gødstrup med henblik på at få nogen til at sige god for at sætte medicinen op. Siden da har jeg fået en mail fra egen læge - fra den sygeplejerske der foretog blodprøven. Ganske kort skrev hun, at hun kunne se, at jeg selv havde reageret på det lave niveau via vagtlæge og fremadrettet skulle jeg kontakte psykiatrien mht. blodprøver og lign. 

Hvem er psykiatrien? Er der en eller anden hotline, ingen har fortalt mig om? I så fald må jeg bede om deres nummer, for jeg kan ikke opspore nogen i psykiatrien, der vil hjælpe. 
Jeg skrev derfor en mail til min læge og beskrev min situation. Hvor skal jeg henvende mig, hvis ikke hos jer? Nu er medicinen sat op og så kræves der en blodprøve en uge efter. 
Min læge, S, satte i gang med, hvad jeg nu kan se(i min sundhedsjournal), er et større projekt. Hun har ringet rundt i psykiatrien for at finde nogen, der vil tage sig af dette. Hun skrev tilbage til mig, at hun havde lavet en aftale med dem om at de ville ringe til mig i den kommende uge. 
Den uge er nu gået. Vi er påbegyndt en ny uge, og ingen har ringet til mig. Men det vidste jeg godt, de ikke ville. Jeg er slet ikke overrasket. 

Jeg holder naturligvis selv øje med resultatet på sundhed og i den forbindelse, så jeg et nyt notat fra d. 25 maj. Det er skrevet til en behandler, A, som jeg ikke kender, så jeg gætter på hun er fra ambulatoriet, og den læge jeg havde på afdelingen, H. Det er fra en sygeplejerske fra en hel anden afdelingen, som jeg kan se, er den person min læge, S, har fået fat på. 
Beskeden er temmelig passiv aggressiv, og jeg elsker det - hun er nemlig på min side. Hun påpeger, at det ikke er til at komme i kontakt og oprette samarbejde med A, så hun håber at læge H, vil følge op på dette. Det er tydeligt, at hende der har skrevet dette er misfornøjet med at jeg, patienten, selv skal følge op på blodprøver og ingen steder har at henvende mig. THANK YOU.
Det er nemlig ikke okay at lade patienten eller privatpraktiserende læger stå med ansvaret for behandling og medicinering i psykiatrien.   

Derfor ringede jeg i dag (30 maj) til egen læge igen, for at høre hvad søren jeg så skulle gøre. Der er gået 9 dage siden dosis blev sat op, og jeg har stadig ikke fået en blodprøve. Heldigvis behøver jeg ikke længere lyve, og jeg bilder mig ind, at de nu i den grad er på min side i forhold til dette menageri. De knurrede lidt over, at jeg stadig intet har hørt fra psykiatrien.

De har ikke kun taget lithium værdi men også væske tal og lign. 
På vej ud opsøgte sygeplejersken, jeg havde talt med i telefonen fra morgenen af, mig. Hun vil informere min læge, S, om at psykiatrien ikke har reageret og sagde; "Hvis der bliver noget med blodprøver eller noget som helst fremadrettet, så kommer du bare herud." 
Wow.
Det er den samme sygeplejerske, der skrev til mig, at jeg skulle henvende mig til psykiatrien fremadrettet.. Det lader til de deler min frustration og påtager sig en opgave, der ikke er deres for at hjælpe mig. 

Resultatet? Selvfølgelig for højt igen. Jeg har kun nået at være på 21mmol/L et enkelt døgn og eftersom det er depot medicin, kan det dårligt have rykket sig endnu. Niveauet lå på 0,89 (Max er 0,80).

Så jeg er godt tilfreds med min halvkriminelle beslutning med at sætte dosis ned. Det har allerede hjulpet lidt på bivirkningerne, så jeg forventer de flader ud over den kommende tid. 
Åh dette indlæg er nok kedeligt at læse - sikke mange tal og navne (eller rettere: forbogstaver). Hvis det er forvirrende og svært at læse, giver det måske et indblik i hvor forvirrende og svært, det er at være patient i sådan et system her.

Nu starter jeg heldigvis snart i ambulatoriet, og så skulle der helst ikke være så meget mere bøvl med alle disse administrative, bureaukratiske elementer. Jeg glæder mig.