20. MEDICIN

En af min fars kolleger, en læge, pointerede noget åbenlyst for mig, jeg blev nødt til at få ned på papir. Bedst som jeg italesatte min frustration og undren over hvor meget mere hårdt det er at kæmpe imod depression end mani, sagde hun; "Men hvad er sværest, at gå op eller ned ad en meget stejl bakke?" 
Pludselig giver det så meget mening. På vej ned skal man blot sørge for ikke at snuble eller få for meget fart på. På vej op skal hele kroppen på overarbejde. Det er en perfekt metafor for den indre kamp der foregår i en blandingstilstand. Sagen er bare den at det er umådeligt svært at finde et sted, på denne stejle bakke, hvor man kan stå og blive. Hvis man står stille for længe, falder man ned. Hvis man fortsætter opad får man højdesyge og bliver sindssyg..

Udover generel frustration over den konstante kamp mod mani og depression, aftale med sagsbehandler ang. sygedagpenge, påtrængende tanker om fremtiden og økonomi, lange udsigter (i dette regi) til jeg skal til ambulatoriet, fylder medicinen en del for mig i disse dage. Hvis du har læst nogle af de tidligere opslag, kan du måske huske, at lithium niveauet skal ligge mellem 0,60 og 0,80 i blodet. Nu kommer der en del tal.. 

Da jeg var på 12mmol/l lå niveauet på 0,36
- Altså ingen effekt. Heldigvis har jeg været god til at skrive ned og de bivirkninger jeg havde på det tidspunkt var: blå negle, ekstrem træthed, hoved- og mavepiner der kommer og går, rysten på hænderne on/off. Varme i ansigtet (Aner ikke om det stammer fra medicinen)

Da jeg blev sat op på 24 lå niveauet på 0,87
- Her lå niveauet for højt og jeg var ikke et sekund i tvivl om det. Jeg følte mig meget syg bl.a. med mavepine, hovedpine, rysten, synsforstyrrelser, feberfølelse, kvalme, opkast, uvirkelighedsfornemmelser (meget scary)

Da jeg blev sat på 18 lå niveauet på 0,67 
- Mine bivirkninger forsvandt henover den næste uges tid, og jeg var så lettet over dette. 

MEN

Jeg er bekymret for hvorvidt niveauet er stagneret på 0,67. En blodprøve er et øjebliksbillede og de efterfølgende dage kan det sagtens være faldet yderligere. Det undrer mig at næste blodprøve først er om 3 måneder. Jeg er ikke bekymret for, om det ligger for højt, for det vil jeg utvivlsomt kunne mærke - selvom næsten intet af personalet troede mig, indtil jeg blev insisterende og træls...
Jeg bilder mig ind at såvel som jeg kunne mærke, da niveauet lå for højt, kan jeg nu mærke, at det ligger for lavt. 

Baseret på: De samme bivirkninger som jeg havde i starten, er vendt tilbage. Netop i går og i dag har jeg bemærket mine negle er blålige. Rysten på hænder er vendt tilbage, og den umættelige træthed er vendt tilbage. Jeg bliver nogle gange så træt, at det eneste jeg føler, jeg kan, er at ligge ned. Selv det at rejse sig for at gå på toilet er uoverkommeligt - ikke på grund af depression men simpelthen på grund af ekstrem træthed. Jeg havde dage på sygehuset, hvor jeg ikke lavede andet end at ligge i min seng og kigge op i loftet. Det lyder deprimerende og katatonisk, men jeg var simpelthen for træt, til at gøre noget som helst andet, og jeg var ikke deprimeret, og jeg kedede mig ikke. Nogle gange formåede jeg at sætte mig i vinduskarmen og stirre ud på det sparsomme planteliv, der var langs bygningen. 

Da jeg genlæste nogle af disse beretninger, var jeg lidt chokeret. Jeg kan genkende dette fra lige nu. Hvad hvis niveauet ligger for lavt? Hvad hvis det er derfor, jeg har haft et par dårlige dage, hvor depressionen har domineret? 

Jeg kan enten vente, til jeg skal på ambulatoriet den 8. juni (I dag er d. 16 maj) eller jeg kan ringe til egen læge og bede om at få foretaget blodprøver. Men gæt en gang hvad.. Jeg er for træt. 
Til gengæld vil jeg enormt gerne se, om jeg har ret i min påstand om at det ligger for lavt nu. I så fald er jeg i ekstremt god kontakt med min krop, og skarpere end jeg lige selv havde forudset - og dette kommer fra en hjerne, der en gang har troet, at den kunne gå på vandet, hvis den bare øvede sig nok..

Til noget mere positivt; med fra sygehuset fik jeg recepter på PN; beroligende, stesolid og sovepiller. Klap på skulderen til Sofie, der ikke har taget en eneste stesolid eller sovepille efter min hjemkomst. Jeg har taget en beroligende i ny og næ for at kunne falde til ro om aftenen, når den maniske hjerne har haft 40.000 ideer til aktiviteter der overgår søvn. 

Jeg fik de mærkeligste bivirkninger af sovepillerne, fordi jeg ikke faldt i søvn på dem, tror jeg. Så jeg har slet ikke haft lyst til at tage dem - dog er det rart at have just in case. Engang kørte jeg fra sygehuset mod Holstebro, og bedst som jeg ramte motorvejen, god musik i højtaleren, skuldrene faldt ned på plads og jeg lænede mig godt tilbage i sædet. Pludselig gispede jeg med tanken: "Fuck! Jeg har sgu da taget den forkerte bil! Det her er ikke min bil!" 
What in tarnation! Hvordan skulle det overhovedet være muligt? Samme dag, da jeg kørte tilbage mod sygehuset fik jeg en lignende tanke: "Fuck, jeg skulle have være drejet af! Nu kører jeg ud over verdens ende!" 

Ja.. nej.. så ikke flere sovepiller til Sofie. 

Det går dog bedre med at sove, så den ekstreme træthed bidrager da til et eller andet.