21. BLODKONTRAKT
Blandt mange andre ting har min mor altid sagt: "Der er altid noget, man er god til. Det handler bare om at finde ud af, hvad det er." Jeg har fundet ud af, hvad det er. Jeg er unormalt dygtig til at mærke mit blod. Hvis du har læst opslaget før dette, nr. 20, ved du, at jeg har været meget skeptisk mht. om lithium niveauet ligger, som det skal, i mit blod. Plasma and what not.
Hvad der er udfordrende her er, der er ingen i systemet, der går bare halvt så meget op i det, som jeg gør. For hvor ligger ansvaret?
De sidste par dage er mit humør og energi niveau dykket voldsomt. Den hæslige spindoktor er trådt i karakter, og jeg har ikke noget at stå imod med. Jeg har haft tanken, og følelsen af, at min hjerne ikke får den "hjælp", den skal have. Derudover, som forklaret tidligere, er mine bivirkninger fra medicinen ændret og blevet noget nær de bivirkninger, jeg havde i starten af behandlingen.
Jeg blev udskrevet den 9. maj og skal først starte i ambulatoriet den 8. juni. Når man ringer til egen læge, er det ikke deres bord, men hellere ambulatoriet. Når man ringer til ambulatoriet, er det ikke deres bord, men hellere afdelingen. Når man ringer til afdelingen, er det ikke deres bord, men hellere egen læge.
Sådan kan man gå i cirkler, da ingen mener, det er deres ansvar. SÅ. Til sidst ringede jeg til lægen og fyrrede en lille hvid løgn af om at sygehuset ville have, at jeg skulle have foretaget blodprøver en uges tid efter udskrivelsen. Det var nær gået galt, da sygeplejersken, jeg fik fat i, ledte efter dette "notat" i journalen... "Nååh, ja, det er nok bare noget, de har leveret mundtligt til mig, fordi de ved, jeg er i stand til at huske og varetage denne opgave med at bestille blodprøver."
Jeg er ikke stolt af, at skulle lyve men jeg havde sådan brug for at få be- eller afkræftet hvordan niveauet ligger, og hun var netop begyndt at snakke om, at det jo er ambulatoriet.
SOMEBODY STAB ME AND TAKE MY BLOOD ALREADY
Det er så svært ikke at sige.. JEG SAGDE DET JO..
Det næste svære skridt er at finde nogen, der vil gøre noget ved dette.. En lille del af mig føler, at man fra sundhedsvæsenets side ville reagere hurtigere og mere effektivt, hvis jeg var ved at blive manisk. Jeg har en følelse af, at depressioner kan vente. Det slidende, forfærdelige og drænende ved det er, at depression er selvforstærkende. Desuden påvirker og "skader" det hjernen mere, jo længere tid det forbliver således - præcis som en mani.
Jeg er landet et beklageligt sted mellem udskrivning og opstart på ambulatorie. Privat praktiserende læger piller helst ikke ved den slags, da psykiatri ikke er deres ekspertise, og jeg bebrejder dem egentlig ikke - men hvor hulan skal man henvende sig? Hvem vil gribe bolden og hjælpe? Jeg var klar til bare selv at sætte medicinen op, da det forekommer mig næsten umuligt at opspore en fagperson, der bare går 10 % lige så meget op i dette, som jeg gør. Og det er ikke blot min holdning. Mine forældre deler denne holdning, og var begge begyndt at tale om, at så måtte jeg selv sætte medicinen op. Dette pointerer jeg for at vise, at også de, der ikke er syge, finder dette system drænende og uhjælpsomt til tider.
Det endte med at jeg tog til vagtlægen. Jeg havde ingen tro på, at dette ville hjælpe. Hvorfor skulle en fremmed læge begynde at skubbe og rode med dette? Men min mor opholdte optimismen for os begge. Og jeg tog fejl. Lægen var fluks effektiv og greb knoglen til Gødstrup, efter jeg havde fortalt om min situation. Lægen hun fik fat på, var hurtig til at sige, at jeg skulle sætte medicinen op.
Så er den ged barberet.
Nu skal jeg være taknemmelig og glad, positivt overrasket over, at der var en, der ville handle og gøre noget. Og det er jeg. Et eller andet sted indeni. Men mere end noget andet, er jeg udmattet over selv at skulle sørge for blodprøver, følge op på dem, og hive fat i Gud og hver mand for at få en eller anden læge til at sige god for, at jeg har ret i, at der skal justeres i medicinen. Hvad i alverden foregår der med patienter, der ikke har overskud til dette? De der har det meget værre, eller ikke ved at man selv kan/bør/skal stå i spidsen for sit eget helbred? De der ikke har et netværk, der skubber på, når man selv går tør for energi? Det gør mig SÅ uendeligt ked af det at tænke på.
Alt der ikke handler om suicidal truede, psykotiske eller maniske patienter kan vente. Men sagen er den med bipolar; hvis ikke man handler i optakten, så ender man der. Og jeg er lidt færdig med at tage et politisk perspektiv; de er underbemandede, ramt af sygemelding, de kan ikke gøre det bedre, de er blot mennesker, der er ikke nok personale. Jeg er færdig med at finde undskyldninger på vegne af andre. Jeg bliver nødt til at handle på, hvordan det påvirker mig.
Lige nu forsøger jeg at modarbejde min naturlige, om end lidt barnlige og ufornuftige, reaktion som er at sige: "Nå, jamen så fuck jer, jeg kan klare mig selv."
Jeg VED godt, det ikke er smart, fornuftigt, godt på længere sigt. Men jeg er færdig med at skulle tigge, lyve og falde på knæ for at nogen gider se mig og hjælpe mig. Jeg kunne lige så vel være blevet manisk, nu hvor medicinen ikke har funktion, og så skulle man se sundhedsvæsenet reagere. Puha nej, det går ikke at folk er for glade. Men hvis folk er for kede af det... Det kan vente til mandag, ring til egen læge, nej ring til dem der, nej du er afsluttet her, nej du er ikke patient her endnu.
Men jeg var heldig at møde en vagtlæge, der sympatiserede med den uheldige situation, jeg står i, så nu må der gerne krydses fingre for, at medicinen løfter mit sølle jeg. Og jeg har naturligvis planlagt at få foretaget en ny blodprøve hos egen læge om en lille uges tid, som MAN SKAL, når man justerer i dosis af lithium, SÅ MAN IKKE DØR AF FORGIFTNING.
Cheers <3
Kommentarer
Send en kommentar