18. DOBBY IS FREE

 Yes, jeg er blevet udskrevet. Jeg er fri. Jeg er glad. Det har været en nødvendighed, og nu er det heldigvis ikke mere. Jeg krydser SÅ meget fingre for, at jeg ALDRIG mere får behov for en indlæggelse. Det er hårdt og udmattende arbejde, plus så meget andet, jeg kunne sige om en sådan afdeling, men vigtigere end noget andet; jeg skal nok sørge for, at det ikke bliver nødvendigt igen - i det omfang jeg selv kan styre. Om ikke andet, er det virkelig en god motivation, til at arbejde seriøst med sig selv.  
Skulle jeg gå hen og blive fuldstændig psykotisk manisk, er jeg godt klar over, der nok ikke er nogen vej udenom - men NEJ! Jeg har filme set indersiden af en psykiatrisk afdeling nok til et liv. (Hvis nogen jeg kender, bliver indlagt, skal jeg nok komme på besøg..)

Jeg havde en rigtig fin sidste formiddag på afdelingen, hvor jeg lige fik sagt farvel til et par personaler og båret de sidste ting ud i bilen. Derefter blev jeg vejet og målt (Er hun mon blevet højere under indlæggelsen??) og slutteligt havde jeg udskrivelsessamtalen med "min" læge, H. 
Blodprøverne så fine ud, og han måtte erklære sig enig i min påstand om, at vi fik skruet op for medicinen for hurtigt. Niveauet lå på 0,67 så læge H fik ikke helt ret i sit gæt på 0,75, hvilket jeg selvfølgelig lige stikkede til ham med. Han kan faktisk godt grine lidt!

Dertil fik jeg også en del ros for at være en "velovervejende og velforberedt patient, der stiller gode og relevante spørgsmål." - se så.
Jeg har altid været af den overbevisning, at man skal (hvis man er i stand til det) være herre over sin egen behandling og forløb, og det har krævet, at jeg har sat mig enormt meget ind i hvad bipolar er for en størrelse og hvad planen var med mig. Det har gjort mig i stand til at gennemskue meget af medicineringen og huske, at jeg skulle have en EKG nr. 2, hvilket de tydeligvis havde glemt.. Men vi bliver nødt til regelmæssigt at tjekke, om der er et hjerte derinde.. ellers kommer jeg sgu i tvivl..
Og pudsigt nok tyder alt på at medicineringen har påvirket min EKG, men ikke på en farlig måde.. But my heart is different... <3

Hvad man ikke kan læse sig til på det store internet er dog, hvordan bipolar er for en selv. Arbejdet med at skulle mærke efter, balancere og administrere hvordan krop og sind reagerer på stimuli, input, - alt. 
Det arbejde fortsætter og vil nok fortsætte i lang tid. Jeg er blevet en sensitiv lille fugl, og jeg glæder mig, til jeg er ude af alt det her og igen kan føle mig "normal". Men jeg har oplevet et par gange, at have en reaktion, jeg ikke selv har forstået. Eksempelvis en aften hvor jeg igen pacede frem og tilbage og blev mere og mere trist og frustreret. Her måtte en sygeplejerske gøre mig opmærksom på, at jeg nok var ved at betale for den forgangne dag, hvor jeg har kørt "for højt" og ikke taget hensyn til mig selv.. Disse former for reaktioner har jeg jo læst om mange gange.. Men lige at forstå objektivt hvad der sker, er nogle gange temmelig svært, synes jeg. Thank you sygeplejerske. 

Jeg har lavet en plan eller nærmest et skema for min første uge hjemme. PT er det den maniske hjerne der skubber på, hvorfor det mere end noget andet handler om at skrue ned. Jeg kan mærke, at det hælder den vej ud fra mit humør, mine mange ideer, kreativitet og det faktum at jeg ikke kan sove. Når mørket falder på reagerer min hjerne omvendt af hvad den burde. Jeg bliver vågen, frisk og klar til aktiviteter. Derudover kan PN og sovepiller ikke rigtig få mig til at sove, og så er der bestemt noget, der tyder på, at det er en force så stærk som mani, der er på spil. But I got this. 

De sidste par nætter har jeg været vågen ved alle tilsyn i løbet af natten. Men min første nat i egen seng: Jeg har sovet som en baby.. bedre end en baby.. Jeg har sovet cirka 8 timer uden at være vågen en eneste gang. Det var mærkeligt at vågne til, når jeg den sidste uge ikke rigtig har sovet og bestemt ikke har haft nogen dyb søvn.
Desværre nåede jeg at tænke "Wow, jeg har slet ikke hørt nattevagten i nat!" da jeg vågnede. Jeg kunne sgu ikke lade være med at grine af mig selv, da jeg så, hvor jeg var. 

Indtil nu har jeg hele tiden haft første aftale med ambulatoriet d. 7 juni i Viborg, da Gødstrup ikke havde tid inden for de 30 dage, man er garanteret behandling. I dag har jeg dog fået en besked om, at min tid er blevet lavet om til d. 8 juni i Gødstrup. Så har jeg jo pludselig 40.000 spørgsmål til, hvorfor i alverden det er blevet lavet om. Men det kan være lige meget hvorfor. Desuden er det hurtigere og nemmere at komme til Gødstrup, plus jeg kender (desværre) sygehuset ret godt, så jeg ved, hvor det er og så videre..

I mellemtiden skal jeg selv forsøge at mestre det hele så godt som muligt, og selvfølgelig har jeg kontaktet min søde psykolog. Så er freden forbi! IM BACK! 
Jeg føler, jeg kan mærke balancen meget bedre, end hvad jeg kunne førhen. Der var engang en, der sagde til mig, at det er som at gå på line, og nu forstår jeg det virkelig. Hvis jeg eksempelvis laver for lidt og kommer til at sumpe hen på sofaen og overtænke for mange ting blusser de depressive symptomer frem. Laver jeg derimod for mange aftaler og får for meget stimuli kører det hele opad. 
Det er hårdt arbejde hele tiden at skulle mærke efter - det har jeg nok skrevet før. Men det er det. Jeg glæder mig umenneskeligt til det er ovre, og jeg ikke behøver overveje alle handlinger, samtaler og samvær. 

Men jeg er håbefuld - så længe jeg ikke tænker for langt frem.. En dag af gangen.