27. UTILSIGTEDE HÆNDELSER

Utilsigtede hændelser. Det er en intern joke ganske få vil kende, men jeg har arbejdet ualmindeligt meget med utilsigtede hændelser, og nu vil jeg benævne alle de UTHer, jeg har været udsat for som patient. Både for at tvære lidt i det, for det kan jeg godt lide, og for at belyse hvor potentielt fatalt nedprioriteret psykiatrien er. Det har længe været min intention at belyse dette område, og pludselig er det blevet et "hot topic" i nyhederne, som mange taler om. 

Det er vigtigt for mig at pointere, at der ikke er nogen specifikke personer, jeg har i tankerne med disse punkter. Selvom jeg hadede at være indlagt, er der ganske meget af personalet, jeg kom til at holde af på en eller anden mærkelig måde.

- Mine første dage på afdelingen var jeg endnu ikke medicineret, da man endnu ikke havde stillet en diagnose eller lagt en behandlingsplan. Derfor overraskede det mig temmelig meget, da personale kom ind til mig med medicin kl. 20.00 mine to første aftener. Med sig havde de morfin. Sidst jeg har fået morfin var i 2019 grundet min diskusprolaps. Desuden har jeg haft en afhængighed af morfin. I et lille split sekund overvejede jeg at tage imod pillerne. Så ville jeg da få en sjov aften.. Heldigvis er jeg blevet ældre og mere fornuftig med en større respekt for min krop og mit liv. Derfor afviste jeg naturligvis, og forklarede præcis som her omstændighederne med afhængigheden. Derfor undrede det mig endnu mere, da en aftenvagt aftenen efter ligeledes bankede på kl. 20.00 med et pilleglas med morfin. Anden gang blev jeg lidt små irriteret og bad denne personale sikre sig at dette var sidste gang denne fejl ville forekomme. Da jeg blev indlagt, havde jeg gået min medicinliste igennem med en læge på modtagelsen, hvor jeg ligeledes åbent og ærligt havde fortalt om mit forhold til morfin. Jeg bemærkede, at lægen med kuglepen stregede morfin over på sit papir. Længere kom det nok ikke. 
Dagen efter disse to hændelser havde jeg en samtale med en læge, hvem jeg bad sikre sig at morfinen blev slettet fra min medicinliste.  

- Flere gange er det sket, at et personale har serveret en forkert dosis lithium for mig. Første gang det skete, var det ikke mig, men en helt anden personale der opdagede fejlen idet jeg skulle til at tage imod pillerne. To gange er jeg blevet givet dobbeltdosis. Lithium er ikke helt ufarligt, det har du sikkert opfanget, hvis du har læst nogle af de tidligere opslag eller set nogle af de videoer jeg har lavet, hvor jeg fortæller om niveauet i mit blod. Det er en fejl, der bare ikke må ske. Ind til flere danskere er døde af lithium forgiftning på grund af fejldosering, hvilket jeg havde læst inden jeg påbegyndte min behandling med lithium.  Endnu flere patienter har fået livslange følgesygdomme som følge af fejldosering med lithium. Af netop samme grund har jeg altid enten talt mine piller eller spurgt personalet hvor mange mmol/L de har doseret. Det har måske gjort mig paranoid og en belastende (måske en udstråling af bedrevidenhed), men det har også redet mig fra at sluge en forkert dosis flere gange. 
Der står jeg i mit livs største krise og er nødsaget til at dobbelttjekke de professionelles arbejde. Det er ikke specielt svært at tælle piller, og jeg tror ikke, det er en opgave, der er for stor en mundfuld for de, der arbejder på afdelingen. Nej det er hellere et udtryk for hvor travlt de har. Netop i sådanne tilfælde forekommer menneske fejl, da jeg tvivler på, at de har indtryk af, at de kan sætte sig og give sig god til til at dosere medicin. Det er katastrofalt og synd for både personalet og deres patienter.  

- Tre gange har jeg fået en anden persons medicin. Jeg har heldigvis ikke nået at sluge pillerne. Der har været en patient med samme fornavn på en tilstødende afdelingen, kan jeg regne ud. Første gang kom en personale ind med rigtig, rigtig mange piller kl. 20.00, hvor jeg ikke fik mere end et par Litarex (Lithium). Derfor var det ganske tydeligt for mig, at disse piller ikke var mine. Anden gang kom en personale ind fra morgenen af med piller. Jeg har på intet tidspunkt fået medicin om morgenen, derfor var det nemt og hurtigt at erklære, at disse piller ikke kunne være mine. 
Tredje gang var jeg gået ned i "disken", hvor personalet sidder, når de skriver journal og laver lign. kontor arbejde. Jeg havde svært ved at sove og falde til ro og bad derfor om en Quetiapin (hvis du husker, er det en lille rød pille, der kan bruges til mange ting og i mit tilfælde; som regel til at sove). Personalet forsvandt ud i deres apotek og kom fluks tilbage med et undskyldende udtryk. Hun informerede mig om, at jeg allerede havde fået al den Quetiapin jeg måtte få på een dag. Hun begyndte at remse op, hvad jeg ellers havde af PN, indtil jeg stoppede hende. Jeg havde ingen erindring om, at jeg havde fået PN den dag. Og alle de piller hun nævnte, jeg havde på et tag-selv-bord foran mig, havde jeg aldrig hørt om før. I få sekunder løb det mig koldt ned ad ryggen. Havde jeg virkelig glemt, at jeg havde fået så meget PN allerede? Havde jeg ligeledes glemt alle disse andre piller, jeg kunne bede om? Til sidst faldt femøren, og jeg spurgte personalet, om det var mit efternavn og CPR-nummer, der stod på pillerne. Det var det ikke! De blev temmelig tavse, hvilket jeg udmærket forstår. Dette kan dårlig klassificeres som andet end brud på tavshedspligten. Jeg kommenterede ikke på det, og luntede tilbage til min stue med min Quetiapin, som jeg naturligvis ikke havde fået allerede og glemt. 

På et tidspunkt talte jeg med en personale omkring alt dette. Min puls steg hurtigt, da det viste sig, at hun ikke troede på mig.
"Hvorfra skulle jeg så vide, at der er en anden Sofie på en anden afdelingen?!" Patienterne på denne afdelingen og den jeg var på, har intet med hinanden at gøre og deler ikke nogen fælles områder, så det er simpelthen umuligt for mig at vide noget om de andre patienter på de andre afdelinger. Vi var ligeledes adskilt af dobbelt låste døre.
Det kunne hun naturligvis ikke svare på.. Meget kan man beskylde mig for, men jeg er ikke en løgner. 

- Dengang mit lithium niveau stadig lå for højt, og ingen troede mig nok til at bestille en blodprøve, fik jeg ordineret kvalmestillende. Jep. Løsningen var at lukke munden på mig, angående mine bivirkninger fra piller, med flere piller. Dette i sig selv er latterligt men er ikke fokuspunktet for denne historie.
Engang hvor min far var på besøg, og vi havde planlagt at køre en tur, bad jeg om en kvalmestillende inden afgang. Jeg husker, at jeg i et kort sekund undrede mig over pillens størrelse og form inden den røg ned. Min far og jeg kørte afsted på en hyggelig tur. Da vi gjorde hold et sted og sad og nød udsigten bredte der sig pludselig en behagelig følelse i min krop. Jeg blev afslappet og træt indtil det dæmrede. Denne følelse kunne jeg sagtens kende. Men ikke fra kvalmestillende. Hellere fra stesolid. Pludselig gav det mening for mig, hvorfor pillen så anderledes ud end jeg huskede. I situationen grinede jeg af det. "Så er det derfor jeg stadig har kvalme men pludselig har det så rart!" 
Jeg fortalte dette til personalet, og hun nægtede naturligvis sin fejl. Da jeg senere fik en kvalmestillende (som rent faktisk var kvalmestillende), kiggede jeg ekstra godt efter. Jeg ved, at denne pille ikke var magen til den jeg fik tidligere. Desuden skulle kvalmestillende helst heller ikke give den følelse af behag i kroppen, jeg havde oplevet. Men jeg har intet bevis, og det har personalet heller ikke. 

- Jeg tvivler på hvorvidt nogen fagperson vil klassificere følgende som en decideret fejl. Men fejlen består i umyndiggørelse. Det øjeblik personalet handler uden som minimum at informere patienten. Det skete nemlig, da jeg påbegyndte ECT. Jeg har allerede skrevet om dette i tidligere opslag, men det kommer med igen. En aften fik jeg ikke min medicin kl. 20.00 som vanligt. Personalet kunne ikke svare mig på, hvorfor jeg ikke skulle have det. De kunne udelukkende fortælle mig, at der kun stod en vitaminpille på min medicinliste. Dette i sig selv er pinligt latterligt. Især da man engang valgte at vække mig kl. 20, for at give mig min vitaminpille, selvom jeg var fuldstændig kvæstet efter ECT behandling. Ja, ja. Regler er regler.
Det tog flere dage, før jeg fik opsporet "min" læge. Og jeg mener opsporet. Jeg bad personalet fortælle ham, at jeg havde brug for at tale med ham flere dage i streg, men der skete ingenting. "Det tager bare 10 minutter, jeg har bare lige brug for hurtigt at tale med ham!" 
Til sidst vandrede jeg gangene tynde indtil jeg spottede ham på et kontor. Jeg placerede min hvide popo ude foran døren og ventede.
Det er ikke i orden at seponere medicin uden som minimum at informere patienten. Det er ikke i orden, at der ingen form for udtrapning var. Jeg gik fra 21mmol/L til 0 uden videre. 

Umyndiggørelse, ydmygelse, frustration, afmagt. Verbalt er der meget af personalet der gør meget ud af at skabe en følelse af at "vi er lige". For mange af dem er det et mantra at sige: "Det kunne lige så godt være mig, der var indlagt, og dig der var personale." Til sidst bad jeg dem stoppe dette nonsens. Det er muligt, at det kunne være således, men sådan forholder det sig ikke. Så hvad skal jeg bruge det til?
Deres handlinger taler anderledes. Der er INGEN god undskyldning for ikke at inkludere mig. Tale med mig. Informere mig. Havde jeg nu været under 18, psykotisk, fuldstændig crazy manisk, katatonisk deprimeret eller udadreagerende og farlig overfor personalet, var det en hel anden snak. Men intet af dette gør sig gældende for mig. 
Det var sågar den ENESTE ting jeg bad om ved indlæggelsessamtalen. Da spørger de nemlig; "Hvordan kan vi gøre det lettere for dig at være indlagt her?" 

Jeg havde et eneste svar: "Tal med mig. Inkluder mig." Ork, det kunne de sagtens forstå, og det ville da ikke blive noget problem. 
Jeg var så top frustreret under dette forløb, at jeg havde lyst til at pakke mine ting og gå. Jeg vil ikke finde mig i at blive behandlet sådan. Som mindre værd. Ligegyldig. Som psykisk syg. 

- Jeg har været på ambulatoriet en tur. Jeg vil uddybe dette i et andet opslag. Min behandler, A, spørger  ind til nogle forskellige ting bl.a. bivirkninger. Vi snakker lidt frem og tilbage, indtil hun spørger om jeg ikke også er plaget af pludselig trang til vandladning. Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, og jeg bad hende gentage. "Altså mener du, at jeg pludselig skal tisse helt vildt ud af det blå?" 
Jeg aner ikke, hvor de har det fra, og det er ikke et problem jeg har eller har haft. Det er pure opspind. Så er der måske nogen derude, der tænker for sig selv, at det ikke er så alvorligt, at de har troet dette. Måske ikke men hvad bliver det næste? Disse ting der bliver grebet ud af den blå luft. Det nærmeste jeg kan komme er en almindelig bivirkning ved lithium.  Lithium er et salt, og kan derfor fungere dehydrerende. Derfor vil man naturligvis blive mere tørstig og dermed have oftere vandladning. Men det har ikke noget at gøre med pludselig trang til vandladning. Det er en helt anden form for bivirkning.
KVA-JE-PAND-ER!

- Man har fra kommunens side spurgt efter agtindsigt. Jeg sagde nej og forklarede, at hvis der var noget, de havde brug for at se/læse, kunne de spørge mig, og så skulle jeg nok printe de relevante sider til dem. Lidt overrasket accepterede min sagsbehandler, og jeg troede det var enden på den historie. Jeg tog fejl. Afdelingen har givet agtindsigt til kommunen, da min sagsbehandler har sagt, at jeg har givet tilladelse. Jeg er klar over, at kommunen står med halvdelen af ansvaret MEN. Siden hvornår må man udlevere den slags baseret på nogens ord? Skal de ikke høre det fra mig? Se en underskrift? Min sagsbehandler har ringet til afdelingen - det kunne en hver person da gøre under påskud om at være nogens sagsbehandler.
Jeg er ikke klog på hvordan sådanne sager foregår normalt, men jeg kan ikke tro, at dette er sket på en rigtig/ordentlig måde. Hvorfor irriterer det mig så så meget at kommunen har fået udleveret min epikrise? Fordi den er fuld af fejl:

- Den mest alvorlige fejl er også den, jeg synes, der er mest ydmygende. Et lysende eksempel på hvordan man tolker og tolker på alt der kommer ud af patientens mund. Det handler, om noget alvorligt. Det handler om selvmord. 
Det er naturligvis et emne, der bliver bragt op, når man har med en deprimeret patient at gøre. Jeg har altid været (synes jeg selv) tydelig og klar i mit svar, når de har spurgt, om jeg har/har haft selvmordstanker: Nej. 
Længere er den ikke. Ingen planer. Ingen ideer. Ingen lyst, behov, trang til at begå selvmord. 
Men spørger de derimod "Synes du livet er værd at leve?" er mit svar det samme: "Nej!".
Man behøver ikke være læge for at gennemskue, at livet ikke er meget værd, hvis man er så deprimeret, at man ikke laver andet end at tage piller og sove. Alt lyset er forsvundet fra ens eksistens. Alt der bragte glæde førhen er smuldret til aske og ligegyldighed. Dagene består i at tage lige nøjagtigt det antal piller du kan/må uden at det bliver for mange eller farligt. Den største "glæde" findes i at sove fordi ens eksistens gør fysisk ondt. Krop, sind, sjæl gør ondt. Alt gør ondt. Dem man elsker, bringer ikke glæde. Er det et liv, der er værd at leve? Det er ikke at leve, det er at eksistere, og den eksistens gør ondt. Den eksistens er naturligvis ikke noget værd. Det er tungt. Det er en byrde for en selv og alle andre. 

Selvfølgelig ville du svare nej, det er ikke et liv, der er værd at leve. Jeg ville ikke bebrejde dig, og jeg har aldrig bebrejdet mig selv de tanker. 
I min bog er der oceaner af forskel på tanker om selvmord og et stille sammentykke, der hvisker; nej, dette liv er intet værd. 
Derfor tager man til lægen. Derfor kæmper man en tydeligvis endeløs kamp mod systemet for at få hjælp. Jeg har ikke opsøgt psykiatrien for sjov. Jeg har gjort det for at få det bedre. Det har igennem hele forløbet været mig der har stået i spidsen for mit velbefindende. Naturligvis har jeg haft behov for hjælp. Men jeg har ikke opsøgt hjælp for at slå mig selv ihjel. Jeg har opsøgt hjælp, gang på gang, fordi min eksistens har været urimelig trist. Lyder det som en selvmordstruet person? En person der jagter sin læge rundt, for at få styr på blodprøver, EKG, ECT, medicinering, for at rette på fejl, for at blive hjulpet på rette kurs. Hvis vi absolut skal tolke på ord og handlinger, synes jeg mine ord og handlinger peger mod en person der hele tiden, uanset hvor slidsomt og hårdt det har været, har kæmpet. Selv når det var lettest at give op. Jeg har aldrig givet op. Mine pårørende har aldrig givet op. Så denne påstand vil jeg ikke have på mig.

Denne forklaring har jeg udtrykt til mindste detalje hver gang nogen har spurgt mig. Jeg har altid været enormt tydelig omkring hvilken forskel, jeg ser på disse to elementer. Alligevel står der i min journal og i min epikrise (som for øvrigt også er sendt til mit lægehus), at jeg blev indlagt på grund af selvmordstanker. Jeg kunne simpelthen eksplodere. Jeg har lyst til at råbe og skrige ind i hovedet på nogen. Er det virkelig så svært at fatte forskellen? Er det så svært at forstå, at jeg har syntes mit liv var værdiløst uden, at jeg havde planer eller tanker om at tage mit eget liv? Forstår du forskellen?
De tolker. 
Og jeg synes de tolker dårligt. 
Ville en person, der havde planer om at tage sit eget liv søge hjælp gang på gang? Ville man orke tage kampen op med alle de ting der går galt? Alle de ting de fejltolker. Det tror jeg næppe. Jeg har kæmpet med næb og kløer, og jeg har nået mit bristepunkt. 

Af samme årsag er jeg pinligt bevidst om, at mit lithium niveau ligger for lavt (0,34 - skal mindst ligge på 0,60). Men ved du hvad? Jeg er bedøvende ligeglad. Jeg har det godt, og jeg orker ikke kæmpe mere med systemet, for der er ikke en sjæl, der går bare halvt eller kvart så meget op i det, som jeg plejede at gøre. Det gør jeg ikke mere. Jeg har det ikke i mig mere.