26. UPDATE

Jeg må erkende, at mit fokus har lagt andetsteds på det sidste, og derfor har jeg ikke fået skrevet særlig meget. Jeg arbejder dog pt på et skriv, der tager lang tid at komme igennem. Jeg har for nyligt læst et par af de tidligere opslag fra den første indlæggelse, og det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg indså hvor relevant min kritik af psykiatrien pludselig er blevet. Nu er det på alles læber.. Men det skal det ikke handle om, det var blot en tanke, jeg ville dele. Men

Jeg synes, det er på tide med en opdatering især nu, hvor jeg har lidt godt nyt. Jeg skriver d. 12/7. I morgen har jeg min anden sidste behandling med ECT. I faglig omtale hedder det sig, at jeg har fået fire akutte ECT behandlinger og er blevet ordineret tre udtrapnings behandlinger, der foregår ambulant. Udtrapnings behandlinger får man for at forebygge et pludseligt tilbagefald.. Om så ikke blot tilbagefaldet kommer efter udtrapnings behandlingerne forstår jeg mig ikke på. Der er så meget, jeg ikke forstår. Jeg vil så gerne udtrykke, hvor ufatteligt meget bedre jeg har det nu, i forhold til sidst jeg blev udskrevet. Jeg har netop selv genlæst nogle af de opslag, og jeg skriver godt nok, at jeg er glad, men det kan ikke sammenlignes med nu. Jeg føler mig rolig, stabil, som mig selv. Meget mere robust. 
ECT behandlingerne er det absolut bedste der er sket for mig siden al dette sygdomshalløj satte i gang. Det har overgået alle mine forventninger. Det føles som om nogen har slået med en tryllestav. 

Jeg er stadig ikke tryg i situationen. Forestil dig du ligger på en hospitalsseng, hvor der står 5-6 mennesker hele vejen rundt om dig. De sætter dingenoter på din brystkasse til EKG, lægger venflon, lægger en maske over dit hoved som du skal trække vejret i. Det er klaustrofobisk og væmmeligt. Jeg har fundet en strategi i at få øjenkontakt med een og holde fokus på vedkommende under hele forløbet. Det er som regel hende med iltmasken, der står ind over mit hoved, eller hende der står til højre for mig og holder min hånd. Jeg er ikke bleg for at række min kolde hånd ud, når showet begynder. Når min mor er med, står hun ved mine fødder og klemmer dem - det hjælper også. Der skal også tre dingenoter i hovedet, men dem får de ikke lov til at sætte på mig før jeg sover. Det er de også okay med. Jeg kan simpelthen ikke klare det. Så bliver det lige lidt for ECT agtigt. Ledninger og dingenoter alle vegne. 

Jeg har, som det fremgår af teksten, fået lidt særpræget tilladelse til at have pårørende med inde, når jeg bliver lagt i narkose. Dette for at skabe større tryghed, da det stadig fremgår af journalen, at det ikke går godt med at vække mig - så pårørende får lov til at være med for at skabe større tryghed. De må naturligvis ikke være i rummet, når der bliver sat strøm til mig. De har ligeledes lov til at være til stede ved opvågningen, så de er det første jeg ser, da flere af mine opvågninger har været mindre heldige. Jeg får fortalt, at jeg enten bliver vred og udadreagerende, eller bange og chokeret. Jeg kan intet af det huske, så mig generer det egentlig ikke.. Men de synes det er så synd for mig, hvilket jeg synes er meget sødt. 

I opvågningen ligger jeg således lidt for mig selv, så mine forældre kan være ved min side uden at genere andre patienter.

Da jeg fik min første ambulante behandling, kom jeg ind til en kort samtale med en sygeplejerske - nogle standard spørgsmål eksempelvis om jeg arbejder med svin.. Derudover spurgte hun hvordan jeg har haft det efter mine behandlinger. Egentlig fint udover en dræbende, smertelig, migrænelignende hovedpine resten af dagen. Jeg troede, det bare var en ting, men hun sagde at et par panodil før behandlingen hjælper mange. Skisme om ikke jeg vågnede sidste gang uden den mindste smule hovedpine.. Hvilket er mig et mysterium, da det ikke har hjulpet at tage panodil efter de forgangne behandlinger. 

Derudover har jeg fået en arbejdspraktik på Skovvang, hvilket er et sted der blandt andet tilbyder hjælp til misbrugere. Jeg starter i uge 29 på blot seks timer i ugen, og jeg er spændt på at komme i gang. Derudover har jeg søgt uddannelse med opstart til september, hvilket jeg får svar på d. 28/7. 

Der er noget, der tyder på, at livet langt om længe kan begynde at dreje sig om andet end bipolar. 

- og nåh jo så har jeg min første rigtige tid på ambulatoriet fredag d. 15. Jeg er meget spændt på, hvad der skal foregå, og hvad jeg egentlig skal dernede.. Så lidt handler det om bipolar alligevel ;-)