28. AMBULATORIE 2,0

Nu har jeg været "rigtigt" på ambulatoriet. Første gang var som sagt en slags optagelsesprøve, da man ikke nødvendigvis kan få lov til at være tilknyttet ambulatoriet, bare fordi man er blevet henvist. Dette undrede mig en del, men min behandler, A, fik alligevel afsløret at hun endnu ikke havde oplevet, at nogen med bipolar ikke blev tilknyttet. 

A er psykolog, og er den behandler, jeg er tilknyttet på ambulatoriet. Hun har meget at skulle leve op til, da den psykolog jeg så privat, har temmelig høj status hos mig. Men jeg har valgt at gå all in og fokusere min energi på ambulatoriet, da det trods alt skulle være deres speciale sådan noget bipolar halløj. 

Vi talte om løst og fast. Lidt om ECT og hvor fantastisk effektivt det har været. Hun var meget interesseret i præcis hvilken forskel, jeg mærker. Umiddelbart tænkte jeg; se på mig! Men mit svar var noget i retningen af; mere energi, føler mere glæde, føler mig mere lattermild, positiv, har gå på mod, knuden i maven er væk. Dertil spurgte jeg ind til, hvad jeg kunne stille op i fremtiden, skulle det depressive trænge sig på igen. Dertil lød svaret, at jeg altid ville kunne kontakte ambulatoriet, og så ville de helt sikkert kunne hjælpe mig til at få en behandling hist og her - især baseret på at jeg har haft så god effekt af det. Ydermere pointerede hun, at jeg skulle huske at kontakte dem i optakten. Det var egentlig rart at høre, at det ikke behøver at stå på, til det er knusende alvorligt, før man tager kontakt. Men min skepsis hvisker dog til mig, at jeg skal se det ske, før jeg tror det. Forhåbentlig bliver det aldrig nødvendigt, men det er rart at have i baghånden. 

Vi talte lidt om bivirkninger, og som uddybet i det foregående opslag, nr. 27, fik jeg korrigeret lidt på de famøse vandladningsbivirkninger. Heldigvis irriterer det mig ikke helt så meget længere. Nu griner jeg hellere ad, hvor åndssvagt det er. For det er da virkelig åndssvagt, at man skal være så OBS på, hvad der bliver nedskrevet af bivirkninger, af frygt for at halvdelen af dem er det pure opspind. 
Derudover fik jeg korrigeret i de famøse selvmordstanker og hele den affære, hvor man tydeligvis ikke har fattet forskellen på et ønske om at dø, og en tanke om at livet ikke har megen værdi, når man er så deprimeret, som jeg var. Hun lod til at forstå min frustration, men jeg kan mærke, at hun holder lidt igen, da det er hendes kolleger, jeg sidder og kritiserer. Jeg sagde til hende, at jeg udmærket forstod, at hun blev nødt til at lægge sin loyalitet hos dem, men jeg inderligt håbede, at hun ville rette i deres fejl. Dertil havde hun intet svar... Psykologer.. 

Man har vurderet mig egnet til gruppeforløb (baseret på hvad mon?), så A ville forsøge at koble mig til et hold, der starter snart. Men hun lød ikke fortrøstningsfuld, da hun mente at holdet var fyldt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om sådan et hold. Jeg vil naturligvis gerne prøve det, da jeg kan se en stor værdi i at lære fra andre, der har haft de samme kampe som en selv. Måske man kunne få nogle gode fif? Jeg har talt med en, der har været i et sådant gruppeforløb, som ikke mente at gavne specielt meget fra dette, da hun var en del yngre end de andre. Deres fokuspunkter omhandlede livet med bipolar og børn, livet med bipolar og ægtefæller, livet med bipolar og karriere, hvilket ikke var elementer der spillede nogen rolle i hendes liv. Men jeg går ind i det med åbent sind. 

Jeg var også hele tiden meget imod at tale med andre patienter. Alligevel var der en dag en patient på omtrent min alder, der startede en samtale op, en dag hvor jeg sad i gården og fik lidt frisk luft. Jeg havde umiddelbart stor respekt for hendes mod til at tilnærme sig mig, da jeg godt ved, hvordan jeg har set ud. Lukket og sur. Altid hovedtelefoner på og blikket stift rettet mod jorden. Det viste sig, at hun havde det på præcis samme måde som mig, med at være indlagt. Pludselig var der mange ting, vi kunne brokke os over i fællesskab. De samme personaler, de samme oplevelser og jeg må krybe til korset og erkende, at det var rart at tale med en, der nærmest kunne færdiggøre mine sætninger, så godt hun kendte min situation og delte min holdning til mange ting. 
Det var også lidt sjovt at støde i hende i opvågningen efter ECT en dag, da jeg var ankommet ambulant og hun var ankommet fra afdelingen.
"Eyyyy!" 
"Heeeeyy!"
Så var vi begge i stødet, hæhæ. 

Tilbage til ambulatoriet og A. 
Jeg tillod mig at spørge hende, hvad hende og jeg skal. Hvad er formålet. Hvad skal vi opnå? Det bliver meget meta, men jeg har brug for at tale om, hvordan vi skal tale og om hvad. 

Det er meningen, vi skal arbejde med "triggere", advarselssignaler og mestringsstrategier. Jeg synes i den grad, det er noget, jeg allerede har arbejdet med til mindste detalje på afdelingen. De med den gode hukommelse kan måske huske, at jeg har nævnt en ergoterapeut, L. Vi har sågar lavet en hel mappe, jeg har fået med hjem. Jeg har ikke åbnet den, da jeg godt kan huske det hele.. Det handler jo om mig.. 
L var en af de personaler, jeg syntes bedst om. Hun var seriøs og sjov. Engang da hun forsøgte at opstarte noget arbejde, var jeg alt for hyperaktiv. Jeg husker ikke præcis, hvad der foregik, men jeg var bestemt i det sub-maniske hjørne og min mund kunne ikke stå stille. Jeg var utilfreds med noget der var sket.. eller noget der ikke var sket.. jeg husker det ærlig talt ikke. Det siger noget om, hvor vigtigt det har været. Jeg pacede rundt på værelset og snakkede som et vandfald. Hun sad på en stol og fulgte mig med øjnene, mens hun skrev notater til journalen. Jeg var udmærket klar over, at hun ville skrive, at jeg var lidt "for højt oppe", og som i en klassisk sub-mani, kunne jeg ikke selv erkende dette. Jeg forsøgte at tale hende fra det og forklare, at jeg bare havde meget energi og var irriteret og ingen ville lytte. Til sidst rejste hun sig op, guidede mig over i stolen og tog en kugledyne (en tung dyne på 8 kilo) og smed den ovenpå mig med ordene "Hold så mund og sid stille!". 
Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine, og det kunne hun heller ikke. Men derfra kunne vi konkret arbejde med, hvad jeg skulle gøre i sådanne situationer. 
Jeg har virkelig lært meget af L, netop fordi hun har kunne fange mig i konkrete situationer. Det var sjældent nødvendigt at forestille sig noget og tale i fantasifulde scenarier. 

Hun vandt de sidste point hos mig, da hun hen imod slutningen af min indlæggelse, spurgte mig, hvad jeg gerne ville have på forsiden af min mappe med triggere, mestringsstrategier og så videre..
"En kæmpe stor selfie af dig, L." 
Så nu har jeg en mappe i min skuffe med en forside, der er prydet af en selfie af ergoterapeuten, L. Jeg havde virkelig ikke troet, hun ville gøre det, men det gjorde hun! 

Endnu en gang tilbage til ambulatoriet. 
Den lille bog, jeg fik af A ved første besøg på ambulatoriet, har jeg troligt skrevet i hver dag. Jeg skal sætte et kryds ud fra hvor mit humør ligger på dagen. Dette spænder lige fra svær depression til svær mani. Siden ECT har mine krydser ligget i normalt stemningsleje. Derudover skal jeg notere, hvor  mange timer, jeg har sovet, og skrive hvis der sker noget, jeg mener der har påvirket mit humør på dagen. Slutteligt skal jeg veje mig en gang i måneden og notere dette. 

Hun bed mærke i en nat, hvor jeg kun havde sovet fem timer og spurgte hvorfor. Den dag havde jeg været ude og spise med mine forældre og min mormor. Da vi nåede spisetid, var jeg så træt, at jeg blev helt skidt tilpas. Jeg ved ikke hvorfor. Kender du den form for træthed, hvor man føler sig helt syg? Som om hele kroppen og hjernen siger STOP. SOV!
Min skønne familie gjorde ikke noget stort nummer ud af det, men bad tjeneren komme med en kande kaffe før måltidet. Derfor havde jeg drukket temmelig meget kaffe den aften, og sågar også fået en Irish Coffee til dessert. Normalt drikker jeg kun en kop kaffe om dagen til morgenmaden. Hvis jeg laver noget specielt, eller er hos en ven, kan jeg godt få en kop kaffe nummer to, men aldrig sent på eftermiddagen og slet ikke om aftenen, da jeg ved, at jeg ikke vil kunne sove. 

Det var altså min forklaring på de få timers søvn. A begyndte at snakke om hvordan koffein kan være en trigger til mani, og jeg følte hun havde misforstået min fortælling. Jeg havde ikke sovet få timer, fordi jeg var manisk. Jeg havde sovet få timer, fordi min krop er temmelig koffein sensitiv. Sådan er vi jo så forskellige. Da hun var færdig med sin fortælling om koffein og mani, rundede hun af med at sige, at det jo er sådanne ting, jeg kan blive lært af hende og på ambulatoriet. 
Jeg blev nødt til at fortælle hende, at det vidste jeg udmærket. Det er ikke en information, der er svært at tilgå sig på internettet. Desuden kan manier trigges af alt, der har med stimuli at gøre. Koffein, alkohol, mange mennesker, store indkøbscentre, musik, sæsonskifte, ydre stress, mangel på søvn, larm, festivaller, stoffer, alt der har med stimuli at gøre. Der er sådan set ikke noget, der ikke potentielt kan trigge en mani. 
Derfor bliver man naturligvis nødt til at gøre sig sine erfaringer. Men jeg havde ikke sovet fem timer, fordi jeg var manisk. Jeg var faldet sent i søvn og skulle relativt tidligt op. Længere er den sådan set ikke. 

Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg synes, A så lidt skuffet ud. Hun havde ikke lært mig noget nyt. Det er netop den arrogante tanke, jeg har haft i lang tid. Jeg har brugt langt størstedelen af min tid på sygehuset på at researche. Jeg har læst alt, jeg kunne finde på både dansk og engelsk om bipolar lidelse. Jeg har hørt podcasts, læst fagblade, set/hørt forelæsninger, fundet videoer på Youtube af både personer med bipolar, psykologer, psykiatere og læger. Hvad skulle jeg ellers bruge min tid på? Jeg nægter, at få tilbagefald fordi jeg ikke var forberedt nok. Mine tilbagefald vil være den slags, man ikke kan hindre, færdig bum. 
Det er nemlig således med bipolar, at noget af det kan man selv styre, og andet kan man ikke. 
Et eksempel: 
Nu gør det sig ikke gældende for mig, men hvis man nu tog stoffer. Især LSD og lign. Får man en mani af det, vil jeg mene, at det er ens egen skyld. Derfor (ikke at jeg ville alligevel) vil jeg aldrig tage LSD. 

Man kan også få en mani på grund af dødsfald eller sæsonskifte osv. Disse ting kan man ikke styre, så sådanne manier vil jeg ikke bebrejde mig selv, og desuden kan de være nærmest umulige at hindre. 

Sådan har jeg delt triggere op. De der er "okay" / ikke min skyld. Og de jeg selv kan gøre noget for at hindre. Desuden er der triggere, der bare ikke gør sig gældende. Eksempelvis oplever jeg ikke en stigning i mani-kurven, når jeg drikker kaffe. Så koffein er ikke på min liste af potentielle triggere. Sorry A.. 

Det er et typisk træk ved (sub)manier, at man tror sig bedre eller klogere end andre mennesker, så jeg er udmærket klar over, hvordan det lyder, når jeg siger, at jeg ikke tror, A og ambulatoriet kan lære mig noget nyt. I virkeligheden arbejder jeg blot henimod at mindske Jantelovens tag om mig. Jeg har brugt ugevis på research, hvorfor skulle jeg ikke være stolt af det? Hvorfor skulle jeg ikke gøre opmærksom på, at jeg faktisk ved ret meget om min sygdom? Der er ingen grund, udover at fagfolket vil synes jeg lyder manisk. 

Jeg forholder mig positiv og åben overfor ny læring, så når indkaldelsen til næste samtale kommer, går jeg det i møde med åbent og positivt sind. Og jeg er ikke for stolt til at æde mine ord, hvis det viser sig, at de kan lære mig noget, jeg ikke allerede ved. 

Om to dage har jeg min første arbejdsdag siden marts, så det er jeg meget spændt på. Til en start er det blot seks timer i ugen, og det er nok meget fornuftigt at starte stille ud. Jeg glæder mig til at se, hvor træt jeg mon bliver, og hvordan det vil påvirke mig at skulle være noget for nogen, hvis det giver mening. I flere måneder har jeg groft sagt kun haft ansvar for mig selv. Jeg glæder mig til forhåbentligt at få en følelse af at bidrage til noget på en arbejdsplads igen.