31. POLAR SHOPPEN

Gruppeterapi, hoppeloppeland, Legoland og søndagens snudebille. 
Jeg må æde mine ord. Gruppeterapi var godt. Jeg var, som bekendt, meget skeptisk inden start. Derfor var jeg også temmelig lukket og negativ den første time. I pausen tænkte jeg mig om.. Man får sikkert kun det ud af dette forløb, som man lægger i det. Derfor gik jeg til anden halvdel med en mere positiv indstilling og deltog mere. Minsandten om det så ikke også blev temmelig godt! Vi er lige mange mænd og kvinder og godt delt i alder, så jeg tror, det kan blive interessant hen ad vejen. 
Vi har fået to hjemmeopgaver. Den første var at registrere humør, søvn, medicin og PN i en lille bog, hvilket er noget, jeg har gjort siden den 8. juni - men jeg var åbenbart den eneste, der kender den lille "stemningsregistrering ved bipolare tilstande"-bog. Den anden opgave består i at skrive og fortælle lidt om sig selv, når man ikke er i en episode, hvilket begejstrede mig meget. Jeg er så begejstret for, at man interesserer sig for mennesket bag diagnosen, og ikke kun hvad der foregår i en episode. Naturligvis er det vigtigt i en bipolar gruppeterapi, men nu får vi mulighed for at lære mennesket bag at kende, og selv fortælle om hvem man er som person - ikke diagnose. Dette var i den grad også med til at vende mit humør. Jeg er med på, at det meste af snakken vil gå på bipolar, men det er ikke hele min personlighed, og den synes jeg, der er vigtig. 

Jeg har bestået en lille prøvelse i forhold til min stimuli tærskel. Jeg har nemlig været med mine forældre, min mormor, min ene nevø og to af mine niecer på tur blandt andet til Struer Havn, hvor der foregik en hel masse med legeplads, hoppeloppeland og en lækker middag i Lemvig. Dagen efter var vi i Legoland. Man kan nok næsten ikke finde et sted, hvor der er mere stimuli at hente end i Legoland, midt i sommerferien, på en dag med godt vejr. Der var enormt mange mennesker, musik, sprog, ting at se på og generelt meget larm. Dagen startede klokken 10 og sluttede igen lidt over 8 om aftenen. Klokken 18 blev jeg ramt af en enorm træthed og tænkte, at nu var jeg fyldt. Men det var der ikke noget unaturligt i; alle andre var også trætte. Der er ikke noget negativt i at blive fyldt og træt - og jeg bliver nok lidt mere træt, end jeg ville være blevet førhen. Men dagen var en succes. Det ville det ikke have været, hvis jeg var "kørt opad". Så jeg kan efterhånden tåle temmelig meget, og det er jeg bare glad for!

Jeg havde for nylig en samtale over snapchat, hvor man sender videoer frem og tilbage, hvor jeg fortalte om min situation. Emnet var i grove træk, at jeg synes, det er svært for mig at "reagere" på alt det, der er sket. Alle sådan lidt "vilde" (i mangel af bedre) reaktioner, man kan have, vil være enormt usunde og direkte dumme for mig at gøre nu. Det har frustreret mig i noget tid, så det var en frustration, jeg valgte at dele. Reaktionen jeg fik tilbage var at "nu skulle jeg til at passe på," og at "det går meget hurtigt". 

Jeg blev simpelthen så ked af det, for det gik ikke for hurtigt. Jeg er klar over, at sætningen "det går for hurtigt," betyder, at vedkommende synes, jeg er på vej mod det maniske. Det maniske er noget negativt og farligt. Det er en sygdom. 
Men jeg var ikke på vej opad, og det gik ikke for hurtigt. Jeg brugte nemlig resten af dagen på at mærke efter, spørge mine forældre og min bedste veninde. Ingen af dem syntes der var det mindste, og det syntes jeg heller ikke selv. Så jeg blev rigtig ked af det, og jeg lod disse sætninger ødelægge min dag. Min humør sank, og jeg fik en knude i maven. Det betyder nemlig, at denne person har anset mit almindelige, glade jeg for værende for meget eller noget der er lig en sygdom, hvis det giver mening? 

Hun reagerede negativt på min opførsel og mit humør og syntes, at jeg var for meget og lignede en, der var på vej mod en mani. Det var jeg ikke. Derfor var det min personlighed hun reagerede på. Det var mit almindelige, glade jeg, der lignede en sygdom. Noget der ikke er godt. Mani er alment kendt som værende meget anstrengende for pårørende. 

I samme ombæring havde jeg en samtale med min behandler fra ambulatoriet, som jeg forsøgte at dele min pludselige bekymring med. Hvad hvis jeg fylder for meget i gruppen? Hvad hvis de også synes, jeg kører for hurtigt? Dertil grinede hun og sagde, "sådan er det i en bipolar gruppe, Sofie!". Det hjalp ikke spor, og jeg var ikke lige et sted, hvor jeg var klar til at joke med det. 

Jeg mener, at have skrevet det før, eller nævnt det i en video, at min almindelige, glade jeg, scorer lidt højt på det, der hedder en MAS-score, hvilket er den tabel man bruger, til at vurdere om en patient er (sub)manisk. Så jeg er klar over dette, men derfor gør det ikke mindre ondt. Jeg frygter, at det er en situation, jeg vil blive udfordret på igen og igen. Det er ikke så rart, at få af vide, at man er for glad. 

Slutteligt, vil jeg vise, hvor jeg har købt min bipolare lidelse. Det har jeg nemlig i Legoland!

Tænk dig om hvis du tager til Legoland og køber en bipolar lidelse.. Den kan nemlig ikke byttes 😉