29. INFRARØD STØD OG HJERNEDØD

Jeg har fået min sidste ECT og i den forbindelse nogle bekymringer, jeg vil dele. I starten blev jeg ordineret seks ECT behandlinger, og som bekendt begyndte jeg allerede efter 2. eller 3. behandling, at åbne op for dialogen angående hvorvidt, det var nok. Jeg mærkede humøret stige med en voldsom fart, præcis som håbet, men blev naturligvis bekymret for om det ville kamme over. Jeg luftede mine bekymringer for noget af personalet og "min" læge på afdelingen, og de seks behandlinger blev fluks stoppet og lavet om til fire. Dertil tre udtrapningsbehandlinger så man kan mindske risikoen for pludselig tilbagefald. 

Her er en af de gange, hvor jeg må æde mine ord og erkende, at (noget af;-) ) fagfolket ved mere end jeg gør. ECTer kan nemlig ikke fremprovokere en mani. Tværtimod bruger man også ECT behandlinger til at stoppe manier. Det var jeg ikke klar over. Derfor står jeg nu som et stort spørgsmålstegn. Hvorfor i alverden har man så lyttet til mig og lavet det om? Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig denne lille, men temmelig vigtige, detalje? Jeg har netop i dag talt med min behandler fra ambulatoriet, A, og hun kunne ikke svare mig. Tværtimod spurgte hun mig, om jeg gerne ville have flere. 

Det er da et tosse dumt spørgsmål. HVEM ønsker sig mere narkose, stik i arme og hænder, strøm i hovedet og en gevaldig træthed efterfølgende? Ingen mennesker med forstanden i behold ville ønske sig flere.. Medmindre det var nødvendigt. Er det nødvendigt? Er det virkelig en beslutning, jeg bare skal tage på egen hånd og så ringe til dem: "Jo, stik mig lige et par stød mere!". 

Samtidig med at jeg har en dårlig dag, A sagde mit navn i hver anden sætning, og generelt lød uvidende om alt jeg spurgte om, slap min tålmodighed op.. Det med navnet er for alvor blevet en trigger for mig. Jeg kan ikke snuppe det, når folk hele tiden, Sofie, bruger mit navn. Især fordi, Sofie, jeg er udmærket klar over, Sofie, hvad jeg hedder. Derudover Sofie, virker det unødvendigt eller som om jeg er fatsvag, Sofie. Jeg var tilpas ligeglad og irritabel under samtalen, så til sidst begyndte jeg at sige hendes navn hver gang hun havde sagt mit. Jeg kunne sagtens høre på hende, at hun syntes det var mærkeligt og måske lidt akavet. 

Jeg er glad for, at man lytter til mig, absolut! Men de lægger alle beslutninger over på mig.. Er jeg ikke netop tilknyttet et ambulatorie for at få professionel hjælp? Jeg endte med at måtte forklare hende, at disse beslutninger ville jeg gerne tage i samråd med en læge eller lign. fagperson. Det er så tungt at stå med alle disse beslutninger alene. Det må da være dem, der har noget erfaring eller viden, der kan hjælpe med at indikere, hvad der er smartest. Hvad der tidligere har bragt størst succes. Men åbenbart ikke. 

Jeg er blevet tilbudt en plads på et gruppeforløb med syv andre med bipolar og to behandlere; en sygeplejerske og en ergoterapeut. Dette gruppeforløb fortsætter langt ind i september, og da er jeg (forhåbentlig) startet i skole, hvilket samtidig betyder, at jeg kun kan være med til omtrent halvdelen af møderne. I og med jeg takkede ja til buddet, har jeg ikke længere noget med A at gøre, så hun opfordrede mig til at tage en snak med en af disse to behandlere omkring ECT. Ja, skide god ide. Lad os spørge nogen, jeg aldrig har mødt før, nogen der overhovedet ikke kender mig, nogen der aldrig har læst i min journal. Det her system er ved at dræne mig til døde, og det er primært derfor jeg har en dårlig dag. Jeg er sur og irritabel. Jeg har ikke mere energi til dem. Alligevel fortsætter jeg i ambulatoriet, fordi det er min eneste vej ind, hvis jeg skulle få et pludseligt tilbagefald. Det er de eneste, umiddelbart, der kan justere i medicin, bestille blodprøver, ordinere ECT behandlinger. Så jeg er altså lidt tvunget til at sluge alle disse kameler, hvis jeg fortsat vil have et sikkerhedsnet under mig. Dette net kan rede mig, men samtidig kvæler det mig. 

Gruppeforløbet starter om en uge, d. 28, så mon ikke der kommer en lille opdatering, når jeg har været afsted første gang. 

Endvidere fik vi, A og jeg, lige talt ganske kort om mit lithium niveau. Jeg er holdt op med at kæmpe, for det dræner mig fuldstændig. A har talt med en læge (havde jeg allerede læst i min journal), og lægen siger, at så længe jeg har det godt, er der ingen grund til at justere i lithium niveauet. Hvis du spørger mig, er der heller ingen grund til at tage pillerne så.. Nu må vi se, hvor længe jeg gider tage piller, hvis niveau ligger så lavt, at de ingenting gavner og kun bidrager med bivirkninger. Så kan jeg vel lige så vel lade være, og så starte op igen hvis jeg får det dårligere. 

Nu fik jeg luft for mine frustrationer, så må jeg hellere slutte af på en positiv. 
Min sidste ECT behandling var absolut også den der gik allerbedst. Hende sygeplejersken der stod ved siden af mig, var også hende, der hentede mig. På vej hen til ECT lokalet, spurgte hun mig, hvordan det gik med mine ECT behandlinger. Jeg forklarede mine dårlige erfaringer, og hun fortalte mig, at hun var til stede under mine første behandlinger. Det kan jeg på ingen måde huske. Det viser sig, at hun er en af dem jeg har slået ud efter, da de vækkede mig fra narkosen første gang. (Hvis du husker, var det den gang, de blev nødt til at hente min far, fordi jeg var så bange og "forsvarede" mig selv). 

Jeg undskyldte mange gange, og heldigvis sagde hun selv, at hun udmærket godt ved, at det ikke er noget jeg har gjort i helt vågen tilstand. Desuden var hendes fokus hellere, at det var synd for mig, at jeg var blevet så bange - sikke et overskud. Dertil fandt jeg ud af, til min store lettelse, at jeg ikke har ramt nogen! 
Da vi kom ind i lokalet, forklarede jeg lynhurtigt, at jeg klarer det meget bedre, hvis de forklarer alt de gør, inden de gør det. Det lyttede de i den grad til. Sygeplejersken satte alle dippe-dutter og målere på, og snart kunne jeg høre mit eget hjerte slå på maskinen. Hun tog min hånd, og en anden sygeplejerske førte iltmasken over mit hoved og talte roligt til mig om, hvad der skete. Hun lagde sin hånd på min brystkasse og holdt mit blik.
Min hånd er ved at være godt slidt, så min venflon blev lagt langt oppe ad armen. Selv hende der sprøjtede muskelafslappende og narkose ind tog min hånd, og snart gled jeg i en drømmeløs søvn. 

Kort tid efter vågnede jeg i opvågningen til min mors kæmpe store smil. De sidste to gange, har jeg rystet voldsomt i opvågningen - ikke på grund af frygt eller andet, men simpelthen bare fordi mine muskler hoppede rundt. Jeg fik af vide, at sådan reagerer nogle mennesker på narkose og fik derfor petidin. Petidin er et stærkt smertestillende i opioid gruppen. Det var også med til at gøre mig fuldstændig dvask resten af dagen. Men denne gang var det ikke nødvendigt, og for første gang gik jeg selv ud af opvågningen. Jeg plejer at blive trillet ud i en kørestol, fordi jeg er så slap og ude af stand til at samle mig om noget som helst. 

Så sidste gang var en succes. Jeg rendte i sygeplejersken igen og takkede hende mange gange for hjælpen. Jeg bad hende ligeledes hilse resten af holdet og sige tak for hjælpen. Det var det mest sympatiske team, jeg nogensinde har mødt derinde, og det gjorde at jeg kunne slappe lidt mere af og stole på deres arbejde. Som den eneste bivirkning fra ECT kan jeg mærke, at min korttidshukommelse fortsat halter en del. Men det forsvinder igen, og det er en lav pris for, hvor meget det har hjulpet mig. Så hvis du eller nogen du kender nogensinde får behov for ECT, vil jeg sige: Gør det. Det er smertefrit, hurtigt og effektivt.