30. PSYKIATRISKE FORBRYDELSER

Jeg er rask nok til at skulle tage vare på mig selv, men jeg må ikke tage nogen beslutninger. Jeg er rask nok til at skulle sørge for alt selv, men jeg må ingenting gøre. Jeg skriver i affekt i dag, hvilket jeg ellers normalt prøver at lade være med, men jeg har besluttet at smede, mens jernet er varmt. Jeg er nemlig rasende. 

Jeg har i den sidste lille uges tid bemærket flere og flere depressive symptomer mase sig på. Det startede med at jeg bemærkede en voldsom øgning i mængden af søvn. Jeg sover mellem 10 og 14 timer hver nat. Pludselig var dette ledsaget af irritabilitet, tristhed, grådlabilitet, uoplagthed og så videre. Mit Litarex niveau lå på 0,34 (skal mindst ligge på 0,60) ved sidste blodprøve som blev taget d. 4/7 - i dag er det d. 25/7, og det har man valgt ikke at ville gøre noget ved. Så det overrasker mig ikke, at jeg ikke ligger stabilt, da Litarexen netop ikke gør noget, hvis den ligger så lavt. Ja, så tager man piller til ingen verdens nytte, udover at belaste sine indre organer. 

Jeg er ikke bleg for ærligt at erkende, at jeg er hunderæd angst for at få et tilbagefald. Tanken om at blive så depressiv igen eller styre fuldstændig manisk ud af kurs. Netop fordi begge dele højst sandsynligt ville resultere i en indlæggelse. Nej med nej på. Derfor tog jeg kontakt til den trofaste psykolog (hende der i sin tid var den første der opdagede, at jeg var manisk). Hun er en af de få fagpersoner, jeg stoler blindt på. Derudover har jeg sat mit Litarex op med en halv pille, så jeg tager tre hele tabletter i stedet for to og en halv. Det må man under ingen omstændigheder selv gøre. Det er så absolut en forbrydelse i den psykiatriske verden - men HVOR, HVEM, HALLO. Giv mig nummeret på den person der gider på op i mit velbefindende. 

Jeg har derefter ringet til ambulatoriet og bedt om at tale med A, der var min behandler, indtil jeg sagde ja til at komme i gruppeforløb. Jeg gav hende hele smøren fra A - Z. Alle mine bekymringer og frustrationer. Udover at sige Sofie 40.000 gange, lød hun til at forstå, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort. Jeg sagde også til hende, at jeg for alt i verden ikke skal indlægges igen. Det er heller ikke der vi er, men der er ingen grund til at nærme os. Hun ville fluks finde en læge og spørge vedkommende, hvad de kunne gøre for at hjælpe. Dertil roste hun mig meget for at have reageret i optakten og ikke ventet til det stod helt kritisk til. 

En times tid senere ringede hun tilbage, og da havde hendes tone ændret sig. Hun skulle give mig et rap over nallerne fra lægen. Så kortsluttede min hjerne, og jeg fik en fiberspringning bag øjet. Hvor vover han sende negative ord min vej? For det første: Jeg er ikke idiot. Jeg har sat min dosis op med laveste mulige dosis, og jeg har gjort det en uge før en fastlagt blodprøve, netop fordi man skal have foretaget blodprøver en uge efter, man har sat dosis op. Dig der har læst med fra ende til anden, kan måske huske, at det med blodprøverne var de mildest talt heller ikke gode til at holde styr på, hvilket endte med at blive mit eget arbejde, hvilket ingen instanser ville hjælpe med; hverken ambulatoriet, afdelingen eller min egen læge. 
Derfor var jeg snu denne gang, og satte det op en uge før jeg alligevel skulle have en blodprøve. A fablede videre om at det var farligt selv at gøre og Lithium dit og Lithium dat. Jeg spurgte hende, hvad lægen ville have jeg skulle gøre, og dertil nærmest hviskede hun, at han ville sætte det op med en halv tablet. 
PRÆCIS SOM JEG ALLEREDE HAR GJORT. Tilbage til at de ikke vil hjælpe, jeg skal selv, men jeg må ikke selv. Undskyld mit sprog med hvad fanden i helved foregår der med det danske sundhedssystem. Det er jo pinligt. 

Udover voksen skældud beordrede de mig at få foretaget en blodprøve allerede i morgen. Derfor har de bestilt en "akut haste blodprøve" til i morgen. Prøv lige at råbe vagt i gevær for ingenting. Jeg forklarede A, at jeg var ved at være træt af, at ingen af dem lyttede til mig. De seks første blodprøver jeg har fået taget, har jeg kunne mærke hvordan niveauet lå, og har haft blodprøverne som bevis på, at jeg er i ekstrem god kontakt med mit blod. Vage, ligegyldige ord blev mumlet ud ad munden på A, godt og grundigt pakket ind i mit fornavn, som talte hun til et barn. 

Hvad der yderligere sætter mit pis i kog er dette: Jeg spørger, hvad planen er, efter denne "akutte haste blodprøve". Svaret lød, at de gerne ville se mig ligge stabilt i et stykke tid, før de ville gøre noget. Nu var jeg så tæt på at eksplodere, at jeg i stedet for at råbe, bed tænderne sammen og hvislede ud gennem min sammenbidte kæbe. 
"Og hvor lang tid er så det?" 
"Ja, Sofie, det ved jeg ikke, det spurgte jeg ikke lige lægen om."
"Nej, præcis. For det rager jer en kæphest om det er et døgn eller halvanden uge. Men I glemmer, at 24 timer er modbydeligt lang tid, når man har det dårligt. I kan pænt pakke jeres ting sammen efter hver arbejdsdag, gå hjem og lukke døren for al den dårligdom, I bevæger jer rundt i til daglig. Men jeg skal gå med disse grimme følelser og synkende mod hver eneste time, hvert eneste minut. Hvorfor I tror, jeg kan vente på, at I holder konference, eller lige skal overveje, er mig et under. Det viser sig, at jeg har gjort præcis som I vil gøre, og så har I den frækhed at blive sure!" 

Sådan blev jeg ved temmelig længe, indtil jeg spurgte hende, hvad deres plan var, når jeg havde gået og haft det dårligt længe nok i deres bog. (eller fået det godt, det er trods alt en mulighed)
Og så starter mine bekymringer. Lægen har nemlig opfundet den dybe tallerken igen, og tænkt sig frem til, at jeg måske skal på noget antidepressiv. Og publikum går amok. 

To ting hertil: 
Enten har lægen ikke sat sig ind i min "case" ordenligt, og har ikke lige opfanget, at det er type 1, jeg har. Man medicinerer nemlig helst ikke personer med bipolar type 1 med antidepressiv, da dette ofte vil gøre dem maniske - ding dong, hvordan var det jeg blev manisk i første omgang? Det var netop, da jeg fik antidepressiv ved egen læge.. 
Jeg har læst flere steder, at når man alligevel må ty til antidepressiv på trods af typen, indlægger man gerne folk til observation, så man ikke risikerer en mani. 
Næ nej du, jeg er ikke en forsøgskanin, de kan jonglere rundt med som det passer, og jeg skal under ingen omstændigheder indlægges igen, medmindre det er livsnødvendigt. 

Hvis jeg så skal være djævlens advokat, hvilket jeg skal, for jeg virker til at være den eneste person i dette foretagende, der har hjernen i behold (mærkeligt nok), må jeg sige: Hvis de ikke har intentioner om at indlægge mig til observation, er de direkte skøre i bolden. Der er klokkeklar evidens for, at jeg bliver manisk af antidepressiv, og selvom jeg er blevet noget dygtig til at holde det nede, vil dette blive en kemisk produceret mani, hvilket er noget mere besværligt at tøjle. Det er nok noget af dette, der er så svært for andre at forstå ved manier.. Når  man først når udover kanten, har man ikke længere nogen sygdomsindsigt, og når først man når dertil, har man balladen. Man kan på ingen måde anderkende eller forstå, at der er noget galt, og derfra eskalerer manien kun mere og mere. Så er det, de voldsommere aspekter træder i karakter; storhedsvandvid, ukritisk og uansvarlig adfærd (kan ofte også være farligt, for eksempel i trafikken og lign.), spontanitet, hæmningsløs adfærd og så videre. Det er bogstaveligt talt kun fantasien, der sætter grænser.

Da jeg nåede dette punkt, havde jeg overbevist mig selv om, at jeg var i stand til at lære at gå på vandet (storhedsvandvid med vrangforestillinger.) Det nåede ikke så langt, før min mani blev bremset heldigvis, hvilket jeg har min psykolog at takke for. Nogle mennesker tager spontant ud og rejser til fjerne destinationer uden planer eller lign. Nogle mennesker bruger alle eller mange af deres penge. Nogle mennesker tror de kan flyve. 

SÅ... Jeg er da spændt på, hvad de egentlig har tænkt sig. Jeg er blevet smerteligt bevidst om, at jeg bliver nødt til at være min egen læge langt hen ad vejen. 

Tilbage til at jeg ikke er læge.. Måske er det mindre farligt at få antidepressiv som type 1, hvis man er på Litarex og Quetiapin. Det må jeg forsøge at finde ud af. I mellemtiden smerter det mig langt ind i sjælen, at jeg er vurderet så syg, at jeg skal være på tre forskellige præparater af medicin. Tilbage til; jeg har ikke bipolar. Jeg er bipolar.