40. NOUVELLE VIE

Jeg kom for nyligt i tanker om min blog, og så at sidste update er temmelig outdated efterhånden. Der er meget nyt..

Jeg har stadig bipolar lidelse desværre, men ville det ikke være fantastisk ironisk og en smule morsomt, hvis det var min update? 
"Nåh.. Nevermind." 

Jeg er lykkeligt afsluttet fra ambulatoriet. I den sidste korte tid var min kontaktperson overlægen, L, som jeg egentlig godt kan lide. Denne uvante følelse spirrede frem, da det gik op for mig, at hun faktisk har lidt humor. Sort, forkert, morbid humor. Lige noget for mig! 
Ikke længe efter hun blev min kontaktperson bad jeg om at blive afsluttet. Jeg er veludannet i bipolar og velmedicineret. Hun var enig og derved sluttede vores kontakt. Et punktum jeg har længtes efter i lang tid. 

Siden, men ikke som årsag, har jeg haft det vidunderligt. Studiet har givet mig rigeligt at tænke på. Foretage mig. Gå op i. Til min store lettelse befinder jeg mig blandt andre, der har det lige som jeg. Mennesker der er passionerede. 
Jeg bed mærke i hvor ofte, jeg glemmer, at jeg render rundt og har bipolar. Jeg har lange perioder, hvor jeg ikke skænker det en tanke. Pillerne jeg skal tage kl. 20, tænker jeg ikke mere over, end jeg tænker på at børste tænder. Det er bare noget, jeg gør. Faktisk er det efterhånden så indgroet i mig at kl. 20 betyder piller, at jeg engang rejste mig midt i film, da klokken slog 20 i den fiktive verden. Jeg kunne ikke lade være med at grine af mig selv! 

Mht. til medicinen har Lithium ligget stabilt i sit terapeutiske vindue over 3 blodprøver svarende til blodprøver med 3 måneders mellemrum. Præcis som det har fået besked på. 
Mit nye liv har som sagt givet overskud til at se og forstå mange ting i et andet perspektiv. 
Mine bivirkninger fra medicinen har altid plaget mig. Nogle er usynlige og nogle har været meget synlige. Det generer mig ikke, når folk spørger, hvorfor jeg ryster. Jeg fortæller dem som regel, at det er fordi, jeg er lidt bange. Det morer mig at se deres reaktion midt i et klasseværelse, hvor ingen fare burde lure lige om hjørnet. 
Til min eksamen må jeg have lignet en, der var ved at skide i bukserne for det havnede på en dårlig ryste dag, og min finmotorik var fuldstændig ødelagt. Men jeg var nu ikke særlig nervøs. 

De andre bivirkninger er både for mange og måske lidt TMI, så dem vil jeg ikke kede dig med. Jeg vil kede dig med fortællingen om, hvilken ide Sofie fik. 

Jeg fik den ide at eksperimentere. Jeg satte mit lithium ned med en halv tablet. Fra 21 mmol til 18mmol. Kæmpe fy føj og det faglige folk gisper. Det må man absolut ikke. Jeg ved det. Men jeg er så læge og sundhedstræt, at min ellers nogenlunde autoritetstro identitet tog sig en lang gåtur, hænderne på ryggen og næsen i sky. Hun så ikke til, mens jeg eksperimenterede med min medicin. Her er mine årsager: 

- Bivirkningerne var nået ud over, hvad jeg kalder det acceptable niveau. De klingede ikke af, og nu har jeg givet dem længe nok. 

- Jeg var særligt opmærksom på straks at genjustere, skulle jeg føle nogle udsving. 

- Jeg har ikke nogen som sådan at gå til. Jeg kender ikke lægerne i mit lægehus. De jeg har mødt, kan jeg ikke huske, at jeg har mødt, og de har kun mødt mig manisk, tror jeg, og det er ikke et godt udgangspunkt. 

Det har naturligvis hele tiden været planen at involvere en læge, når tiden var inde. I mellemtiden mærkede jeg dog ingen effekt, og min psykologs reaktion overraskede mig. Hun virkede hverken forbavset, urolig, bekymret eller fordømmende. Nærmere tog hun det som var det et simpelt faktum, jeg havde glemt at fortælle. I og med jeg ingen effekt mærkede, hverken positiv eller negativ, satte jeg aldrig mit lithium op igen. Hvorfor skulle jeg det?

Der gik et par uger, måske tre, og geniet her kom i tanker om, at Lithium ikke er det eneste medicin min lever kæmper med dagligt. Også den famøse Quetiapin siver ind i mit blod hver aften kl. 20. 
I slutningen af februar (jeg skriver 29/05) satte jeg det ned fra 400 til 300. En fantastisk effekt! 
Mange af bivirkningerne blev markant bedre, og jeg rystede cirka 60% mindre. Nu var det sjældent nogen udover de særligt observante eller fysisk tætte på lod mærke til. 

Samtidig gik jeg rundt som en livgarde om et slot i mit hoved. Jeg scannede hvert hjørne af min snørklede hjerne for at spotte en mulig ændring. En ny, anderledes følelse? En ændring i et mønster? Uvelkomne tanker? Uønsket ændret fysiologi? Ingenting. Faktisk følte jeg mig "lettere". 
Og inden de skeptiske kommer for godt i gang, nej, jeg har ikke været og er ikke på vej til eller i gang med at være manisk. 

Jeg lod der gå et par uger således. Til trods for at bivirkningerne var markant forbedret, var de ikke væk. Ingen af dem. Jeg knækkede pillerne på 300mg og besluttede samme dag, at nu var tiden inde til at tale med en læge. Nu skulle jeg nemlig bruge en læge. Pillerne har ingen delekærv, så dosis blev upræcis. På det tidspunkt var der et par uger, til jeg skulle have kontrol blodprøver. Jeg valgte derfor at vente og slå besøget dobbelt. 

Også lægen lod ikke til at have nogen umiddelbar reaktion på min medicinske kriminalitet, udover en stor interesse i at høre til bivirkningerne og hvordan det stod til. Hun gik med til at ændre i recepten så jeg således nu har en recept på 50mg, som jeg kan tage tre af. Lithium derimod var hun ikke helt tilfreds med, at jeg havde pillet ved. Jeg forklarede, som jeg netop gør her, men som altid blev jeg ikke hørt. Hun havde stensikkert draget sin konklusion og ville kun lade lyden af min stemme gå ind, når jeg beslutter, at hun har ret og dosis skal sættes op. Jeg bad hende konferere med sin psykiatriske bagvagt, så jeg havde tid til at gøre det samme. 

Jeg synes, at have fået begge dele af vide. 
"Lithium virker ikke hvis det ligger under det terapeutiske vindue altså under 0,6"
"Lithium virker bedst hvis det ligger inden for det terapeutiske vindue mellem 0,6-0,8" 

Hendes bagvagt fortalte hende den første sætning og min fortalte mig den sidste. 
Blodprøven lå på 0,42 altså noget under. Det kan jeg derfor godt regne med, at den har gjort, siden jeg satte det ned. 
Hvis man skal tro på det første statement, så jeg har jeg ift. lithium været umedicineret siden slut februar. Og jeg har klaret mig fint. Godt faktisk. Jeg har haft det rigtig, rigtig godt. 

Men det er sådan med mig, at hvis jeg siger jeg har det rigtig, rigtig godt, er der ingen fagfolk der synes, at der er rigtig, rigtig godt at høre. De bliver bange. Bekymrede. Der lyder alarmklokker i deres hjerner, og de ser ingen anden mulighed end at skrue op for medicin, der så i følge dem selv ingenting har gjort for mig i tre måneder. 

Jeg gik med til at sætte dosis op igen. Mine fingre sitrer lidt mere nu, end de har gjort den sidste tid og mine negle er lidt blå (nej jeg fryser ikke). De blå negle plejer at gå væk. Jeg har været enormt udmattet i dag, og jeg tænker det er min krops svar på at flere kemikalier igen skal ind igennem systemet. 
Hun fik lov til at få ret denne gang, for jeg vil gerne have hende på min side, når jeg fortæller hende, at mit plan er at være helt ude af Quetiapin inden året er omme. 

Jeg ser det som et kæmpe sår. Et sår der er så alvorligt, at du bliver indlagt. Du bliver sat sammen med strips, så såret kan gro sammen. Dette er ikke nok, og du er særligt eksponeret for infektion med dit gabende sår. Derfor får du forbinding på. Efter nogle uger er personalet tilfreds. Blødningen er stoppet og du gror langsomt sammen. Du er sendt hjem. 
I øvrigt bliver du sendt hjem med en forventning om at du selv tager dig af sårplejen. 
Efter noget tid bliver forbindingen beskidt. Men du må ikke tage den af. Du har jo et sår. Det klør først i kanterne og så under hele forbindingen. Men du må ikke pille ved den eller ændre den. Du har jo et sår. Efterhånden render du rundt med en klam, lugtende forbinding nogle gange så udtalt at andre påpeger det. Men du har jo et sår.
En aften i eget selskab og dyb refleksion får dig til at være nysgerrig. Hvad ville der egentlig ske? Du kunne bare lure under forbindingen hvor slemt det står til. Du ved, hvad fagfolket siger, men har de nogensinde selv rendt rundt med en forbinding i flere måneder? 
Du titter forsigtigt ind og ser et lukket, pænt sår. Du kan næsten ikke tro dine egne øjne, så du begynder forsigtigt at rulle forbindingen af. Hårene rejser sig som tak og strækker sig efter måneder lukket inde. Såret ånder for første gang. Huden skriger på pleje. Og langsomt begynder stanken at forsvinde. Du får ikke længere spørgsmål og kommentarer på din forbinding for dine strips er så små at ingen normale mennesker bemærker dem. 
Du lader være med at fortælle nogen, hvad du har gjort, for du ved godt, hvad de vil sige. Hvad med dit sår? Hvad sker der? Hvorfor har du gjort det? Hvordan har dit sår det? Hvad hvis dit sår går op og begynder at bløde igen og du igen skal på sygehuset?
Du er den eneste, der ved, hvad dit sår og din krop har bedst af, og du er den eneste man ikke vil tro. 

Jeg har haft et sår i over et år nu. Jeg er nogenlunde bekendt med plejen. Risikoen. Konsekvenserne. Men jeg er også af den faste overbevisning, at mit sår ikke kræver både forbinding og strips. 

Nok med de metaforer. Jeg tror ikke på, at både Lithium og Quetiapin er nødvendigt nu. Det var nødvendigt, da jeg var allermest manisk, depressiv og plaget af blandingstilstanden. I den akutte fase. Nu hvor jeg er blevet hundrede gange klogere på bipolar, nu hvor jeg rent faktisk ved, at det er dét, der er med mig.. Nu hvor lithium(før jeg pillede ved det) ligger så stabilt og fint i det terapeutiske vindue. 

Jeg skal ikke tage medicin bare for. Jeg skal ikke være en af dem, hvor de bare fylder på og fylder på, som ellers har været mønstret hele vejen igennem. Mere medicin, mere PN, flere kemikalier. Jeg har altid stået fast på, at jeg kan mærke, hvad min krop har brug for, og det gør jeg stadig. Jeg skal ud af det Quetiapin, og så må det være sådan. For nu.