35. TO SCREAM OR NOT TO SCREAM

Er ikke længere et spørgsmål. Jeg har lukket det hele ud på en biltur ud ad byen. Hvis jeg skulle læse dette, ville jeg tro, det var løgn, en overdrivelse eller en misforståelse. Det ville jeg ønske, det var. Min grænse er nået på så voldsom vis, at jeg for alvor føler, at tiden er inde til at give op. Jeg skal prøve at fatte mig i korthed. 

Sidste besøg på ambulatoriet, var en lægesamtale, som jeg egentlig havde efterlyst for en måneds tid siden. Min kontaktperson er psykolog, og kan derfor ikke rigtig svare på spørgsmål angående medicin, hvorfor jeg spurgte, om der var muligt, at tale med en læge. 
En måneds tid senere bliver jeg indkaldt til en samtale med en læge. Jeg følte ikke længere et særligt behov, da jeg/vi har søgt svar ved andre læger - mine forældres venner, kolleger og lign. 

Heldigvis bad jeg begge mine forældre tage med. Jeg siger heldigvis, for nu deler vi denne oplevelse og er tre personer, der kan bekræfte, hvad der er sket. Denne oplevelse, har jeg uddybet i opslaget før dette altså nr. 34. 

Dette tilbud om yderligere udredning, har jeg gået og tygget på længe. Jeg har spurgt både venner og familie til råds, da jeg var så meget i vildrede, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op. Jeg har også spurgt en af sygeplejerskerne på AAT, som har hjulpet mig med at hitte hoved og hale, i alle de tanker og følelser. 

Jeg valgte til sidst at takke nej til tilbuddet. Jeg er blevet udret godt og grundigt, da jeg var indlagt, og havde jeg yderligere diagnoser tror jeg bestemt, at en af de mange eksperter, jeg har gået op og ned ad i så lang tid, ville have sagt noget. 
Nu hvor jeg er begyndt i skole, er det ikke længere en mulighed at tage til gruppebehandlig hver torsdag kl 13, da jeg ikke kan have så meget fravær fra skolen, og egentlig heller ikke ønsker det. Jeg vil gerne være i skole. 
Jeg ringede til ambulatoriet og talte med en meget venlig sekretær, og forklarede hende at det ikke var fordi, jeg ikke brød mig om behandlingen, men hellere fordi jeg bliver nødt til at prioritere min skole. Ligeledes aflyste jeg udredningssamtalen d. 16 september, og forklarede at dette tilbud måtte jeg takke nej til, da jeg allerede er blevet udret. 

Dagen efter får jeg en E-Boks om at min ECT behandling er aflyst, og at jeg i stedet har en læge samtale tirsdag d. 6 med overlægen selv - la-di-da. 

Dertil står der i min journal, at jeg ikke kan få lov til at få ECT, hvis jeg ikke vil samarbejde om udredning. Ligeledes har denne overlæge, Laura, udtalt at der ikke er indikation for at jeg bør få ECT. 
For det første, har jeg aldrig mødt Laura. Jeg synes ikke, at hun kan udtale sig om min mentale sundhed, når jeg aldrig har mødt hende eller talt med hende. Det er ligeledes ved at være mange uger siden, jeg har talt med kontaktpersonen, så jeg forstår ikke, hvad de baserer disse udtalelser på. 

Jeg må skrive det igen, fordi det er så langt ude, så vanvittigt, at jeg dårligt selv kan forstå det. 

Jeg bliver afpresset til at sige ja til en udredning, for ellers tager de min behandling fra mig. 
Hvis du fortsat er vantro og måske ikke helt tror mig, vil jeg fortsætte en smule: 

Da jeg talte med en af AAT sygeplejerskerne, bad jeg hende skrive til Laura, at hvis det var sådan det forholdt sig, ville jeg da sige ja, så jeg kan få mine sidste ECT behandlinger. 

Dagen efter dette kom der en indkaldelse til ECT behandling i min E-Boks. 

Jeg har simpelthen ingen ord. Jeg kan ikke beskrive dette. Jeg plejer, at være god til at beskrive både tanker, følelser og situationer. 

Jeg føler, jeg er ved at blive kvalt. Som strammer de langsomt grebet om min hals. Denne diagnose de pønser på at pådutte mig, er meget præget af følelser, så lige så snart jeg bliver ked af det, vred eller andet, kan man, hvis man virkelig vil, synes at det ligner denne nye diagnose. Ydermere ligner denne diagnose bipolar blandingstilstand, så det er tarveligt, at de begynder at bringe dette op. 

Dertil er det en diagnose, der som oftest er givet til unge mennesker, der har svært ved at mærke, vide, forstå hvem de selv er, hvad de vil, hvad de står for. De kan ikke placere sine følelser, de kan ikke finde ud af at agere i forhold til disse følelser. Som oftest har de haft en ustabil barndom, uden stabile forældre, der har elsket og guidet dem ordenligt - måske på grund af misbrug eller andet. 

Der er ikke noget, der er mere fjernt fra min personlighed eller barndom. Men jeg er klar over, at man ikke ville lytte til mig, hvis man tror, jeg har denne diagnose, for så er jeg utroværdig. 

Jeg har fået en knude i maven af bekymring og frustration over denne uretfærdighed og afpresning. Jeg kan slet ikke forstå, at det sker for mig. Det virker urealistisk. Det virker nærmest som om, det burde være ulovligt. 
Jeg har lyst til at græde, råbe, skælde ud, sætte dem på plads, men så ligner det, jeg har denne diagnose - selvom dette er en naturlig reaktion på hvad der foregår. Denne uretfærdighed. Slut med de pæne ord..
Det er psykopatisk, det er noget svineri og det er så fucking langt ude, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal stille op. Jeg er presset ind i et hjørne, hvor jeg ikke længere har mulighed for at bevæge mig frit. 
Jeg er sat i skakmat i et hjørne, hvor intet jeg gør, kan rede mig fra denne situation. 

Jeg føler mig endnu mere syg, efter hele denne affære. Jeg føler, de gør mig syg.