36. PSYKIATRI VS. PSYKIATRI

Dedikeret til J 💗

Det er netop lige blevet synliggjort for mig til et ekstremt punkt, hvor stor forskel der er på psykiatri. Derfor; Psykiatri vs. psykiatri. 

Således alle er med, forklarer jeg lige ganske kort.
Efter min tidligere behandlers ønske, blev jeg for nogen tid siden tilknyttet AAT igen. Akut Ambulant Team i Sundhedshuset i Holstebro. Min tidligere behandler mente, at disse har bedre tid til "rigtigt" at tale med mig, og derfor, trods mild protest, blev jeg tilknyttet AAT igen. Jeg har fine minder fra AAT, og det var ikke derfor, jeg var imod det. Det ligger i navnet "akut". Jeg har ikke følt mig akut i nogen tid og følte næsten det var lidt pinligt at skulle tilknyttes her igen. Ikke fordi det er psykiatri, men fordi jeg følte mig "for rask". Heldigvis arbejder der en enormt behagelig sygeplejerske, T, som blev hende, jeg havde kontakt med. 

Samtidig har jeg naturligvis haft kontakt til ambulatoriet i Gødstrup, hvor jeg har en læge, et eller andet sted derude, og en "behandler", der tjekkede ind en gang i mellem via korte telefonopkald, hvor hun primært sagde to fraser foruden mit navn 40.000 gange; "Det skal der også være plads til, Sofie." og "Det kan jeg godt forstå, Sofie." .. Suk. 

Nu har jeg "heldigvis" fået en ny behandler, som skal stå for den udredning jeg fortalte om i opslaget før dette. Denne nye behandler er specialpsykologkandidat. Jeg ville gerne have haft en sygeplejerske men nok om det. 

Til sagens kerne: 

Når jeg har været på AAT, har jeg altid følt mig: anerkendt, forstået, lyttet på, opløftet. Jeg er altid gået fra Sundhedshuset med et smil på læben og en god følelse i maven. Den sygeplejerske, jeg har været så heldig at tale med, er enormt dygtig til at "bygge op". 
Eksempelvis talte vi på et tidspunkt, om alle de ting jeg gør, for at forsøge at holde mig selv sund og rask. Både generelt men især også i forhold til det bipolare. Jeg havde ingen forventninger til hendes reaktion og havde heller ej forventet at få en reaktion, men det gjorde jeg. Hun roste mig og anerkendte det hårde arbejde, jeg fokuseret og målrettet gør for mig selv, og hvor godt det er. 

Når jeg tænker tilbage, på de samtaler vi har haft, bærer de enormt meget præg af positivitet. Både i hendes journalføring og samtalen. Jeg kunne sagtens sidde og fortælle om hvordan overtænkning nogle gange tager overhånd, og jeg kommer ud på et sidespor. Eller hvordan jeg havde bedt om at få sat min medicin ned på grund af maveproblemer, hvilket viste sig at være en rigtig dum ide. 
Jeg har på intet tidpunkt følt mig dømt eller forkert. Nej, samtalerne er hellere forløbet således at jeg kunne tale ud, blive anerkendt for så i fællesskab at tale os frem til en løsning, når det var aktuelt.

Måske sidder du og tænker "Ja, naturligvis? Og hvad så? Det kommer lige om snart.

Nu hvor jeg er sluppet af med min tidligere behandler, tænkte jeg, at det var tid til at få afsluttet mit forløb hos AAT. Det var vi enige om er et passende tidspunkt, sygeplejersken og jeg. 
Jeg var i klassisk Jantelovssnak begyndt at dunke mig selv lidt i hovedet over, at jeg var vågnet tidligt en dag, og havde brugt resten af dagen på at være meget påpasselig med, om jeg mon var begyndt at hælde mod noget manisk. 
Jeg bliver mødt af en person der er anderkendende i forhold til mine tanker, som også påpeger at alle mennesker oplever dette, og det behøver ikke betyde noget. Samtidig også at det er godt, jeg er så skarp på disse ting, hvis det nu skulle begynde at tage en drejning. 
Jeg var positivt overrasket og glad over hendes reaktion, der fik mig til at have det meget bedre med mig selv.

Denne oplevelse af positiv overraskelse hang i mig, og da var det, nogle timer efter, det gik op for mig hvorfor.  

Som en diametral modsætning har vi psykiatrien i Gødstrup. Jeg går altid derfra med en knude i maven. De telefonsamtaler jeg havde med min tidligere behandler gjorde mig ked af det. I dagene optil var jeg presset og i de efterfølgende dage, var jeg ked af det. 

Samme oplevelse har jeg haft med denne nye behandler. Jeg troede, vi skulle have en indledende samtale, men vi gik fluks i gang med udredning og startede praktisk talt med at tale om, hvordan jeg var som baby.. For det kan jeg jo huske.. 
Når jeg fortalte om specifikke perioder dykkede hun ned i særlige detaljer, der forvirrede mig. Dertil lagde hun stor fokus på de mindre gode perioder af mit liv. Eksempelvis indlæggelsen i 15 som nok egentlig er det værste, jeg nogensinde har oplevet. MEN.

Når jeg taler om det i dag, hvilket er sjældent, er jeg ikke ked af det. Jeg har ingen følelser omkring det. Jeg kan sagtens, helt nøgternt, fortælle om at det var forfærdeligt uden at blive ked af det eller lign. Dette forstod den nye behandler, M, absolut ikke. 
I stedet for at anerkende at jeg har vendt de dårlige perioder til noget positivt og arbejdet mig ud af det, mener hun at jeg fortrænger det dårlige og har svært ved at tale om følelser.. 
Jeg sidder jo heller ikke på en blog og krænger mit hjerte ud...

Omkring indlæggelsen kan jeg fortælle, at hvad jeg tager med derfra er, at de sande venner virkelig viste sig. Endvidere var skolen jeg gik på enormt støttende og hjælpsom. Og jeg udviklede i endnu højere grad end før en evne til at høre hvad der bliver sagt, og til at høre hvad der menes. 

Det var tydeligt for mig at disse svar ikke var tilfredsstillende for M. Derfor får jeg en følelse af at "gøre noget forkert" eller "ikke være god nok" eller sådan. Jeg kan ikke forklare dig hvorfor. 
Hvad der gør endnu mere ondt, er at læse om mig selv fra hendes synspunkt i min journal. Det er første gang i dette forløb, jeg har grædt. 

Desuden har hun valgt at dedikere en god portion linjer til, hvor hårdt det har været for min tidligere behandler. 
Aboslut. Jeg påpegede også, når hun glemte ting eller aftaler. Jeg lod mig ikke blive spist af med, at jeg kunne få oceaner af PN medicin (beroligende), når jeg var ked af det. Jeg stillede mange spørgsmål, som hun ikke kunne svare på. Det giver næsten sig selv, da hun er psykolog og dermed ikke er ekspert på medicin, men hvem skal jeg ellers spørge? 

I stedet for at beskrive mig som en patient, der er virkelig godt med i sin egen sygdom, har overblik og er engageret, er jeg stridig, kontant, kort for hovedet og usamarbejdsvillig. (og meget mere men.. av)

Det gør ondt at læse. Jeg hader at det gør så ondt at læse. Hvorfor bliver jeg så ked af det? Disse mennesker har ingen værdi for mig i mit liv. Det skulle gøre ondt, hvis det var en tæt veninde, der havde skrevet dette. Ikke en eller anden person fra et ambulatorie. 

Den primære grund til at det får mig sådan ned med nakken, er netop det unuancerede. Hvor er mit perspektiv? Derudover er det usandsynligt, at jeg aldrig skal i kontakt med psykiatri igen i mit liv. Risikoen er stor. Når så personalet tilgår min journal, vil de kunne læse om hvor træls, jeg har været. 

Dertil skal jeg huske at sige, at begge de to læger, H og P, jeg har haft under de to indlæggelser i 2022, har skrevet mange pæne ord om mig. H, især, var god til at rose og medtage i journalen, at jeg stillede "gode og relevante spørgsmål," og at jeg havde exceptionelt godt styr på min sygdom. Men disse ting bliver sjovt nok aldrig inkluderet.

Så.. Psykiatri er ikke psykiatri. Hvad er formålet med psykiatri? Umiddelbart, vil jeg sige "at hjælpe folk" eller noget i den dur. 
Det er bestemt ikke den følelse, jeg har med ambulatoriet i Gødstrup. Jeg er i krig og konstant konflikt. 
I AAT følte jeg mig omgivet af smil og støtte. Mildt, venligt personale. Som blev der sat ekstra små byggeklodser på mig for at støtte mig hver gang, jeg var derinde. 

Jeg skal cirka have 5 udredningssamtaler med M. Jeg er overlevet den første, men med et gevaldigt knæk i mit humør. Jeg får et billede i hovedet af, at jeg har spankuleret rundt med ryggen ret, indtil M fik banket mig i gulvet med en klap-sammen stol. Nu går jeg og dukker mig lidt og tør ikke rette ryggen. Måske kan jeg heller ikke endnu. Allerede i morgen skal jeg derned igen, og jeg føler mig træt. Nærmest helt hudløs. Slidt.