43.Mindful Madness: Sjov og Serotonin

Ja.. STFU det er ikke min skyld.. Det er gået den vej i et stykke tid. Jeg burde have forudset det. Men sådan er der så meget.

Klinik er er afsluttet, opgave er afleveret, sommerferie er skudt i gang på stue 9.

Jeg er blevet tilknyttet ambulatoriet for bipolar lidelse i Aarhus, og hold da op for en flok eksperter. Det er virkelig rart at tale med nogen, der 100 % forstår, hvad man siger/mener.

Jeg har talt med dem x4 (2x tlf konsultation) og hver gang har de tilbudt indlæggelse. Til sidst måtte jeg give efter, da mit netværk var af samme holdning. Tiden er inde til at trække stikket, bukke under og lade sig indlægge.

Så hvad sker der lige for det? Omstændigheder og omstændigheder. Fortiden er ikke interessant. Hvad der er interessant, er fremtiden. 
Jeg er fortsat i behandling med Litarex, men Quetiapin er seponeret. I stedet har man opstartet min i Abilify og Mianserin. Sidste nævnte er antidepressiv, så jeg er nøje overvåget ift. om jeg mon skulle blive manisk. 

Det mærker jeg absolut ikke noget til, men jeg får også Olanzapin til nat, så jeg render rundt i en osteklokke.

Dette er en tør, lidt faglig, opdatering, men jeg har sgu ikke energien til at komme med de helt store detaljer. Jeg skal regne med at være indlagt noget tid. Har snart været her en uge, og det føles som flere uger.. 

Idk vi snakkes ved, når jeg lige finder energien et eller andet sted. 

Energien hermed delvist fundet: 

 Går du og drømmer om at skrue lidt på de løse dele af cerebrum? Look no further, lad mig indvie dig i min rejse fra sygeplejestuderende individ, til autonomiløs spøgelse af gårdagens heltinde.

Ej så slemt er det slet ikke, men de kan få mit urin op over de 100 grader, nogle gange. 

Siden efteråret har det gået lidt ned ad bakke for mig. Flere og flere depressive symptomer har trådt i karakter, og før man ved er det, træder de i forgrunden og ens velkendte personlighed må vige pladsen, og træde ind i skyggerne.. bogstaveligt talt.

Jeg har fået anbefalet at søge mod Skejby under frit sygehusvalg. Der har man nemlig en klinik, der kun er til bipolar lidelse, så der finder man virkelig eksperterne. 

Jeg havde først en indledende samtale med en specialpsykolog og mine søde forældre, der sørgede for at de kunne tage med. Hun spurgte, om jeg ville indlægges. Det ville jeg ikke. Jeg ville så gerne gøre min klinik færdig - et sted jeg virkelig holder af. 

Næste samtale var allerede ugen efter med en sygeplejerske. Hun stillede samme spørgsmål: "Vil du ikke gerne indlægges?"
åh jeg havde så kort tid tilbage af min klinik. Jeg kæmpede. 

Samtidig har jeg fået en overfølsomhed for Quetiapinen, hvilket resulterede i at jeg havde ca 14 dage, hvor jeg hverken kunne holde på vådt eller tørt. Det kom enten hurtigt ud eller op igen.. beklager de lækre deltaljer. Resultatet heraf var naturligvis, at jeg ikke fik min medicin.. Så samtidig med at jeg var syg, blev jeg endnu mere syg - abstinenser..

Man må ikke bare stoppe med at tage sin medicin, og nu har jeg da et bevis på hvorfor - igen ikke fordi jeg gjorde det med vilje, men jeg måtte da lide konsekvensen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg nogensinde har haft det så dårligt. 

Sygeplejersken i Skejby var enig i, at jeg ikke skulle genopstartes i Quetiapin. Vi fik taget blodprøver af Lithium som lå på 0,41 (vinduet er 0,60-0,80), så jeg blev på andre måder ligeledes syg af ikke at få mi medicin.

SIKKE ET CIRKUS! Kunne du følge med? Det kunne jeg heller ikke. 

Jeg havde en telefonkonsultation med sygeplejersken, og præcis som frygtet gik jeg fuldstændig fra hinanden, da klinikken var overstået. Jeg sagde denne gang ja til indlæggelse og så kørte mine forældre og jeg mod Gødstrup.

Så nu er jeg her igen- det sted jeg elsker og hader. 

Jeg sov ekstremt dårligt, mellem 4 til 6 timer, så det var prioritet nr. 1. Derfor fik jeg Olanzapin. 
Det er et antipsykotikum og for mig virker det som en sovepille. Min rekord herinde er 13,5 timers søvn Så der er da ved at være rettet op på det med søvnen. I skrivende stund, skal jeg her til aften have 5mg i stedet for 10 for første gang. 
Det har taget overhånd med søvnen og desuden skulle Olanzapin kun være til akut brug, siger lægen.

Lægen, A, som foresten er mega sød- Ham og jeg klikker godt, og han kigger tit ind, når han er på arbejde, bare sådan lige.. det kan jeg godt lide.

Derudover får jeg Aripiprazole 5mg til morgen. Kaldes også Abilify, spørg mig ikke hvorfor.. Det er også et præparat man gerne giver folk med bipolar lidelse. Jeg har ingen holdning til det. Medmindre den også er med til at gøre mig så mega rastløs og træt? 

Sidst men ikke mindst får jeg Mianserin - antidepressiv. Og det har de været noget bange for at skulle opstarte. Det har krævet en del snak (ikke fordi jeg har presset på). Men søde læge A er så bange for at jeg bliver manisk af det - Jeg er jo før blevet manisk af et antidepressiv. 
Jeg tror også, det er derfor, han selv kigget meget ind. Jeg føler umiddelbart ingenting i den retning. Jeg er nede med nede på. 

Det var alt det tørre. Hvordan går det så egentlig *indeni*? 

Jeg ærgrer mig over, at det er en nødvendighed, at jeg skal være herinde. Jeg ærgrer mig over den store udskiftning i personale der har været - skulle det endelig være, kunne det være rart om man kendte folk.. 

Det er en ensom affære at være psykisk på psyk. Ens autonomi er forsvindende lille, og der er stadig meget af personalet, der ikke forstår, jeg ikke gider være med til "miljø terapi" med de andre patienter.. Så skal man selvfølgelig heller ikke klage sig over ensomheden i guess.. 

Til gengæld varmer det mit lille tin hjerte, at jeg får så meget besøg, og som altid fortjener mine forældre en medalje. De går above and beyond, og er altid klar til at hjælpe med HVAD SOM HELST. Hvor mange er så heldige? De holder mig virkelig kørende. 
En del venner har også meldt sig lynhurtigt, til at ville komme og besøge, og det varmer simpelthen så meget. Jeg er en heldig loppe <3

Indlæggelsen lød på op til 4 uger om 2 dage har jeg været her i 2 uger. Så jeg er måske snart halvvejs? 
Det giver mening ift medicinen.. 

I al hemmelighed har jeg gået og ønsket mig en mani.. jeg vil så gerne lige løftes.. Men jeg ved det ikke er noget at spøge med. Men læge A kunne nu godt forstå det.

Jeg døjer mest med tristhed og rastløshed. Jeg jonglerer med gåture, tegne, skrive, spille ukulele, lægge puslespil, akutfys, massagestol og en hel masse PN.. har aldrig i mit liv fået så meget PN.. Stesolid

Det er svært at få tiden til at gå, og jeg løber som regel tør for nye aktiviteter omkring middags tid. Og jeg er så rastløs, at jeg nogle gang ikke kan samle mig om tingene mere end max 10 min..

Men lad håbet flyde i floden ud og sprede sin essens til resten af den mudrede affære. Jeg tæller timer, sekunder, fløjlsgræs og ridderspore, jeg tæller mandstro og jomfrusko. Men blodet banker i mine årer.. Mit lille hjerte har ingen ro.