42. UNDERTAL

Forestil dig at du har et hus. Det er ikke perfekt. Det har et par skavanker hist og her, men det er dit hus. Gennem årene har du opgraderet små ting, løbende; nye gardiner, en ny klat maling over den gamle, nye møbler og lignende små DIY projekter, som du usammenhængende har arbejdet på siden, du blev voksen. 

Nu skal du forestille dig at dit hus kollapser. Ikke nok med at det kollapser, så er du stadig inde i dit hus. Væggene smuldrer, taget giver efter og falder sammen om dig. Alle dine ting forsvinder i en støvsky og du bliver mast under murbrokker og tag, der begraver dig i et tykt lag af tungt materiale. Efter det umiddelbare sammenstyrt er der ikke meget andet for end at blive liggende. Du kan vagt titte frem fra dit nye gemmested og se, at huset ikke længere står. En kold brise rammer din venstre hånd, som er det eneste der titter rigtig frem fra dit skjul. Alt omkring dig er ødelagt, og du lukker øjnene. Dit hus skal opbygges på ny. Eller skal det? Hvem skulle stoppe dig fra at blive liggende og blive et med al det støv, der kæmper sig vej ind i alle åbninger; din næse, øre, øjne, din mund. Et lille host afslører at selv dine lunger et beklædt med et lag af fin, grå støv. 

Det er ikke blot en enkelt væg, et hul i taget, et spørgsmål om bedre isolering. Det er et spørgsmål om at starte fra 0 igen og bygge op, bygge op, bygge op.

Så for en stund tillader du dig selv at blive liggende. At lade trykket fra dit gamle hus, mase dig stødt længere ned i fundamentet og give efter. Lade det ske. Hvorfor kæmpe imod? På et tidspunkt vil dit hus igen kollapse om sig selv. I nogen tid har du troet, at det var din egen skyld. At du ikke havde opbygget dit hus omhyggeligt nok. Men nej. Efter sidste gang er du ikke længere i tvivl. Det er ikke din skyld. Dette er din skæbne. At bygge op, lade falde sammen og starte forfra. 

Efter nogen tid mærker du et strøg på din frie, venstre hånd. En kort kontakt. Det værker i din nakke og langsomt får du løftet hovedet for at se. Jo, de er her skam. De velkendte ansigter. Strør din håndryg med fingrene i forbifarten. Du vipper med fingrene på din kolde, venstre hånd. Der er liv i den endnu. Du rækker ud. Du venter. Du rækker lidt mere. Ingenting. 
Det er op til dig at grave dig fri. Du famler rundt i blinde og får fat i et lille stykke mursten. Forsigtigt lukker du hånden om denne og mærker leddene beklage sig. Med et kejtet vrid af håndleddet får du henkastet det ubetydelige stykke mursten. Det var første skridt. 

Langsomt, langsomt, langsomt, begynder du at fjerne mursten, træstykker, skruer og uidentificerbare dele af dit gamle hus fra din krop indtil du til sidst er nogenlunde fri. Det er overvældende uoverskueligt at skulle starte forfra. Alting er totalskadet. De få elementer der står endnu, kan du lige så vel rive ned. 
Reparation af hele fundamentet, tilføjelse af støttebjælker og støttevægge, kontrol og reparation af strukturelle skader, ombygning af køkkenet, renovering af badeværelset, muligvis tilføjelse af en ny etage, udskiftning af vinduer og døre, udskiftning af facaden, udskiftning af taget, reparation af alle vægge og lofter, opgradering af elinstallationer, installation af nye stikkontakter og lyskontakter, tilføjelse af ekstra eludtag, udskiftning af lysarmaturer og pærer, installation af et nyt varmesystem, tilføjelse af gulvvarme, reparation eller udskiftning af vandvarmeren, installation af nyt sanitets udstyr, udskiftning af gulvbelægning, slibning og lakering af trægulve, maleri af indvendige vægge, tapetsering af vægge og opfriskning af træpaneler.
Eller hvad? Altså du er jo ikke arkitekt eller en der har nogen som helst forstand på huse. Dit braser jo sammen med jævne mellemrum. Hvem burde man spørge? Burde man overhovedet spørge nogen? Bliver det bedre gang efter gang? Eller opbygger du det samme gamle lort for blot at se det blive revet fra hinanden på et senere tidspunkt? 

Over det næste stykke tid arbejder du på dit hus. I starten går det langsomt, men så snart skellettet står, og du har et nogenlunde sted at sove, tager det fart. Snart står du igen med designerhatten på og får indrettet dit nye hjem til noget tilfredsstillende. Ja faktisk noget du er lidt stolt over. Du gjorde det.

Du lovede dig selv at lade være, men du har alligevel lagt sjæl og hjerte i det. Du har alligevel knyttet dig til dit nye hus. Og det går godt. For en stund. 
Som et lyn fra en klar himmel hører du den dybe rumlen igen en dag, og samme tid begynder det hele at styrte sammen om dig. 
Du ligger der igen. Dækket til af murbrokker, husrester, støv og knuste drømme. Hvad skulle det nytte? Hvorfor lægge så meget arbejde i noget der alligevel falder fra hinanden? Hvem gavner det? Hvorfor ikke blot bygge et lille skur? Noget der ikke ville gøre så ondt at se falde fra hinanden. Noget der ikke ville tage nær så lang tid. En standard plantegning, designet af en anden. 

Snart gibber det i dig. Du har ligget under skroget af dit hus for længe. Det er tid til at rejse dig og bygge dit hus op igen. Der skal ikke mange gentagelser til før du forstår, hvordan det føles at skubbe vand fra kyst til kyst.