3. VREDEN

I vreden har jeg størst tendens til at være selvdestruktiv, eftersom vreden får lov til at overtage mit sind. Det er vigtigt at huske konteksten af sygdommen i forhold til mennesket. Vrede er ikke en følelse jeg ofte trykker hånden på. Jeg bliver hellere ked af det. Som de fleste kvinder, har jeg en tid på måneden, hvor irritabilitet skinner lidt lettere igennem, men jeg er velopdragen nok til at de færreste mennesker bemærker noget særligt. Hvad andre bliver vrede over, griner jeg hellere af, og beslutter mig for er åndssvagt at bruge energi på. 

Vreden er rød.
    - Det fysiologiske:
            - Hjertebanken             - Varme i kinderne             - Sitren i arme og ben             - Skæren tænder, anspændt kæbe             - Anspændthed i kroppen 

Det starter som regel som en lettere irritation. En kort lunte. At andres selskab forstyrrer og irriterer. Hvor jeg normalt ville trække på skulderen, falder det mig pludselig mere naturligt at lade mig forstyrre og genere. Trafikken er for langsom. Alle andre kører forfærdeligt. I løbet af dagen eskalerer det. Er det mon fordi, jeg ikke giver efter for de små vredesudbrud? Ville det lette trykket rent faktisk at fortælle folk, at de generer mig? De første par gange jeg nogensinde har brugt hornet i min lille bil, har været i netop denne tilstand. Vreden pulserer igennem blodårerne. Der står flammer bag mit blik og tankerne bliver som tidligere nævnt selvdestruktive og væmmelige. Hårde og grimme ord finder hurtigt vejen frem i min mund. Mistillid er vredens følges ven. Alt og alle er min fjende. Jeg får lyst til at splitte hele verden ad, bare for at se den brænde. 

Vredens tanker: 
“Jeg kører fandme op i røven af dem, hvis de ikke snart fatter at der er grønt.”  
“Hold nu forhelvede op med at tale til mig, når jeg har hovedtelefoner på.” 
“Hvad er det du ikke fatter? Skal jeg stave det for dig?” 
Mine tanker: 
“Hold da op, hun har travlt med noget andet end at køre bil hende foran.”  
“Hvis han vil være sur over det, så lad ham dog.” 
“Lad mig omformulere mig, så vi kan forstå hinanden bedre.” 

Det er atypisk for mig. Normalt griner jeg hellere af dovne trafikanter, og andre mennesker gør mig sjældent decideret sur. Jeg er ikke stor fan af astrologi, men i denne henseende matcher jeg mit stjernetegn, tyren. Jeg bliver sjældent sur, men når jeg gør, er fanden løs i Laksegade, som regel skarpt efterfulgt af snot og tårer. Vrede er for mig en uanstændig og privat ting. Det er noget, man skal kunne beherske. Det er noget, jeg går hjem med. Hvis ikke det er nok, skælder jeg hellere ud “til” en anden person, der ikke er involveret. Men denne sindstilstand tåler ingen sammenligning. Jeg kan kun genkende den fra min indlæggelse i 2015, hvor jeg hele weekenden blev lovet, at jeg måtte tage i skole om mandagen, bare for at stå op og gøre mig klar, nervøs og spændt på første dag tilbage i virkeligheden, for så at få af vide, at jeg ikke måtte tage af sted alligevel uden yderligere begrundelse. Afmagt, frustration, umyndiggørelse. Følelsen af ikke at kunne tale sin sag, fordi man bliver anset som syg. Sindssyg. Jeg får lyst til at rive huden af mig selv og sætte ild til mine blottede muskler og sener. Hive mine indvolde ud og stoppe dem op i røven af nærmeste tilskuer, så jeg kan lange ned i halsen på dem og flå dem op. Jeg har brug for at skrige og se noget gå i stykker for netop at bringe denne følelse ud af kroppen; at være ved at gå i stykker.

Scenarierne flyver igennem mit hoved. De der har svigtet får en sviner. Alle de gange, jeg har slugt vreden hober sig op og fylder mit hoved. Jeg får lyst til at skabe mig, kaste med en stol, tallerkner, smække med døre, råbe ad folk og ødelægge. Sydende, ætsende raseri. Da dette falder mig så unaturligt, brænder jeg inde med det. Jeg har intet sted at placere al den vrede, der hober sig op. Jeg bliver paranoid. Mennesker omkring mig griner sikkert af mig. De vil mig det ikke godt. De er flove over mig. Jeg skal fandme vise dem. Jeg kan klare mig alene. Jeg hader alle. Jeg hader mig selv. 

Til sidst gør det ondt i hele kroppen og en ny sindstilstand præsenterer sit grimme ansigt, nemlig tristheden.