2. TRISTHEDEN

Platons hulelignelse falder mig lynhurtigt ind, når jeg skal beskrive depression. Livet er mørke, og det eneste jeg ser er skygger. Selvom jeg ikke har været deprimeret hele mit liv, føles det sådan. Jeg har aldrig kendt andet end mørke. Derfor er det også svært at overbevise mig om, at det hele nok skal blive godt igen. Jeg har ikke kendt andet, hvorfor skulle jeg tro på de ord? Ord er blot ord. Ingen har et bevis. Skulle jeg tro dig, hvis du sagde, at du kunne se en farve, ingen andre kender til? Til dem der kender beskrivelsen af Dementorer, præsenteret i Harry Potter og Fangen fra Azkaban; Som om alt glæden bliver suget væk og aldrig kan vende tilbage. Har det nogensinde været?  

Tristheden er sort. 

• Det fysiologiske:  

• Langsom både fysisk og mentalt  

• Latenstid 

• Træthed  

• Ingen energi og overskud 

• Mimikfattig  

• Grådlabil  

Depression og jeg er gamle bekendte, og en manifestation jeg havde håbet, jeg ikke skulle støde i igen. Jeg har været særligt opmærksom på depressive symptomer, da jeg ved, risikoen for at få en depression er større for mig, end for de, der aldrig har haft en depression. Dog vil jeg selv mene, at jeg er mere trist end det typiske menneske. Eller melankolsk. Hvor andre mennesker måske starter deres dag på en neutral fem, starter jeg hellere på fire eller tre. Dagen skal vise sig at være god, før jeg vil tro det. Melankoli er for mig ikke nødvendigvis noget negativt. Det har skabt de fleste af mine melodier og sange. Jeg finder en poetisk varme i melankoli. Misforstå mig ikke, jeg kan sagtens være glad, have grineflip, fjolle rundt og være skøre Faster Fie. Men det kræver meget, og energien skal gøres op et andet sted. Det er ikke, at jeg ikke nyder denne persona, men når dagen går på hæld og solen går til ro, er jeg udmattet. 

Tristhedens tanker: 

• “Det nytter ikke noget. Jeg kan ikke.” 

• “Jeg er en fiasko og gavner ikke denne verden.” 

• “Jeg vil gerne gå i et med tapetet, forsvinde, lette byrden fra mig og alle omkring mig.” 

Mine tanker: 

• “Hvis jeg virkelig gør mig umage og vil, kan jeg sikkert godt.” 

• “Jeg har opnået mange ting i mit liv. Jeg er god til sprog.” 

• “Andre mennesker kan godt lide mit selskab. Jeg kan være sjov og interessant.” 

Hele min krop er med mig i depressionen. Jeg er tungere, langsommere, svagere. Jeg er opgivende i forhold til alt. Det nytter ikke noget at prøve, for jeg kan ikke alligevel. Jeg er fortabt, unødvendig, en byrde. Jeg er en fiasko. Den lille Void, som jeg kalder det, i maven vokser sig stor og snor sine grimme arme om min brystkasse og hiver alt liv og lys ud af min krop. Jo længere tid denne følelse får lov at bestå, jo mere af min krop får min Void krænget til sig og gjort til en del af det uendelige mørke. Jeg er ensom med denne følelse.  

Den bedste oversættelse af void, jeg kan finde, er tomrum. Jeg er i et uendeligt tomrum af mørke og intethed, som universet før universet eksisterede. Vi er indbildske i vores eksistens. Vi vokser op, går rundt i vores sko, kører i vores biler, laver mad og nyder omtrent 88.000 måltider i løbet af et miserabelt, ligegyldigt liv, vi desperat forsøger at finde en mening i. Om 100 år er det som om, vi aldrig har været her. Så vi avler på os selv, så vi kan efterlade andet end vores rådnende skelet på jorden. Børnene vokser op, går rund i deres sko og kører i deres biler. Ligegyldigt. Intens tristhed. Her mener jeg ikke en generel følelse af at være nede. Jeg kan ikke blive mere ked af det på dette tidspunkt. Det er pinefuldt og for mig ender det ofte med en intensitet så voldsom, at jeg ikke kan være i min egen krop. Det er et mareridt, jeg ikke kan vågne fra, for det er min realitet. Det er en gyserfilm, man ikke kan slukke for. Desperationen for at slippe for dette helvede gør tankerne dystre, mørke, farlige. Men jeg bebrejder ikke mig selv disse tanker, for hvem kan leve sådan? Det er ikke at leve. Det er at eksistere. Og hvem kan finde mening i en sådan eksistens? Her tyr jeg gerne til Quetiapin selvom jeg er imod piller for at dulme følelser. Alt for at slippe for at mærke noget som helst. Jeg ønsker mere end noget andet at forsvinde, stoppe med at eksistere, blive lagt i koma. Det bliver ikke bedre. Det er ikke noget, jeg tror, det er noget, jeg ved. Men alligevel kan jeg pludselig til alles, og min egen, store overraskelse vågne en tidlig morgen med en følelse af lettelse. Jeg ved godt, hvad der er på vej.